Var det rigtigt at gå ind i Irak?

MED AFSTEMNING: To tidligere udenrigsministre kommer med hver deres bud

JA: Af Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister (2001-2010)

Var beslutningen om at gå med i krigen mod Saddam Husseins Irak rigtig, dengang vi traf den i marts 2003? Det spørgsmål vendes og drejes i anledning af 10-året. Svaret er: Beslutningen var rigtig.

Men han havde jo ingen masseødelæggelsesvåben! Korrekt, og havde han dokumenteret dette, og var vi alligevel gået i krig mod ham, havde beslutningen været forkert. For så havde han jo rettet sig efter den stribe af sikkerhedsrådsresolutioner, som igennem årene havde pålagt ham at lade sig afvæbne for disse masseødelæggelsesvåben. Så havde han jo respekteret verdenssamfundets henstillinger, men det var lige netop, hvad han ikke gjorde. Og derfor var beslutningen rigtig.

LÆS OGSÅ: Irak-krigen fik mange tabere

Ingen vidste, hvad han havde. Ingen vidste, at han ikke længere havde det, han tidligere havde brugt mod kurderne og iranerne. Alle efterretningstjenester formodede, at han stadig havde dem.

I det beslutningsforslag om at bidrage til krigen mod Saddam Hussein, regeringen i marts 2003 forelagde for Folketinget, nævner vi, at han havde brugt masseødelæggelsesvåben og ikke havde gjort regnskab for dem og dermed fortsat trodsede Sikkerhedsrådets henstillinger.

Den seneste henstilling var fra november 2002, hvor Sikkerhedsrådet gav ham den sidste chance og bebudede alvorlige konsekvenser, hvis han ikke benyttede denne og redegjorde for sine masseødelæggelsesvåben og destruktionen af disse.

LÆS OGSÅ: Irakkrigen kostede landet dets kristne rødder

Han leverede en bunke papirer, men våbeninspektørerne fandt ikke disse tilfredsstillende. Han tillod heller ikke våbeninspektørerne at tale med hans våbeneksperter i udlandet. Da formanden for våbeninspektørerne, Hans Blix, fremlagde sin sidste rapport i begyndelsen af marts 2003, sagde han, at han ikke vidste, om Saddam Hussein havde disse våben. Han kunne godt bruge mere tid, men som Blix selv skriver, var det en politisk afgørelse, om han og dermed også Saddam Hussein skulle have mere tid. Og den politiske afgørelse måtte bero på, om man troede, at mere tid ville løse op for problemet og få Saddam afvæbnet.

LÆS OGSÅ: Alt er forandret, men alt er det samme

Formodningerne om, at han havde masseødelæggelsesvåben deltes af næsten alle. De stod i SR-regeringens beslutningsforslag fra 1998 om at sende et Hercules-fly med i UKs og USAs opgør med Saddam.

De blev gentaget i samme regerings afvisning i 1999 af Enhedslistens forslag om at ophæve bemyndigelsen til i givet fald at sende Herculessen af sted. Under debatterne i vinteren 2002-2003 tog både de socialdemokratiske og radikale ordførere samt SFs det for givet, at han havde dem.

Det var ikke om dette, uenigheden stod mellem regeringen og DF på den ene side og oppositionen på den anden. Den bestod i, om der skulle gives mere tid, før man udløste krigen, hvis Saddam Hussein stadig ikke rettede ind.

Saddam Hussein spillede på splittelsen i Sikkerhedsrådet, i NATO og EU. Her var der den samme splittelse som i 1998. Han spillede på, at han fik mere tid, at våbeninspektørerne fik lov at arbejde i nogen tid, hvorefter han som sædvanligt smed dem ud igen. Og derefter, anfører de fleste analytikere, havde han kunnet genoptage sit afbrudte våbenprogram i vished om, at verden ikke kunne samles imod ham.

Men hvorfor sørgede han ikke for at undgå krigen ved simpelthen at dokumentere over for våbeninspektørerne, at han ikke længere havde masseødelæggelsesvåben? Fordi han i så fald var blevet afsløret som en papirtiger. Og så havde hans dage alligevel været talte. For herefter ville de af ham undertrykte kurdere og shiiter ikke længere frygte ham, og Iran ville se på ham med nye øjne.

Før vi traf beslutningen, havde jeg haft mange konsultationer med mine arabiske kolleger. Kuwait var sikker på, at han havde disse våben og ville bruge dem mod Kuwait. Andre var i tvivl, men alle var enige om, at han var en trussel mod freden i regionen, hvor han jo havde ført krig mod Iran og Kuwait. Den sikkerhedsrisiko blev elimineret. Kurderne lever nu i fred og fremgang, mens de undertrykte shiiter ad demokratisk vej har taget magten. I dag drejer terroren og kampen i Irak sig om en konflikt mellem shia og sunni, ligesom mange andre steder i regionen. Men det er en anden historie.

