Obama-doktrinen bryder afgørende med Bush-epoken

"Amerikansk lederskab er ikke bare et spørgsmål om at gøre det alene, eller at vi selv skal bære hele byrden," siger Barack Obama om den linje, han har lagt omkring militære interventioner. Foto: Saul LoebAFP.

I modsætning til sin forgænger vil præsident Obama samarbejde med andre under militære interventioner, når USA's egen sikkerhed ikke er direkte truet. Der skal også være et klart FN-mandat

Da præsident Obama i slutningen af 2009 modtog Nobels fredspris, vakte han opmærksomhed midt i dette "fredens øjeblik" ved at understrege behovet for brugen af militær magt under ganske særlige omstændigheder.

Mest påtrængende, sagde han, ville dette gælde ved udsigten til menneskeskabte humanitære katastrofer, og det er nøjagtig sådan, han siden har begrundet USA's deltagelse i felttoget i Libyen. Det indledtes som bekendt, da oberst Gaddafis styrker gjorde klar til at rykke ind i Benghazi.

LÆS OGSÅ:
Obama frygter gentagelse af Irak-krigen

I en ny tale forleden i Washington udbyggede Obama dette tema, og talen er interessant at dvæle ved, fordi den udstikker rammerne for USA's militære indgriben i fremtiden. I den amerikanske debat tales der ligefrem om, at en "Obama-doktrin" har set dagens lys.

I tilfælde af, at USA føler sig direkte truet, vil præsidenten ikke tøve med at slå militært igen uden nødvendigvis at afvente hjælp og støtte fra andre lande. USA's eget militære apparat vil blive kørt i stilling. Her er ingen ændring i forhold til tidligere.

Ændringen i forhold til forgængeren George W. Bush finder vi, når der står mindre end USA's egne vitale, sikkerhedsmæssige interesser på spil. Under sådanne omstændigheder – som i tilfældet Libyen – udstikker den nuværende præsident en ny kurs.

"I modsætning til, hvad nogle mener," sagde han med klar adresse til forgængeren og brede kredse i det republikanske parti, "er amerikansk lederskab ikke bare et spørgsmål om at gøre det alene, eller at vi selv skal bære hele byrden".

Når USA's egne interesser ikke er direkte truet, vil man altså fremover søge multilaterale løsninger i samarbejde med andre lande. Desuden skal der foreligge et klart grundlag i form af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd. Begge dele repræsenterer et brud med forgængerens unilaterale linje.

FRA HØJRE SIDE i amerikansk politik hånes Obama allerede for at vise svaghed i en urolig tid. Lederskabet af den fri verden er hermed overgivet til den franske præsident Sarkozy, lyder det sarkastisk fra republikanske kommentatorer.

Der er nu næppe tvivl om, at Obamas kurs er mere i overensstemmelse med opfattelsen hos de amerikanske vælgere. Med to igangværende krige i Irak og Afghanistan og en vanskelig økonomi er lysten til at forpligte sig militært i udlandet bestemt ikke overvældende

Præsident Obamas præference for multilateralt samarbejde frem for unilateral handling er et klart fremskridt i forhold til tidligere og fortjener fuld opbakning. Kursen repræsenterer også en realistisk erkendelse af, at USA's ressourcer ikke er uendelige. Denne realisme er i sig selv velkommen.

I en amerikansk indenrigspolitisk sammenhæng placerer Obama sig i midten af de forskellige opfattelser af USA's geopolitiske rolle. Yderpunkterne er en isolationisme på det demokratiske partis venstrefløj og den stik modsatte holdning på det republikanske partis højrefløj, der som nævnt hylder unilateralismen.

SOM I DE FLESTE andre lande blev der heller ikke i USA tid til en ordentlig debat om Libyen-felttoget, fordi det blev iværksat så hurtigt. Diskussionen er kommet efterfølgende, og den er præsident Obama foreløbig sluppet godt fra.

Sammenlignet med andre stats- og regeringschefer i koalitionen har han tydeligere adskilt det humanitære aspekt og målet om at fjerne Gaddafi. Selvom det er to sider af samme sag, skal det ifølge Obama opnås med forskellige midler. Regimeskiftet skal udvirkes med sanktioner og diplomati, mens den militære ildkraft skal reserveres opgaven med at beskytte civilbefolkningen.

Derimod bliver hans politiske grundvilkår de samme som i andre lande i koalitionen i tilfælde af, at operationen i Libyen kører fast eller på anden vis trækker ud. Modstanden mod projektet vil stige i den amerikanske befolkning.

På denne front presses Obama tidsmæssigt i lighed med sine kolleger. Siden hele hans tilgang har været at friholde USA fra det politiske og militære lederskab, må man gå ud fra, at han helst vil være helt fri for at være ansvarlig for deltagelse i endnu en krig i den muslimske verden, når han planlægger at blive genvalgt til næste år.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlandskommentarer på

@Webhenv k.dk:k.dk