Må man dræbe, når man får ordre til det?
De danske soldater i Afghanistan er jævnligt i ildkamp med Taleban. Det koster menneskeliv på begge sider, men i Danmark vil befolkningen helst ikke vide af krigens rå sider. Derfor fortæller soldaterne ikke dem derhjemme, hvad der reelt foregår
Christian ridser tre streger i det pansrede køretøj. En for hver af de talebanere, han er mere end overbevist om, at han netop har slået ihjel. Han er 22 år og med som gunner på et af de første hold i Afghanistan.
Han har ramt en bil, der uagtet adskillige advarselsskud er fortsat i et hæsblæsende tempo med direkte kurs mod den danske konvoj af køretøjer. Hans skud har stoppet bilen, der er brudt i brand. Og over radioen lyder meldingen, at der ingen overlevende er.
I dag er Christian 26 år. Han er tilbage i Afghanistan som finskytte på Hold 8, og han rammer fortsat plet, når han får ordre til at skyde. Men han tæller ikke længere sine træffere.
– Det var noget, jeg gjorde, da jeg var ung. Ikke for at hævde mig, men måske mere for at stive mig selv af. For at markere, at det var dem og ikke mig, der røg, siger den mørkhårede unge mand.
Han sidder afslappet og misser med øjnene mod det skarpe sollys i Camp Price, de danske kamptroppers toptunede hovedkvarter i Helmand-provinsen. De komfortable feltsenge, de varme måltider og den svalende aircondition i teltene står i skarp kontrast til forholdende, sidst han gjorde tjeneste i den afghanske ørken. Dengang levede soldaterne først og fremmest af vakuumpakkede feltrationer og sov på den bare jord i ugevis i de perioder, de var på patrulje i fronten.
De finere forhold har imidlertid ikke taget det grimme ud af krigen.
Alt det, danskerne derhjemme foretrækker, at soldaterne holder for sig selv, når de engang vender hjem – alt det ubehagelige – finder fortsat sted. Børn og civile går til i vildfarne skudsalver. Danske soldater bliver dræbt og lemlæstede og skyder selv igen for at dræbe, når de møder Taleban i benhårde kampe i den grønne zone.
Soldaternes regnskab over dræbte fjender er bare et af mange eksempler på det, man helst ikke vil høre, mener Nikolaj på 28 år, der er gruppefører for en enhed på otte mand i den mere end 150 mand store kampgruppe – den såkaldte opklarings-eskadron – med base i Camp Price. Han ligner indbegrebet af en soldat med sit karseklippede hår og de solide ørkenstøvler plantet i sandet. Det er hans tredje udstationering. Men selvom han adskillige gange har sat sin gruppe i stilling og skudt for at dræbe, ved han ikke, hvor mange han har ramt, og han har aldrig selv sat et mærke i et køretøj.
– Det er ikke sådan, at alle soldater render rundt og laver ridser i lakken, hver gang de har ramt en modstander, men nogle – især de yngste soldater – gør, ligesom nogle soldater også råber og skriger, når de får ram på en fjende. Det er sådan, det forgår i kampens hede. Man er tændt og høj på adrenalin. Det er hårdt mod hårdt, og det lyder grimt, men hernede må man gerne slå ihjel, siger han.
Nikolaj peger på bokseren Mikkel Kessler, der lever af at slå folk bevidstløse, som eksempel. Kessler tilbringer ikke flere år i træningshallen for aldrig at prøve sine slag af i ringen. Han træner ikke for at komme i form, men for at knockoute sin modstander. Sådan er det også for soldaten, siger Nikolaj.
– Jeg tror, at der er mange derhjemme, der helst så, at vi danske soldater træner for at blive de bedste, men at vi samtidig håber på, at vi aldrig får brug for vores træning. Danskerne vil helst have, at vi ikke har lyst til at skyde. Men sådan er det ikke. Når kuglerne fyger om ørerne på dig, og du ved, at du selv og dine kammerater er i fare, så vil du gerne skyde, så er det en overvindelse at lade være, indtil ordren kommer, siger han.
Christian kender så udmærket følelsen af at vente på ordren, når han som finskytte ligger lidt tilbagetrukkent, men kan se, at kammeraterne længere fremme har problemer. Det kribler i fingrene for at få fjenden på kornet og tage ham ud af spillet.
