Dansk kunstner vil lægge galleri til racistiske billeder

Provokunstneren Kristian von Hornsleth siger, han er utryg ved at udstille Dan Parks billeder, men føler, det er nødvendigt. Foto: Scanpix

Provokunstneren Kristian von Hornsleth åbner snart udstilling med billeder af omdiskuteret svensk kunstner i samarbejde med Trykkefrihedsselskabet. Profetbilleder vil ikke blive udstillet

Den danske kunstner Kristian von Hornsleth er kendt for kontroverser.

Han har betalt sig fra at få en hel landsby i Uganda til at tage hans efternavn, han har købt aktier i våbenindustrien og ført kunstnerisk smædekampagne mod en kritisk kulturjournalist fra Politiken.

Hans nyeste projekt er nu at udstille en samling af den omdebatterede svenske kunstner Dan Parks billeder i samarbejde med Trykkefrihedsselskabet. Det skriver Trykkefrihedsselskabet i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

I sidste uge efterlyste radiokanalen Radio24syv gallerister til Dan Parks billeder, der er blevet forbudt i Sverige. Trykkefrihedsselskabet meldte sig hurtigt på banen, men i fredags trak radiokanalen så deres tilbud om at betale for udstillingen tilbage.

Trykkefrihedsselskabet er siden fortsat med at lede efter egnede lokaler til billederne i København, og nu ser det ud til, at de har fundet dem i Hornsleths galleri, Hornsleth & Friends i Bredgade 8 Indre København.

I sidste måned blev Dan Park idømt en fængselsstraf for racisme og for at opfordre til had mod enkelte befolkningsgrupper. Flere af hans billeder blev ved den lejlighed beslaglagt af det svenske politi. Dan Parks billeder viser efter sigende blandt andet Profeten Muhammed i samleje med Jesus, nazilægen Josef Mengele, der lavede medicinske forsøg på jøder under krigen under overskriften "Læger uden grænser" og billeder af navngivne sorte mænd, der bliver hængt i hver deres løkke.

"Personligt synes jeg, at værkerne er ubehagelige, men de er jo samtidig også en barsk satire på den svenske berøringsangst over for raceproblemer. Jeg har selv arbejdet med racefordomme og udbytteforhold mellem i- og ulande i mine værker til stor forargelse," siger Kristian von Hornsleth i pressemeddelelsen.

Trykkefrihedsselskabet skriver, at udstillingen først og fremmest er en kommentar til den racismedom, som Dan Parks har fået for billederne, og at den derfor ikke vil indbefatte de værker, der afbilleder profeten Muhammed i diverse kompromitterende situationer.

Da Trykkefrihedsselskabet reagerede på Radio24syvs tilbud i sidste uge, mente man ellers, at alle billeder skulle med.

”De skal alle sammen op at hænge. Ellers er det censur,” sagde næstformand i Trykkefrihedsselskabet Aia Fog til Kristeligt Dagblad.

Kristian von Hornsleth tilføjer, at det ville være løgn at sige, at han ikke er utryg ved at udstille billederne, men at det gør ham vred, at kunstneren skal i fængsel.

"Derfor vil jeg gerne lægge galleri til," siger kunstneren til Trykkefrihedsselskabets hjemmeside.

Ifølge planen vil man kunne se Parks billeder udstillet i Bredgade i en uge fra fredag den 23. oktober til den 31. oktober 2014.

Aia Fog, der er tovholder på udstillingen, glæder sig over Hornsleths tilbud.

"Det er et stærkt signal, der sendes, når en så markant dansk kunstner som Kristian von Hornsleth lægger lokaler til udstillingen. Det er vi glade for i Trykkefrihedsselskabet," siger hun.