S er vred over sløring af fangetortur

Socialdemokratiet kritiserer Anders Fogh Rasmussens regering. Forsvarsordfører Bjarne Laustsen mener, at den tidligere regering havde interesse i at skjule oplysninger om fangetortur Foto: Wu Wei Denmark

Interessen i at sløre det irakiske politis mishandling af fanger ligger hos den tidligere regering, mener Social-demokraterne

Regeringspartiet Socialdemokraternes forsvarsordfører, Bjarne Laustsen, kaster mistanke på den tidligere regering i sagen om tilsløring af fangemishandling i Irak.

Danske dokumenter viser nu, at Forsvarsministeriet kendte til grov mishandling hos det irakiske politi, som danske soldater udleverede fanger til. Folketinget fik imidlertid ikke oplysningerne.

LÆS OGSÅ: Vidne: Dansk militærtolk så fangetortur

Laustsen siger, at han helst ikke vil tro, at et politisk pres førte til, at Forsvarsministeriet stregede mishandlingen over i de dokumenter, som Folketingets forsvarsudvalg fik som svar på mange spørgsmål.

Hvem der har gjort det og ikke ønskede, at de oplysninger kom frem, kan man godt gisne om i dag, siger Laustsen.

Hvem kunne have interesse i, at de oplysninger ikke kom frem?

Det er de folk, der sendte Danmark i krig. Det er først og fremmest de to regeringspartier på det tidspunkt og så Dansk Folkeparti, siger Bjarne Laustsen.

Regeringen bestod af Venstre og De Konservative, da Danmark gik ind i krigen i 2003.

Nogen et eller andet sted i systemet ville ikke fortælle, hvad det var for en krig, vi havde sendt danske soldater af sted i, og hvad det var for ting, man bad dem om at gøre. Det er stærkt kritisabelt, siger Laustsen.

Han opfordrer Forsvarsministeriet til at lægge alle dokumenter frem nu, efter at dagbladet Information har fået aktindsigt i en dansk tilsynsrapport.

Den omtaler blandt andet, at fanger er brændt med cigaretter, har fået tænder knust og har ar efter slag. /ritzau/