Når det er nødvendigt at slå ihjel

Mellem en udsendelse i Irak og en i Afghanistan mødte den unge soldat den garvede præst. De to talte om krig og det at slå ihjel. Om tvivlen og kammeratskabet og hvad det er, der driver en til at sætte livet på spil

Hovedpersonen i denne artikel medvirker ikke. Den 21-årige Jakob Bruun Larsen, i militærsprog JB, befinder sig netop nu i Afghanistans Helmand-provis og kan derfor af gode grunde ikke interviewes sådan ansigt til ansigt. I stedet er hans kammerat og delingsfører, premierløjtnant Franz Bidstrup Stærk mødt op, og det samme er sognepræst Flemming Pless.

Det handler nemlig om den samtalebog, Flemming Pless og Jakob Bruun Larsen netop har udgivet. Fra maj i år til august, hvor Jakob Bruun Larsen rejste til Afghanistan, mødtes den unge nordjyske soldat og den københavnske sognepræst til en række samtaler om det at tage i krig, om at slå ihjel og om sorgen ved at miste en af sine kammerater i kamp.

Bare 19 år gammel tog Jakob Bruun Larsen til Irak med Jyske Dragonregiment. I bogen spørger sognepræsten igen og igen den unge mand, hvad det var, der fik ham til at forlade trygge Danmark for at tage til et af verdens farligste steder Irak.

Jeg blev meget overrasket, da det i løbet af samtalerne gik op for mig, at han ikke tog af sted for at kæmpe for en højere sag eller nogle idealer. Nej, han var villig til at sætte livet på spil for eventyrets skyld alene. For at opleve adrenalinsuset og det tætte kammeratskab. Der behøvede ikke at være en mening med det. Det havde jeg troet, men jeg har accepteret, at det er sådan, det er for Jakob og sikkert også mange andre unge, der tager af sted, siger Flemming Pless.

I bogen hører vi om Jakobs halve år i Irak, hvor det absolutte dramatiske højdepunkt indtræffer den 14. maj 2007. Den dag falder de danske soldater i baghold. Inden dagen er omme, har én mistet livet, og fem er såret. Danskerne anslår, at irakerne mister omkring 20 mand en af dem bliver skudt af Jakob Bruun Larsen, der med 16 skud dræber en iraker. Han ser en irakiske mand i hvid kjortel med noget mørkt i hånden. Om det er en spade eller et gevær, ved Jakob Bruun Larsen ikke, og han tager ingen chancer.

Bagefter har han ikke haft de store skrupler over at have taget en anden mands liv, for som han siger i bogen: Det var ham eller mig.

På Flemming Pless spørgsmål om, hvorvidt det måske kunne være en civil og ubevæbnet iraker, er Jakob heller ikke i tvivl. Var det ikke en terrorist, han skød, må det have været en meget dum civilist, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Når han svarer sådan, synes jeg, det er drengen, vi hører, der har iført sig en mental skudsikker vest, siger Flemming Pless.

Bogen igennem forfægter Pless det kristne budskab om, at man ikke må slå ihjel, men erkender også, at det i en krig må gradbøjes. Når Folketinget har valgt at sende soldater i krig, koster det også liv og skyder de danske soldater ikke, bliver de selv skudt.

Det er godt nok en stor bøjning af det femte bud, men sådan må det være, siger Flemming Pless.

Franz Bidstrup Stærk, der selv var med på missionen i Irak og desuden har været i både Kosovo og Afghanistan, siger, at Jakobs måde at håndtere det at slå ihjel på er fornuftig.

Når Jakob siger, at hvis ikke han havde skudt, var han selv blevet skudt, er det jo en fin måde at tackle det på, og han er jo ret overbevist om, at han gjorde det rette. Men går han ikke videre med det og tænker det hele lidt mere igennem, kan der godt komme et efterspil en dag, hvor en hovedrengøring trænger sig på, siger den 33-årige Franz Bidstrup Stærk.

Dagen, hvor Jakob Bruun Larsen mister en kammerat og selv slår ihjel, ændrer resten af hans ophold i Irak. Derfra bliver han det, han selv betegner som meget racistisk, når det gælder irakere, og fra da af bliver han mere hårdhændet, når han laver husundersøgelser og gider ikke længere spille bold med de irakiske børn. Han udvikler det, han selv betegner som had til irakerne.

De fleste tager af sted med gode intentioner, men det er svært dernede. Vi forsøger at skabe nogle relationer til irakerne, og den eneste tak er en vejsidebombe, eller at vi får en raket i hovedet. Jeg kan godt skelne og forholde mig til, at vi skal hjælpe, selvom der er nogle terrorister iblandt dem, men når man er 19 år, kan det være svært, siger Franz Bidstrup Stærk.

Om den unge alder, nogle udsendte soldater har, siger Flemming Pless:

Når man tænker på, at de skal operere i et svært felt mellem humanitær og militær indsats, ville det være ønskeligt, hvis de alle var højt uddannede officerer. På den anden side får man ikke den der erfaring, før man har været ved fronten, og Jakob er jo i virkeligheden en dyb fyr, der tænker over tingene.

I Christianskirken på Christianshavn i København, hvor Flemming Pless har sit virke, bliver der i dag bedt for en ny gruppe mennesker under højmessen.

Det er de udsendte soldater i Afghanistan og deres familier herhjemme. Før bad han for øvrigheden, som er alt fra regeringen over forsvaret til Skov- og Naturstyrelsen, men i dag beder han specifikt for de udsendte soldater.

Man kan mene, det er tåbeligt, at vi er i krig, og så må vi skifte parlamentarikerne ud ved næste valg. Men de soldater, der er af sted, er sendt ud af Folketinget, og så må vi anerkende deres indsats. Vores opførsel over for de væbnede tropper har ikke været i orden. På den måde har samtalerne med Jakob og hans forældre været en øjenåbner.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Kristoffer Zøllner: Du må ikke slå ihjel. 208 sider. 300 kroner. Lindhardt & Ringhof.