Lundins økse er vigtig for at vise ondskaben

Foto: .

MED AFSTEMNING Forleden åbnede udstillingen Ondskab på Politimuseet i København. Museumsleder Frederik Strand erkender, at det er grænseoverskridende at vise Peter Lundins mordvåben, men han mener, det er nødvendigt for at erkende ondskaben

På udstillingen viser I en økse og en vinkelsliber, der blev brugt, da Peter Lundin myrdede sin samlever og hendes to børn for kun 12 år siden. Hvorfor skal offentligheden se disse mordvåben?

Det er vigtigt at vise mordvåbnene, hvis de besøgende skal have et indblik i, hvordan sagen rent faktisk er foregået. Øksen og vinkelsliberen er centrale for Lundin-sagen, men det er vigtigt at understrege, at denne sag kun er én af fem andre sager. Alle sager fører frem til en nærmere belysning af ondskab, så udstillingen skal ses som langt mere end en fremvisning af mordvåben. Våbnene er kun en lille del af udstillingen.

LÆS OGSÅ: Smagløs udstilling

Hvorfor er det nødvendigt at vise øksen og vinkelsliberen. I kunne jo belyse Lundin-sagen på mange andre måder?

Hvis vi vil vise ondskabens former, skal man så ikke vise det, der rent faktisk skete? Er museerne ikke netop sat i verden for at formidle, hvad der skete? Det mener jeg.

Men gør det ikke indtryk, at familien til ofrene i Lundin-sagen er meget berørte af fremvisningen af mordvåbnet?

Jo, i høj grad. Selvfølgelig er der et hensyn at tage til ofrene. Men et museum som vores er stillet i den situation, at der er en række yderst ubehagelige sager, som vi skal vise af hensyn til offentligheden. Selvfølgelig er der et hensyn til de pårørende, men er der ikke også et hensyn at tage til offentligheden? Som regel vil hverken gerningsmænd eller ofre have disse sager draget frem. Hvis vi skulle følge de pårørende og ofrene, så kunne vi kun udstille sager, som var mere end 70 år gamle, og så mister det danske samfund en vigtig viden om kriminalhistorien.

Men kunne man så ikke bare vise de gamle sager?

Så mister museet sit aktualitetspræg, og det er vigtigt, at vores udstillinger beskriver samtidshistorien.

Men I den aktuelle udstilling har I alligevel fravalgt at vise Tøndersagen og sagen om Amagermanden af hensyn til de nulevende ofre. Hvad er egentlig forskellen, når familien til ofrene i Lundin-sagen stadig lever?
|
Forskellen er, at detaljer i Lundin-sagen i den grad har været eksponeret i offentligheden. Der har eksempelvis også været vist billeder af mordvåbnene. Det er ikke på samme måde tilfældet med de to andre sager. Vi kan desuden fortælle om Lundin-sagen uden på nogen måde at udstille ofrene, og vi giver ikke Peter Lundin nogen form for taletid. Tværtimod viser vi, hvor slem forbrydelsen egentlig var. Vi ville ikke kunne lave en udstilling om Amagermanden og Tøndersagen uden at eksponere ofrene i en helt anden forstand, fordi disse sager handler om meget grove seksuelle overgreb.

Hvor lang tid skal der gå, før man kan vise en udstilling af et mordvåben?

Det kan man ikke sætte en fast ramme for. Når Lundin-sagen skaber så stor opmærksomhed, så skyldes det netop sagens indhold. Vi viser også det mordvåben, der blev brugt til at skyde den unge kvinde Ghazala Khan ned foran Slagelse Banegård i 2005. Men den sag bliver ikke diskuteret.

Hvorfor er det vigtigt, at offentligheden får kendskab til mordvåben og andre detaljer i sager, der er under 70 år gamle?

Nutidens kriminalhistorie indeholder andre problemstillinger end for 70 år siden. Det skal vi lære af og bruge i dag. Vi kan ikke bare glemme de ubehagelige sager, ligesom vi heller ikke kun skal beskæftige os med Anden Verdenskrig, men også skal lære af folkedrabet i Rwanda. Lundin-sagen kan få os til at diskutere, hvordan samfundet forholder sig til Peter Lundin, for der er ingen tvivl om, at der har været en vis fascination af hans person.

Men bør du som museumsleder ikke udfra et etisk synspunkt sikre, at de pårørende høres, inden I udstiller genstande relateret til en konkret drabssag?

Vi har også en udstilling om den makabre Tolne-sagen, hvor gerningsmanden engang i firserne murede et offer inde i en mur. Den sag ønskede gerningsmanden og de pårørende heller ikke bragt frem. Men man kan så spørge, skal vi som samfund slet ikke høre om nutidshistorien, så vi kan lære af den.

Har Politimuseet valgt at vise øksen og vinkelsliberen for at skabe sensation?

Nej. Det er relevant at tage den sag frem, fordi den har en vis resonans i befolkningen. Men det er ærgerligt, hvis Peter Lundin-sagen kommer til at skygge for udstillingens andre aspekter.

leder side 12