Må man male med de døde? Kunstner bruger aske fra nazi-koncentrationslejr i malerier

En svensk kunster hævder at have brugt aske fra en nazistisk koncentrationslejr i sine malerier. Det har skabt debat om kunstens grænser

I 1989 besøgte kunstneren Carl Michael von Hausswolff den nazistiske dødslejr Majdanek i det tyskbesatte Polen. Da han vendte hjem til Sverige, havde han en lille pose med sig fyldt med jord og aske, som han havde taget fra lejren uden tilladelse.

I december sidste år udstillede han ni akvarelmalerier på et galleri i Lund, og i det medfølgende katalog forklarede han, at akvarellerne var malet med aske fra krematoriet i koncentrationslejren.

Det har nu vakt bestyrtelse i kunstkredse langt ud over Sveriges grænser, og galleriet Martin Bryder Gallery har lukket udstillingen.

Det er en skandale, at udstillingen overhovedet blev til noget, mener forfatter og psykiater Salomon Schulman i en debatartikel i Sydsvenskan.

Han er dybt forarget og vred over udstillingen og mener, at det er en uhørt krænkelse af gravfreden.

Han skænder jødiske lig. Det er en usmagelig udnyttelse af nogle menneskers ufattelige skæbne, og jeg væmmes over, at han får lov til det. Man bør spørge, hvad fri kunst er. Findes der nogle grænser? Findes der en moral i kunsten? spørger Salomon Schulman i Sydsvenskan.

Det spørgsmål har Polen indirekte taget op ved at indlede en politiundersøgelse af von Hausswolffs påståede tyveri fra koncentrationslejren. Kunstneren mistænkes for at have skændet gravfreden og stjålet fra gravpladser. En forbrydelse, som kan give flere års fængsel i Polen. Von Hausswolff blev også politianmeldt i Sverige i forbindelse med udstillingen, men anklagemyndigheden gik ikke videre med sagen, fordi forbrydelsen var begået udenlands.

LÆS OGSÅ: Dansk museum udstiller dræbte kvinder uden tilladelse

Dagens Nyheters kulturchef, Björn Wiman, mener, at sagen om de omdiskuterede malerier viser, at holocaust efterhånden ligger så langt tilbage i tiden, at hændelserne forvandles fra menneskelige erfaringer til æstetisk stof. Han mener, at det er en farlig udvikling.

Jeg talte engang med en forfatter, som havde skrevet en bog om sin overlevelse i en koncentrationslejr. Hun mødte en ung kvinde, som udbrød Jeg elsker holocaust!, da hun fik signeret sin bog. Hvad fortæller den makabre sætning om synet på udryddelsen under Anden Verdenskrig? Der er en risiko for at glemme eller bagatellisere, jo længere væk vi kommer i tiden. Holocaust må ikke forvandles fra smertefuld erfaring til æstetik, som kan anvendes til at provokere, siger Björn Wiman.

Den samme holdning har flere af Sveriges kulturskribenter og samfundsdebattører udtrykt, og Max Liljefors, professor i kunstvidenskab ved Lunds Universitet, mener, at det er udtryk for, at von Hausswolff rører ved noget, som indtil nu er blevet opfattet som helligt.

Selvfølgelig findes der grænser for kunsten, men de flytter sig hele tiden. Som kunstforsker stiller jeg mig oftest på kunstnerens side. Jeg er imod censur, og det er kunstens ret at være provokerende. Men i dette tilfælde er jeg ikke så sikker. Kunstens frihed må ikke lede til, at kunsten opfattes som konsekvensløs, siger Max Liljefors til Svenska Dagbladet.

Carl Michael von Hausswolff selv siger, at han er forbløffet over den enorme omtale, hans værker har fået. De ni kontroversielle akvareller er nu pillet ned fra galleriet i Lund, og kunstneren trækker i land, da han i et interview med Dagens Nyheter bliver gået på klingen med hensyn til askens oprindelse.

Jeg ved ikke, hvad det er for et stof, jeg har malet med. Jeg ved ikke, om stoffet er fra koncentrationslejren. Jeg var på de kanter i 1989, men det behøver ikke betyde, at asken er derfra, men snarere at malerierne handler om, hvordan mennesker torturerede, plagede og myrdede, siger Carl Michael von Hausswolff.

Kunstprofessor Max Liljefors mener, at von Hausswolffs nye udtalelser bærer præg af efterrationalisering.

Det er ikke noget nyt, at kreative sjæle gerne vil skabe en fiktiv historie omkring deres værker, men i dette tilfælde er det så følsomt, at man umiddelbart antager, at hans påstande er rigtige. Når han så senere vil sætte citationstegn omkring sandheden og ikke fortælle, om han lyver eller ej, så virker det som en efterkonstruktion, mener Max Liljefors.

Den polske anklagemyndighed er endnu ikke færdig med sin undersøgelse.

Carl Michael von Hausswolff