Er det nødvendigt at gå over grænsen for at få besøgende til udstillinger?

MED AFSTEMNING Drabsofre, mordvåben og en søns fotografier af sin nøgne mor vækker debat. Etisk kan det være et problem, hvis en udstillingsleder spekulerer i, om der kommer flere kunder i butikken, mener flere eksperter

Trusselsbreve bliver emnet, hvis alle godkendelser falder på plads, for en ny kommende særudstilling i 2013 på Politimuseet, der har til huse i Station 6 på Fælledvej, Nørrebro i København. Og det er meget apropos, siger Politimuseets leder, Frederik Strand. Han har selv i forbindelse med museets forrige udstilling, Ondskab, og den nuværende, Kvindedrab in memoriam, modtaget et hav af slagsen. Et med teksten Aldrig, aldrig mere blev afleveret på hans private adresse. Resten, en masse mail med truende indhold, er sendt til hans arbejdsmail.

LÆS OGSÅ: Offerforening: Offerudstilling hører ikke til på museum

Det må jeg tage med, men det er ubehageligt at få trusselsbreve på sin private bopæl, siger Frederik Strand.

Han er cand.mag. i filosofi, religion, historie og psykologi og har en ph.d.-grad på en afhandling om kriminalpolitiets historie. Siden han i 2010 tiltrådte som leder af Politimuseet, er antallet af besøgende steget stort fra 12.000 i 2010 til 21.000 i 2011. Besøgstallet for 2012 er ikke endeligt opgjort, men forventes at blive på cirka 27.000.

At besøgstallet er blevet næsten tre gange så stort som tidligere, skyldes især tre udstillinger, som Frederik Strand har stået for: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, der handlede om det aldrig opklarede mord på et ægtepar under Besættelsen. Ondskab, der blandt andet viste den økse og vinkelsliber, som drabsmanden Peter Lundin i 2000 brugte til at dræbe og partere sin kæreste og hendes to børn med. Og den nuværende, Kvindedrab in memoriam, med 12 portrætter af myrdede kvinder malet af kunstneren Birgitte Skallgaard.

Udstillingerne har ikke bare skaffet flere gæster på museet. De to sidstnævnte har også sat gang i en følelsesladet offentlig debat om, hvorvidt det er uetisk og urimeligt over for de pårørende til mordofre at udstille de våben, deres kære er blevet slået ihjel med. Der er også hård kritik af, at de pårørende til de portrætterede myrdede kvinder ikke forinden er blevet bedt om tilladelse til at udstille portrætterne med ledsagende tekst om de pågældende mord, der for de flestes vedkommende er blevet begået inden for de seneste 20 år. En af de pårørende, moderen til den knivdræbte 18-årige gymnasieelev Cecilie Kajus Næblerød, har bedt museet fjerne billedet af sin datter, hvilket er sket. Kritikken har også ført til, at Rigspolitiet, der driver Politimuseet, nu vil udarbejde retningslinjer for, hvornår pårørende skal høres i forbindelse med kommende udstillinger på museet.

Det er kommet bag på mig, at udstillingerne har fået den voldsomme modtagelse, ikke mindst i forbindelse med Kvindedrab in memoriam, siger Frederik Strand.

Spørgsmålet er, om det for Politimuseet og andre udstillingsteder er blevet nødvendigt at overskride etiske grænser for at få flere kunder i butikken?

Ifølge Frederik Strand har han oprigtigt talt ikke tænkt i kundekategori i forbindelse med de nævnte udstillinger.

Det synes jeg egentlig heller ikke er særlig interessant. Det lyder næsten, som om jeg kun har gjort det her for at tjene penge og i øvrigt er Politimuseet hovedfinansieret af Rigspolitiet. Men det er klart, at de udstillinger, jeg har stået for, har taget fat på mere kontroversielle emner og har mange følelsesmæssige aspekter. Jeg har ikke tænkt i besøgstal, men i, at det var spændende udstillinger at sætte op, netop fordi de rummer så mange aspekter.

Min intention med udstillingen Ondskab var at sætte fokus på ondskab, som jeg personligt er optaget af, blandt andet via min læsning af Søren Kierkegaard. Og jeg kan da også godt se, at selve idéen med en maleriudstilling med billeder af dræbte kvinder er særpræget, men jeg har ingen intention haft om at skabe drama for at trække folk ind.

Selvfølgelig vil museet gerne have opmærksomhed og få gæster ind på museet, det er jo klart. Men det skal ikke være på bekostning af de etiske standarder. Det er vigtigt. Men der ligger også et element af provokation i det, og jeg ved ikke på forhånd, hvordan folk vil tage det. Kvindedrab var dog ikke tænkt som en provokation, her ønskede vi at lægge nyt fokus, siger Frederik Strand.

