Tøjlesløs vold er krigens norm

Når fredens normer er sat ud af kraft, ender soldater ganske ofte med at trodse krigskonventioner, fortæller to bogaktuelle forskere

I januar 2012 kunne landets medier berette om grænseoverskridende krigsadfærd, da amerikanske soldater urinerede på afghanske soldaters lig. Tilsvarende skandaler ramte verdenspressen med billederne af amerikanske soldater, der nedværdigede irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet.

I den heftigt pressedækkede Vietnamkrig i 1960erne og 1970erne opfattede de amerikanske soldater selv babyer som potentielle fjender, der kunne bære på håndgranater. At babyer var fjenden, talte mere end andre kendetegn som alder.

LÆS OGSÅ: Tyske soldater var sjældent ideologiske

Og i vor tids krig mellem terrorgruper og stater kan man også se forråelsen udfolde sig, når islamister slår tusindvis af civile ihjel i World Trade Center i USA, eller Taleban i Afghanistan brænder pigeskoler og dræber landsmænd og trosfæller for at terrorisere civilbefolkningen.

Men det er naturens orden i krig, at nogle soldater går over grænsen, lyder det fra to bogaktuelle tyskere, historikeren Sönke Neitzel og sociologen Harald Welzer, der tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig, hvor 60 millioner mennesker omkom. Det største antal nogensinde i en krig, og de 60 procent var civile ofre: jøder, sigøjnere, modstandsfolk og civile.

Det vigtigste, hvis man vil forklare soldaternes handlinger og det er vigtigere end ideologier og verdensanskuelse er, at der sker en forskydning af den sociale referenceramme fra det civile liv til krigens vilkår, skriver de i bogen Soldater om krig, drab og død.

LÆS OGSÅ: Soldater kalder på etisk beredskab

Udgivelsen er blevet til, efter at den nu 45-årige professor i international historie på London School of Economics Sönke Neitzel ved et tilfælde opdagede en guldgrube af informationer om, hvad tyske soldater talte med hinanden om i krigsfangenskab. Han fandt briternes aflytning af krigsfangerne og tilsvarende 100.000 dokumenter fra den amerikanske aflytning af fangerne. Det er de nedskrevne aflytninger, de to forskeres analyse af krigens væsen er baseret på.

Krigsfangerne vidste ikke, hvad der skete i krigen uden for krigsfangelejren, så deres samtaler var i real time.

Det er uhyggelig læsning, når de tyske soldater fortæller hinanden om voldtægter af jødiske kvinder, som de er nødt til at skyde efterfølgende for at eliminere vidner, fordi nazi-logikken tilsiger, at de ikke må have seksuel omgang med jøder. Et andet samtaleemne er fornøjelsen ved at bombe byer, mens soldaterne kan se civile flygte i alle retninger.

En soldat ved navn Kammberger fortæller blandt andet om følgerne af drabet på Reinhard Heydrich (1904-42). Heydrich blev likvideret i Prag og var en af hovedmændene bag udryddelsen af jøderne. Drabet blev voldsomt hævnet. Både i det daværende Tjekkoslovakiet og i Polen.

I Polen fik soldaterne fri, så de kunne overvære henrettelserne, der var offentlige. Man henrettede hver dag 25 til 40 efter historien med Heydrich. De var anbragt på en skammel og skulle stikke hovedet igennem løkken, og den næste skulle så sparke skamlen væk med ordene: Hør her, makker, du har ikke brug for den skammel mere.

Forfatterne til bogen forklarer, at brutaliteten er knyttet til den anderledes verden, som krigen åbner op for.

Krigen er soldaternes verden. Volden i krigen åbner for en tolknings- og handlingssfære, som ikke findes i det civile liv: At dræbe, voldtage, at agere voldeligt eller nådigt alle disse nye muligheder hænger sammen med den åbnede voldssfære og de tolkningsmønstre, som er knyttet dertil.

Det gælder ifølge forfatterne ikke alene soldaterne, men også civile. De bliver også forrået i en atmosfære af vold.

I modsætning til megen historieskrivning gør de to forfattere det klart, at de almindelige soldater fra den tyske værnemagt deltog lige så aktivt i nedskydning af jøder, som elitetropperne fra SS gjorde. Der var ingen forskel. I den tid betragtede de tyske krigsfanger jøder som partisaner, og de blev dræbt i tusindtal, blandt andet 30.000 jøder ved Babij Jar i Kiev. SS kunne ikke have gjort det alene.