NEJ: Af Mogens Lykketoft (S), formand for Folketinget og tidligere udenrigsminister (2000-2001)

Det var en historisk fejltagelse, da præsident George W. Bush besluttede at invadere Irak for 10 år siden, og det var en historisk fejltagelse af Blair, Fogh med flere at sjoske i hælene på Bush.

Det er naturligvis rigtigt, at man før krigen ikke kunne udelukke, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powells dokumentation i FNs Sikkerhedsråd i januar 2003 styrkede endda mistanken (og det er tankevækkende, at Colin selv siden har beklaget, at han blev sendt af sted med et konstrueret og usandt materiale).

FNs egne våbeninspektører under ledelse af Hans Blix sagde i marts 2003, at de uden krig kunne opklare om Irak havde masseødelæggelsesvåben i løbet af dage eller uger. Derfor er Per Stig Møllers og den gamle regerings påstand om en parallel til invasionstruslen i 1998 som Danmark tilsluttede sig falsk: Dengang havde Saddam smidt våbeninspektørerne ud; nu var de inde og mente, at de kunne udføre deres arbejde.

Det store flertal af FNs medlemslande var imod krigen og mente ikke, der var mandat til at starte den på grundlag af tidligere resolutioner i Sikkerhedsrådet. Det samme synspunkt havde den daværende danske udenrigsminister indtil få uger før krigsudbruddet tilsluttet sig i samtaler med sine to forgængere, Niels Helveg og mig.

Selvfølgelig havde irakerne fortjent at slippe af med tyrannen Saddam Hussein, der havde trukket dem i krig med Iran (med stille bistand fra Vesten) og i krig med den store koalition, som den ældre Bush samlede efter Saddams invasion af oliestaten Kuwait. Saddam havde desuden myrdet løs på sine egne indbyggere blandt andet i de grusomme giftgasangreb på de oprørske kurdere og nedkæmpelsen af shiitterne i det centrale Irak.

Men den amerikansk ledede invasion udløste endnu større lidelser for det irakiske folk, fordi Bush jr. ikke havde nogen forståelse eller anvendelig plan for, hvad der skulle ske med Irak, når det først var erobret. Man demonterede administration, hær og politi og slap etniske og religiøse modsætninger løs og udløste modstand og terror mod de fremmede styrker. Sunnier og shiitter myrdede løs på hinanden. De kristne og mange andre blev forfulgt og fordrevet. Millioner af irakere flygtede til nabolandene eller blev internt fordrevne. Jeg tror, at irakerne havde været bedre tjent med selv at fjerne deres diktator i stedet for at slippe for ham via fremmed invasion med alle disse konsekvenser.

Desuden er de forløbne 10 års udvikling i Irak et dementi af den neokonservative forestilling om, at man kan indføre demokrati via militær invasion i denne del af verden. Premierminister Maliki har indført et ret autoritært styre. Vicepræsidenten er flygtet, anklaget for terror. Blodig etnisk uro fortsætter. Kun i Irakisk Kurdistan er der rimeligt fredeligt, og provinsen fungerer i praksis som et selvstændigt land uden tilstedeværelse af irakisk militær og politi.

Måske er det alvorligste, at invasionen i Irak afledte opmærksomheden fra en indtil da rimelig vellykket aktion for magtskifte i Afghanistan. Det irakiske morads betød, at der hverken blev investeret tilstrækkeligt i politisk kraft eller militær magt i Afghanistan, og Taleban fik derfor luft til at genetablere sin base og starte en langvarig, blodig borgerkrig også i dette land. Selv da den internationale tilstedeværelse blev øget, er det ikke lykkedes at få effektiv kontrol med landet endsige berede vejen for ægte demokrati. Nu er den fremmede retræte indledt og Afghanistans fremtid også usikker.

Jeg er enig med Obama i, at krigen i Afghanistan i første fase var uomgængelig, fordi terroristerne bag 11. september havde base hos det daværende Taleban-styre. Krigen i Irak var derimod én, man ulykkeligvis valgte at starte på et falsk grundlag om påstået besiddelse af masseødelæggelsesvåben og forbindelser til international terrorisme.

Jeg er endelig også enig med den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates, der i sin afskedstale sagde, at de, der måtte anbefale en amerikansk præsident at starte endnu en landkrig i Asien, Mellemøsten eller Afrika, skulle havde deres hoved undersøgt.