Han medgår gerne, at almindelig nyfigenhed kan være en af årsagerne til publikumsinteressen.

Det er desværre lidt ligesom, når folk stimler sammen om et trafikuheld. Men det er også, fordi de store kriminaldramaer, hvor man bliver klog på sig selv og andre, interesserer folk. Jeg tror, at det ligger i os allesammen. Så når vi har disse udstillinger, er der elementer af, at fascinationen for kriminalitet slår igennem, siger Frederik Strand.

Han tilføjer, at han efter den seneste tids debat om Politimuseets udstillinger fremover vil tage højde for, at der er særlige krav til udstillinger på museer.

Et andet sted i København, på Kongens Nytorv, har Kunsthal Charlottenborg åbnet en ny fotoudstilling, som forleden fik studieværten på TV 2 Lorry til at advare seerne om, at der i et indslag om udstillingen kunne forekomme stødende billeder. Det drejer sig om udstillingen Leigh Ledare, et al, kurateret tilrettelagt af Stine Herbert, hvor den amerikanske fotograf Leigh Ledare blandt andet viser en serie billeder af sin nøgne mor i forskellige seksuelle situationer.

Kunsthal Charlottenborg har de seneste år haft økonomiske problemer. Men den nye direktør for udstillingstedet, Jacob Fabricius, der tiltræder den 1. februar og kommer fra en stilling som direktør for Malmø Kunsthal, afviser, at der er tænkt i at vise grænseoverskridende fotokunst for at få flere besøgende.

Vi tænker slet ikke så kynisk. Og vi er slet ikke interesseret i at skabe provokation på den måde. Det vigtige er at skabe gode udstillinger og samtidig holde budgettet. Med en lille økonomi kan Charlottenborg ikke slå ud med armene og lave udstillinger med internationale stjerner i Louisiana-klassen. Men vi tænker ikke: Hov, her er en fotograf, der tager billeder af sin nøgne mor, siger Jacob Fabricius.

Han medgiver, at udstillingen rummer pornografiske elementer.

Men der er også mange aspekter, der behandler forholdet mor og søn. Det fremgår af flere af fotografierne, at de er iscenesatte situationer mellem mor og søn. Ledare er interesseret i at blotlægge, hvordan konventionerne for menneskelige relationer udspiller sig. Hvorfor er det tabu at fotografere sin mor nøgen, og mens hun er seksuelt aktiv? Hans projekt er ikke en legitimering af eller dom over, hvad der er foregået omkring ham. Snarere er han fokuseret på at destabilisere vores forestillinger og ønsker med disse grænsesøgende projekter at udfordre vores opfattelse.

Grundlæggende handler kunst om at give oplevelser, at beskueren får noget med hjem og noget at reflektere over. Og hvis denne udstilling kan få os til at reflektere over familiestruktur, og hvad der er normalt og ikke normalt, er det godt. Kunst, der kan få aviser til at sætte spørgsmål ved etik og moral, er ofte god kunst. Og hvornår har Kristeligt Dagblad sidst interesseret sig for at debattere en kunstudstilling?, siger Jacob Fabricius.

Kulturinstitutionernes vilkår har ændret sig fra tidligere tiders mål om at formidle oplysning til i dag at befinde sig i en konkurrencesituation. Det siger Uwe Bødewadt, der har 25 års erfaring som kulturchef for blandt andet Toldkammeret i Helsingør, Kulturhuset i Stockholm og nu for Det Kongelige Bibliotek i København.

Overordnet kan man sige, at der ikke findes god eller dårlig udstillingspolitik, men en tilsyneladende god politik kan vise sig at være dårlig. Kunsten skabes jo ikke i god ro og orden, men det skal en kunstudstilling helst. Og der er et dilemma, siger Uwe Bødewadt, der i denne forbindelse ikke udtaler sig på Det Kongelige Biblioteks vegne.

I dag styres etik og moral i kunstverdenen mere og mere af økonomi. Jeg forstår godt, at de skal hænge nye billeder op og pudse vinduerne, så når man laver en udstilling, tænkes der økonomi hele vejen rundt. Men man bør også spørge sig selv om, hvorfor verden skal beriges med dette. Det bliver måske ikke altid tænkt igennem.

Et andet aspekt er, at udstillingssteder ikke går af vejen for medieomtale, for det giver mere publikum. Så der bliver både tænkt, om der er styr på finansieringen af en udstilling, om der er medieomtale i den, om det er kunstnerisk nyttigt, og om det passer ind i den kunsthistoriske kontekst på et givent tidspunkt, så man ikke er helt ude af vinkel med alting.

Uwe Bødewadt har svært ved at være moralsk på andres vegne.

Til gengæld mener han, at nogle udstillinger som dem, der er omtalt i denne sammenhæng, etisk kan have et problem.