De civile tyskere var heller ikke uvidende. Blandt andet hedder det i bogen, at tyskere af alle afskygninger besøgte de steder, hvor jøder blev henrettet ved skud i tusindtal. De kom enten under eller efter begivenheden til skydepladsen for at se på eller fotografere.

Men frontsoldaterne orienterer sig mest mod hinanden. For dem er kammeraterne og de foresatte de sociale grupper, de næsten udelukkende forholder sig til. De er ikke ideologiske krigere, og for det meste apolitiske, hedder det.

At man kæmper for gruppen som jo også er dem, der kan redde ens liv er heller ikke ukendt for danske soldater i Afghanistan. Det er i hovedsagen gruppen, der er hinandens opbakning og potentielle redningsmænd.

Forfatterne udbreder med andre ord bogens konklusioner fra Anden Verdenskrigs Tyskland til krige i al almindelighed. I hvert fald næsten.

Blandt andet citerer de en tysk stabslæge i Afghanistan for at sige, at senest efter den anden bunkeralarm udvikler selv den største filantrop en trang til blodig hævn.

Der er dog ifølge Neitzel og Welzer to ting, der adskiller Tyskland i krig med alle andre lande i krig: Folkemordet på jøder og sigøjnere og så behandlingen af de i Værnemagtens øjne laverestående russere. Mindst to millioner russiske krigsfanger blev slået ihjel.

Til gengæld blev mellem 90 og 95 procent af de tyske krigsfanger på østfronten slået ihjel af russerne.

Men konklusionen er for Sönke Neitzel og hans medforfatter Harald Welzer, at krigens regler har det svært, når det går løs.

Voldsbegrænselse i krig er undtagelsen, tøjlesløs vold reglen.

Det sagde tyske soldater under aflytning:

Overkorporal Müller:

Alle, han så i landsbyen, førte han om bag huset og gav dem et nakkeskud. Og fyren var kun 19 eller 20 år dengang. Man sagde, at hver tiende mand i landsbyen skulle skydes. Åhh, hvad skal det sige, hver tiende mand? Det er da klart, sagde gutterne, hele landsbyen skal udryddes. () Der var mange af kammeraterne, der syntes, det var dødhamrende sjovt.

Enziel: Oberjäger Müller fra Berlin, han var skarpskytte, han skød de kvinder, der gik hen til englænderne med blomsterbuketter. Han skød nøjagtigt mod dem, der kunne rammes, og skød helt koldblodigt civilister.

Overkorporal Grüchtel: Da jeg var i Riga, havde jeg engang brug for et par russiske fanger til at gøre rent. Jeg hentede nogle stykker fem. Så spurgte jeg soldaten, hvad jeg skulle stille op med dem, når jeg ikke længere havde brug for dem. Så sagde han: Skyd dem og lad dem ligge. Nå, det gjorde jeg nu ikke. Jeg afleverede dem der, hvor jeg havde hentet dem. Sådan noget gør man da ikke.

Generalløjtnant Maximilian Siry: Det må man jo ikke sige højt, men vi var jo alt for slappe. Vi sidder jo selv i saksen nu med alle grusomhederne. Men havde vi gennemført med ét hundrede procent, ladet alle folkene forsvinde helt og holdent, så havde der ikke været et menneske, der havde sagt noget. Disse halve aktioner, det går altid galt.

Løjtnant Priebe: Der var også nogle grove karle iblandt dem, en af dem sagde engang til min far, at han ikke anede, hvad han skulle foretage sig, når alle jøder var døde, for han havde vænnet sig så meget til det, at han ikke kunne andet. Altså, jeg ville heller ikke kunne klare det. Det ville jeg ikke. Fyre, som har gjort noget galt, dem kunne jeg godt ekspedere, men kvinder og børn, små børn! Børnene hyler og skriger. Det var nu godt de brugte SS til det, og ikke Værnemagten.

Oberstløjtnant Bentz: Så sagde en SS-major, eller hvad han nu har været: Har De ikke lyst til at komme med en halv times tid? Snup en maskinpistol, så kører vi. Jeg havde en times tid, og vi tog hen på en kaserne og ekspederede 1500 jøder. () Det tog bare et øjeblik man tænkte ikke på noget imens.