"Vi er der jo for at slå ihjel"

Niels Henrik Jespersen var med til flere kamphandlinger i Afghanistan. Som kirkefaderen Augustin skelner han mellem den retfærdige og den uretfærdige krig, og Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan er for ham helt legitim: "Vi er med i en alliance, som blev angrebet og derfor har ret til at forsvare sig." -- Her ses amerikanske soldater kæmper talebanere i den afghanske landsby Allah Say. - Foto: US Army/Wikimedia Commons

"Elsk jeres fjender", siger Jesus, men du kan ikke elske nogen, du skyder på, mener konstabel Niels Henrik Jespersen efter et halvt år i Afghanistan

"I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer."

Jesus opridser kristendommens radikale krav i teksten fra Matthæusevangeliet, som der prædikes over i folkekirken i morgen, men det er en smuk utopi, mener konstabel Niels Henrik Vejen Jespersen efter et halvt år i Afghanistan.

Her arbejdede han i efterretningssektionen og deltog i flere kamphandlinger. Ved en af dem skød han selv mod talebanerne.

"Når man planlægger i staben, kan man godt tænke rationelt, men i kampsituationen er følelserne ikke rationelle. Når man slås, så er følelserne blandet op med had, vrede, aggression. I disse situationer er der ingen forskel på en moderne soldat og krigeren i 'Iliaden', der slagter sine fjender med spyddet eller sværdet."

"Du kan ikke elske nogen, du skyder på," tilføjer den 29-årige konstabel, som ikke ved, om han med sine kugler selv har dræbt talebanere.

"Når det kommer til stykket, så har mit arbejde i efterretningssektionen, hvor vi indsamlede data om fjenden, i virkeligheden nok været med til at slå flere talebanere ihjel, og det har jeg det fint med. Vi er jo i Afghanistan for at slå ihjel."

Netop denne konstatering har politikerne i alt for høj grad forsøgt at neddæmpe eller skjule i den offentlige debat, mener han.

"I stedet har man talt om, at danske soldater er der for at opbygge pigeskoler og hjælpe civilbefolkningen tilbage til et bedre liv, men så skulle man have valgt at sende vores soldater til en fredeligere del af Afghanistan end Helmand-provinsen."

"Politikerne har forsøgt at give et billede af vores indsats i forlængelse af de danske humanitære traditioner, som på Balkan og Cypern, men sådan er det ikke i Afghanistan. Her er vi med i en regulær krig. Genopbygningen sker primært i de nordligere distrikter."

Det burde politikerne for længst have gjort klart for befolkningen, og ikke først begynde at tale om nu, hvor krigen har sendt flere og flere dræbte danske soldater hjem i kister.

"For mig var det ikke noget problem at deltage på de præmisser, for nogen skal jo gøre det. Var det ikke danske soldater, ville det være briter eller amerikanere."

"Kampene ville være der alligevel, for nedkæmpelsen af Taleban er forudsætningen for genopbygning af Afghanistan. Nu har vi så valgt at tage den opgave på os, så man andre steder kan få ro til genopbygningen."

For Niels Henrik Jespersen er netop dette begrundelsen for, at han ikke er pacifist, selvom han på mange punkter er kritisk i forhold til Danmarks og Vestens krigsindsats.

"Problemet med pacifisten er, at han overlader det ubehagelige arbejde til andre."

" Når Jesus taler om, at vi skal elske vores fjender, ser jeg det som udtryk for en historisk nødvendighed. De første kristne udgjorde en lille svag gruppe, som ikke skulle lægge sig ud med den romerske statsmagt. Da kirken senere selv fik magt, levede den ikke op til principperne."

Niels Henrik Jespersen valgte forsvaret som en personlig udfordring. Han er bachelor i historie og statskundskab, og efter hjemkomsten fra Afghanistan satser han nu på at gøre sin universitetsuddannelse færdig samtidig med arbejdet som konstabel. Derefter håber han på et job i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Med sin historiske viden skelner han mellem den retfærdige og den uretfærdige krig, som kirkefaderen Augustin opstillede regler om.

"I Det Gamle Testamente forbyder De Ti Bud drab på andre mennesker. Alligevel hører vi om bibelske konger, der slagter løs i et omfang, som minder om folkemord, så reelt skelnede man allerede dengang mellem den lovlige, legitime vold, som en statsmagt havde ret til at udøve, og det ulovlige, illegitime mord, hvor det enkelte menneske tog livet af et andet."

"Det er dette princip, Augustin og den klassiske teologi vender tilbage til i deres overvejelser om den retfærdige krig. Princippet er jo her, at en krig er retfærdig, hvis man bliver angrebet først, og at man i visse tilfælde også har ret til forebyggende angreb. Derfor mente man i middelalderen, at de kristne havde ret til at angribe islam for at forebygge dens udbredelse."

Personligt er Niels Henrik Jespersen ikke i tvivl om, at Danmark deltager i en legitim krig i Afghanistan.

"Ikke retfærdig i den forstand, at vi skal bilde os selv ind, at vi er bedre mennesker end de andre, men vi er med i en alliance, som blev angrebet og derfor har ret til at forsvare sig. Derfor er vores tilstedeværelse i Afghanistan helt legitim."

Og når danske soldater skyder på talebanere, må politikere og befolkning tage medansvar for, at vi deltager på krigens blodige præmisser, understreger Niels Henrik Jespersen. For det er den demokratiske øvrighed, der har sendt soldaterne ud for at nedkæmpe en fjende. Som oberst Lars R. Møller kort udtrykker det i titlen på sin bog: "Vi slår ihjel – og lever med det".

"Men det betyder ikke, at vi ikke skal respektere vores fjende," påpeger Niels Henrik Jespersen. "Det glemte amerikanerne med deres behandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet under Irak-krigen."

"Når man står i en kampsituation, kan det være svært eller umuligt at undgå overgreb, fordi der er så mange følelser på spil, men så må myndighederne tage det op bagefter, så krigsforbrydelserne bliver straffet."

Ikke mindst i forhold til talebanere er det aldeles afgørende, at vi – selvom soldaten ikke kan elske den, han skyder på – respekterer fjenden, påpeger Niels Henrik Jespersen:

"Talebanerne ligner ikke os. Deres kultur er så meget anderledes, at vi derfor lettere kan risikere at komme til at glemme, at de jo har de samme menneskelige krav på retfærdighed som alle andre. At man kæmper mod hinanden på slagmarken, retfærdiggør ikke tortur og overgreb."

Menneskets aggressive natur har været nødvendig for evolutionen, mener Niels Henrik Jespersen.

"Men vi har brug for regler, der kan tøjle vores aggressioner, og det gælder ikke mindst i dag, hvor vi er blevet så teknisk dygtige til at føre krig, at vi blot ved at smide en bombe i 10 kilometers højde kan slå tusinder ihjel – og samtidig, på grund af afstanden, gøre det næsten ude at føle noget ved det."

steens@kristeligt-dagblad.dk