Det er for mig noget med, at den medmenneskelige del, det etiske, skal være i orden. Der er nogle ting, man bare ikke gør: kaster sten på svaner i en sø og kører i venstre side af vejbanen i Danmark. Man bliver nødt til at have nogle medmenneskelige færdselsregler. Spørgsmålet er, om de er med, når en udstillingsleder spekulerer i, om der kommer flere kunder i butikken, hvis han eller hun gør sådan her.

Nogle gange bærer kvaliteten en udstilling og behøver ikke, at der tages skrappere midler i brug. Et eksempel er sidste års udstilling Selvportræt på Louisiana i Humlebæk, der var meget nærværende, oplysende og berørende. Så man kan ikke sige, at der er en klar tendens til, at Udstillingsdanmark er blevet mere grænseoverskridende. Men jeg vil være så fræk at påstå, at de steder, hvor det er svært at tiltrække publikum, kan være lidt populistiske i deres politik. Jeg er ikke forarget. Men jeg tror, at de kan få problemer på den lange bane med, om de er seriøse.

Kunst kan sætte noget i gang hos os som den østrigsk-franske Michael Hanekes film Amour, der forbereder os på at blive gamle. Det er først, når noget har kunstnerisk værdi for os andre, at det bør udstilles. Og dér skal du som kunstner være knivskarp på etik og moral. Og udstillingschefer har et stort etisk ansvar for at lave noget, der er i orden. Du skal gøre dig umage. Når det er sagt, så har jeg jo det frie valg til, om jeg vil købe billet til udstillingssteder som Politimuseet eller Kunsthal Charlottenborg, siger Uwe Bødewadt.

Problemet med mange udstillinger er i dag, at kuratoren ham eller hende, der tilrettelægger en udstilling selv træder frem og vil være kunstner. Dermed bliver kuratoren vigtigere end værket, siger professor, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt, Institut for uddannelse og pædagogik, DPU, Aarhus Universitet.

Den klassiske problemstilling er værket, og hvordan det opleves. Men i dag er det mere og mere sådan, at det er iscenesættelsen og udstillingen af værker, der skal blive begivenheden, eventen, som det kaldes. Det ser jeg som et grundlæggende problem, man også oplever ved de to omtalte udstillinger. Reaktionen er blevet en del af kunstværket. Det er en del af eventmageriet, at intet er noget i den kulturelle sfære, før det bliver gjort til en begivenhed.

Man er kommet meget langt væk fra kunstværkets oprindelige forhold mellem værk og mager. Det er blevet gjort til en begivenhed i sig selv, når det bliver udstillet. I dag er det blevet en kurators måde at kalde på publikum og forøge tilskuerantallet på. Det er publikum, der fuldender værket, siger Lars-Henrik Schmidt.

Hans reaktion på udstillingen Kvindedrab in memoriam på Politimuseet og fotoudstillingen Leigh Ledare, et al på Kunsthal Charlottenborg er at trække på skulderen og sige: Nå!

Det appellerer ikke til mig. Og hvad er det så for et nå? Det er i forhold til, når folk tror, at de skal være frække og provokerende. I denne forbindelse med udstillinger om sex og død. Men der skal meget til at provokere i dag. Noget andet er, når folk bliver forargede. Når det gælder fotoudstillingen kan man blive forarget over, at fotografier udstiller en kvindes forfald og hendes seksualitet. Man bliver forarget over, at man gør en skamfuld ting til objekt. Den forargelse tvinger folk til at tænke noget eller ryste på hovedet. Men de opdager ikke noget nyt om virkeligheden. Fra at skulle have været en provokation og øjenåbner bliver det til forargelse og indignation: Det er for meget! Det er ikke at vise respekt!.

Udstillingen med portrætter af dræbte kvinder svarer til, at man ikke respekterer gravfreden. Det er usømmelig omgang med lig. Det forargelige her er, at det er et portræt, et minde, et hædrende ikon. Det er en provokation af kødets opstandelse, og det er det, der kan forarge folk, og med rette gør dem indignerede. Man bliver forarget, fordi det rører ved sådanne ting, og det kan man ikke tåle.

Det træder på noget ikke incest og mord eller nogle af de store tabuer i vores kultur, som vi nogle gange har godt af at få rystet. Det her er mere end blot at røre ved sådan noget. Her er det en projicering af et offer, og det har vi én i vores kultur, der har monopol på, Kristus. At rode med det er forargende, siger Lars-Henrik Schmidt og tilføjer:

Der er tale om heroisering af offeret. Selvfølgelig hænger vi vores helte op for at give dem evigt liv. Det er idealet. Men det bliver rodet sammen her. Det er ikke idealet om en stor søhelt, men et offer for ondskab og brutalitet i verden.