Tilbagetrækning gavner ikke trosfriheden

Der burde ikke herske nogen som helst tvivl om, at en vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan på nuværende tidspunkt for alvor ville rulle udviklingen og magten i landet tilbage - til Taleban, skriver Martin Brix. Foto: Kristian Brasen

Trosfriheden ville næppe få bedre vilkår i Afghanistan, såfremt de allierede afbrød deres militære støtte til den afghanske regering, skriver forhenværende soldat Martin Brix

DEN 12. FEBRUAR kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at en oktet bestående af ledere fra kristne foreninger eller uddannelsesinstitutioner sendte en henvendelse til den danske regering den 10. februar.

Ifølge Luthersk Missions egen avis Tro & Mission den 25. februar var det foreningens generalsekretær, Jens Ole Christensen, der var initiativtager til henvendelsen. Den omhandlede to afghanske mænd, der risikerede dødsstraf for henholdsvis at have konverteret fra islam og givet Det Nye Testamente til en muslimsk ven.

Henvendelsen til regeringen er imidlertid egnet til at skabe forvirring, og Christensens kirkelige klumme i Kristeligt Dagblad den 4.marts gjorde ikke sagen bedre. I henvendelsen til regeringen stod der blandt andet: "Den danske regering har en særlig forpligtelse, fordi vi med vores krigsdeltagelse i Afghanistan officielt støtter den afghanske regering. Derfor må udenrigsministeren fortælle præsident Hamid Karzai, at en henrettelse af de to kristne mænd vil betyde, at vi ikke længere kan støtte det afghanske regime militært."

Jeg gik i første omgang ud fra, at den sidste sætning i ovenstående citat var en fortalelse. Det forekom mig uforståeligt, at man i kraft af sine ledende stillinger i det kirkelige landskab, udtalte sig om betingelserne for militær støtte til regeringen i Kabul.

Udtalelserne fra oktetten er et de facto-krav om dansk tilbagetrækning, såfremt afghanske myndigheder henretter kristne for deres tros skyld. Uanset det vil jeg gerne høre, hvad der giver Jens Ole Christensen mandat til - i kraft af sin stilling som Luthersk Missions generalsekretær - at udtale: "På den ene side er det klart, at Danmark ikke kan føre krig for en regering, der henretter mennesker, fordi de bliver kristne."

Trosfriheden ville næppe få bedre vilkår i Afghanistan, såfremt de allierede afbrød deres militære støtte til den afghanske regering.

Netop den massive militære støtte kan tjene som diplomatisk brækjern i forhold til den afghanske regering. Såfremt den militære støtte skulle afbrydes, ville man med andre ord miste et ikke uvæsentligt pressionsmiddel i forhold til afghanske myndigheder. Der burde i øvrigt ikke herske nogen som helst tvivl om, at en vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan på nuværende tidspunkt for alvor ville rulle udviklingen og magten i landet tilbage - til Taleban.

Ifølge "de ottes" henvendelse til den danske regering, er det forkert af den ene ugudelige stat (Danmark) at støtte den anden (Afghanistan) militært, dersom sidstnævnte henretter to mennesker, der er konverteret fra islam til kristendommen.

At en sådan henrettelse er ubibelsk, barbarisk og på alle måder dybt forkastelig, er jeg helt enig i. Men dersom en sådan henrettelse af to mennesker skal medføre den ovennævnte konsekvens for en ugudelig regering (den danske), hvilke konsekvenser bør den danske abortlovgivning og -praksis så ikke få for kristne mennesker i Danmark? Hvordan kan bekendende kristne overhovedet være en del af det danske militærvæsen – og således i allerhøjeste grad støtte den danske stat militært?

Jeg går ud fra, at de otte kristne ledere, der her er tale om, for år tilbage tog konsekvensen af Danmarks abortlovgivning og -praksis og uden omsvøb proklamerede, at en bekendende kristen ikke kan tjenestegøre som soldat for Danmark.

For i "de ottes" optik kan bekendende kristne vel ikke tage i krig for en regering, der slår folk ihjel, fordi de endnu ikke er født?

Martin Brix,

forhenværende soldat, udsendt til Afghanistan med ISAF hold 4,

Helsingforsgade 11, Århus N