– Det er ikke det at skyde og dræbe, der er det svære. Det er et vilkår ved krigen. Det, der er svært, er at styre den naturlige impuls til at forsvare sig selv og sine kammerater. Det er en overvindelse hver gang, siger han.
De to unge mænd har aldrig fortalt om den del af deres arbejde til familierne derhjemme.
Det ligger mellem linjerne, at de som soldater i en angrebskrig tager andre menneskers liv, men det forbliver usagt. Afstanden mellem de verdener, de lever i, er ikke bare for stor rent geografisk, men også kulturelt. Forældrene og vennerne, der fører velordnede og trygge tilværelser hjemme i Danmark, kan ikke sætte sig ind i den orden, der hersker i Helmand, hvor Taleban-hærens krigere kynisk gemmer sig bag afghanske børn og civile og graver vejsidebomber ned i sandet. Bomber, der fra det ene øjeblik til det andet kan splitte en menneskekrop i atomer.
– Det er en helt anden virkelighed hernede. Den etik og moral, der gælder derhjemme, er på mange måder røget ud ad vinduet. Selvom man taler om en civiliseret krig, så er der jo civile tab, og vi skyder ikke efter benene, vi skyder for at ramme. Ellers bliver vi selv slået ihjel. Den virkelighed forstår man ikke i Danmark, så det gider jeg slet ikke gå ind i hverken med min familie eller venner, siger Nikolaj.
De britiske og amerikanske soldater har ifølge Christian nemmere ved at finde forståelse. De er rundet af nationer, der ved, hvad det vil sige at sende soldater i krig, og deres unge mænd er i generationer vendt hjem fra fronten med oplevelser af død og ødelæggelse i bagagen.
Historierne er blevet dækkes af medierne på godt og ondt. Forfattere har skildret deres skæbner, og filminstruktørerne har sat lyd og billeder til de scener af krigen, der er så brutale, at et civilsamfund ikke har fantasi til at forstille sig dem. Så langt er vi ikke nået i Danmark, mener de to soldater. Det er ikke mere end et par måneder siden, at soldaternes internationale flagdag for første gang blev fejret. Og soldaterne har fra krigens begyndelse været vant til at snige sig ind ad bagdøren, når de lander hjemme i Danmark efter end mission.
Hverken Christian eller Nikolaj længes efter parader eller hæder, men undres over, at det samfund, der har sendt dem af sted, vægrer sig så voldsomt ved at vide, hvad det er, det har sendt dem af sted til.
– Danskerne har ikke lyst til at vide, hvad der foregår. De bryder sig ikke om, at vi ikke får skyldfølelse eller dårlig samvittighed over at ramme Taleban. Og at vi ikke bryder grædende sammen, når civile bliver ramt. Det er uheldigt, det er sørgeligt, men det er ikke noget, vi følelsesmæssigt kan tage på os. De fleste siger måske, at de ting så vil ramme os senere, når vi er hjemme igen og får børn, men jeg er ikke sikker. De ting er sket hernede, hvor virkeligheden er en anden, siger han.
Nikolaj forklarer, at det handler om at tænde og slukke for det hele: for oplevelserne, for minderne og for instinktet til at skyde og dræbe. I lejren og hjemme i Danmark har han intet had til talebanerne og ingen lyst at skyde nogen som helst. Men i felten – ude i den grønne zone, hvor danskerne og Taleban tørner sammen i kampe på liv og død – skal han bare tænde for knappen, så er han klar.
– Det er tænd og sluk, siger han og knipser med fingrene i luften.
Lige nu er instinktet slukket. De to soldater hænger ud i lejren og nyder, at den skarpe sol lidt efter lidt bliver afløst af en sval og behagelig aftenluft.
Der er endnu noget tid, inden aftensmåltidet bliver serveret i lejrens kantine – det såkaldte cookhouse – og de sludrer med et par kammerater, imens de venter. Det er svært at forestille sig, at de to unge mænd, der smiler og på alle måder opfører sig behageligt, høfligt og tillidsvækkende, rummer andet end venlighed. Men det gør de. Det er bare et spørgsmål om at trykke på knappen.