Afdødes sædceller bruges til kunstig befrugtning - er det i orden?

MED AFSTEMNING En række retssager fra forskellige lande har ført til fornyet fokus på de juridiske rammer og etiske problemstillinger ved kunstig befrugtning med brugen af sæd fra afdøde donorer

Spørgsmålet om de efterladtes ret til at anvende sæd fra afdøde donorer har i den seneste tid figureret i den offentlige debat i flere lande. I en række nyere eksempler har familie til afdøde ægtemænd og sønner kæmpet for retten til at anvende sædceller til at videreføre deres egne og de afdødes gener.

LÆS OGSÅ: Dilemma: Må kunstig befrugtning ske med æg eller sæd fra en afdød forælder?

I Australien har en domsafsigelse fra maj tiltrukket sig international opmærksomhed. Her har højesteretsdomstolen i delstaten New South Wales givet Jocelyn Edwards medhold i, at hun har retten til sin afdøde mands nedfrosne sædceller, men ikke til at anvende dem til kunstig befrugtning. Domstolen accepterede hendes vidneudsagn om, at hendes mand, Mark Edwards, efter nyheden om, at han måske led af en dødelig sygdom, havde ønsket, at hun skulle føde deres barn i tilfælde af hans død. Men at anvende sædcellerne til kunstig befrugtning kræver ifølge delstatens lovgivning mandens skriftlige samtykke.

Parret havde i august 2010 aftalt tid til at underskrive de nødvendige dokumenter for at påbegynde kunstig befrugtning, men nåde aldrig så langt, idet Mark Edwards døde i en arbejdsulykke dagen forinden. Jocelyn Edwards fik efterfølgende med en retskendelse udvundet sædceller fra hendes afdøde mand til opbevaring på en australsk fertilitetsklinik. En procedure, der kan foretages indtil 24 timer efter dødens indtræden. Og hun har nu altså fået bevilget retten til dem og planlægger at søge om tilladelse til at lade sig kunstigt befrugte i andre australske delstater.

Afgørelsen har blandt andre aviser fået den venstreorienterede morgenavis The Age til på lederplads at udtrykke sympati for Jocelyn Edwards i den specifikke sag, men også at understrege nødvendigheden af at kunne dokumentere de efterladtes samtykke til at videreføre deres gener.

Et lig er ikke bare en mine, hvorfra man kan hente kropsdele eller kropsvæsker. Selv ikke for dem, som i livet stod de afdøde nærmest. Det er vigtigt, at loven kræver tilstrækkeligt bevis for, at den afdøde ønskede at få et barn, og med hvem vedkommende ønskede at få det, inden sædceller eller æg anvendes til posthum undfangelse. Vi er stadig mennesker, selv når teknologi tillader os at gøre ting, vores forfædre ikke havde drømt om, skriver The Age.

Det står i skarp kontrast til en sag fra Israel, der omhandler retten til sædcellerne fra den 27-årige soldat Ohaad Ben-Yaakov, der sidste september døde efter en arbejdsulykke. Der var før hans død ingen indikationer af, at han ønskede børn, og han var ikke i et parforhold. Men forud for hans død befandt han sig i to ugers koma, og inden hans død fik hans forældre med rettens hjælp lægerne til at udvinde sædceller fra ham, og de ønsker nu at anvende en surrogatmor til at føde hans barn.

Sagen har vakt opmærksomhed i Israel, som er et af verdens mest progressive lande, når det kommer til anvendelse af fertilitetsteknologi. Ifølge en rapport fra det israelske parlament i 2006 foretager landet verdens relativt største andel af kunstige befrugtninger med 1800 årlige behandlingsforløb pr. million indbyggere. USA har til sammenligning 240 årlige behandlinger pr. million indbyggere.

Vores situation, hvad angår reproduktiv teknologi, skyldes, at vi har nægtet at acceptere barnløshed som et faktum. I dag er idéen om, at jeg har ret til et genetisk barn meget mere accepteret end tidligere. At udvide den tanke til en generation yderligere, så det også omfatter børnebørn, er måske ikke så langt ude, siger Vardit Ravitsky, en israelskfødt professor i bioteknik på det medicinske fakultet ved Université de Montréal i Canada, til den israelske avis Tablet.

Problemstillingen minder om en aktuel retssag fra Rusland, hvor Lamara Kelesjevas søn i 2009 døde af kræft. Forud for hans kemoterapi havde han afleveret en sædprøve, og efter hans død anvendte hans mor to surrogatmødre, der i januar i år med to dages mellemrum hver fik et sæt tvillinger. Forud for det var fem andre forsøg med surrogatmødre slået fejl.

Sagen har skabt debat i de russiske medier og fået russiske abortmodstandere på benene.

Sådanne kunster i biomekanik fører i sidste ende til en meget tvetydig situation, hvor man ikke kan skelne mellem børn og børnebørn. Der er så mange forældreløse børn i Rusland, at hvis hun bare ville være mor, kunne hun nemt have realiseret sine moderinstinkter. Jeg synes, det er en meget selvisk drift at ville videregive sine gener uanset hvad, siger aktivisten Andrej Khvesjuk til avisen Russia Today.

Der er i russisk lovgivning ingen øvre aldersgrænse for at adoptere. Det eneste krav er, at forældrene er mindst 16 år ældre end børnene. I Lamara Kelesjevas tilfælde er aldersforskellen 57 år.

Således gennemgår hun nu en retssag for forældremyndigheden over de i alt fire børnebørn. Moskvas personregisterkontor har afvist at registrere børnene, og Lamara Kelesjeva har appelleret sagen til byretten i Moskva.

De tre og andre sager har senest fået den katolske præst John Flynn til at reagere. I en artikel på den internationale katolske nyhedsside Zenit.org skriver han, at børn ikke skal betragtes som ejendom eller som en rettighed.

Blandt de mange alvorlige moralske indvendinger imod kunstig befrugtning er, at børn behandles som gods, uanset hvor velmenende ønsket om at få et barn som udgangspunkt måtte have været. Konsekvenserne udspiller sig nu i detaljer i retssalene og i familier, skriver John Flynn.