Må man slå en tyran ihjel?
Den libyske diktator, oberst Moammar Gaddafis, brutale fremfærd over for sit eget folk har aktualiseret tyranmordet -- et etisk dilemma, der har været diskuteret siden oldtiden
"Også du, Brutus?"
Det var Julius Cæsars sidste ord. I hvert fald ifølge Shakespeares drama "Julius Cæsar" om den romerske feltherre og selvudråbte kejser, der levede fra år 100 til 44 f.Kr., hvor han med 23 knivstik blev myrdet af brødrene Brutus og Gaius Cassius Longinus som følge af et komplot udtænkt af Roms senatorer. De mente, at han var blevet for magtfuldkommen.
LÆS OGSÅ: Må man slå en tyran som Gaddafi ihjel?
Drabet på Cæsar er siden blevet betegnet som et tyranmord, og et sådant drab udgør et af de ældste etiske dilemmaer, som filosoffer som Platon og Aristoteles, kirkefædrene Augustin, Luther og Calvin og den katolske kirke har beskæftiget sig med: Må man slå en tyran ihjel? Spørgsmålet er blevet aktualiseret af Libyens diktator, oberst Moammar Gaddafis, brutale og blodige fremfærd over for sit eget folk. Med en hær af lejesoldater og bombefly nedkæmper han oprøret mod det diktatoriske regime, som han selv har stået i spidsen for siden 1969.
Mens verden tøver over for, om der skal gribes ind eller ej og i givet fald hvordan, er det ældgamle spørgsmål kommet til debat igen. Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, har i en leder om Gaddafi konstateret, at "det er helt utrolig ærgerligt, at Ronald Reagan ikke havde held i 1986 til at få slået den splittergale diktator ihjel".
Forhenværende amtsborgmester og tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann tog forleden også tyranmordet op til diskussion i Kristeligt Dagblads faste klumme Etisk set. Her stillede han blandt andet spørgsmålet: "Men handler det virkelig om en brutal tyran, en folkefjende, der – skønt iklædt forfatningsmæssig legitimitet – står i begreb med massemord på sit eget folk, ja, er i gang med noget, vi vil henregne til forbrydelser mod menneskeheden, er det så ikke etisk tilladeligt og i realiteten en pligt at myrde ham for at stoppe ham?".
Er det, Erling Tiedemann?
"Ja, hvis det er en rigtig stor tyran, der er i gang med at udrydde sit eget folk, og man ikke kan finde andre løsninger som for eksempel at få ham trukket for ICC, Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. Men der skal være en nødvendighed og en proportionalitet i det."
Erling Tiedemann, der er katolik og tidligere redaktør for den katolske kirkes blad, Katolsk Orientering, understreger, at som udgangspunkt er det altid forkert at tage en andens liv.
"Det er et absolut, som ikke kun findes i De Ti Bud og i andre religiøse forskrifter, men også i al lovgivning og strafferet. Man kan også henregne det som udtryk for naturretten, det vil sige som noget, alle mennesker kan indse. Vi mennesker er ikke rovdyr, men flokdyr. Og det er en forudsætning for at kunne leve et menneskeværdigt liv, at man ikke hele tiden skal gå og være bange for at blive slået ihjel."
"Hvis man alligevel finder det nødvendigt, skal man levere en rigtig god forklaring. Du må for eksempel ikke slå en mand, der vil hugge din mobiltelefon, ihjel, men det kan være nødvendigt, hvis han vil slå dig og din mand ihjel."
"Det kan også være nødvendigt for at redde en civilbefolkning fra at blive dræbt af luftangreb. I hvert fald at gribe ind, måske ikke ligefrem slå ihjel, for at redde forsvarsløse mennesker, og hvis der ikke er andre måder at stoppe en tyran på. For eksempel var det i orden, at oberst Claus von Stauffenberg og andre tyske officerer forsøgte at slå Hitler ihjel. Det var virkelig folk, der kunne se, at det var nødvendigt. Tænk, hvor mange menneskeliv det ville have sparet. Det var kedeligt, at det ikke lykkedes," siger Erling Tiedemann.
De etiske grundsætninger skal sidde på rygraden, når man står over for en tyran, påpeger han.
"Er det her så forfærdeligt, at det er en pligt at begå tyranmord? Det kan ikke nytte, at det handler om, at man hellere vil have en anden. Der skal meget til for at slå et andet menneske ihjel. Men ja, der gives situationer, hvor det er legitimt og en pligt at dræbe en tyran, men der kan ikke opstilles regelsæt for tyranmordet."
"Hvis nogen har forsvaret sig mod et hjemmerøveri, hvor der står en med en kniv for halsen af ens kone, bliver der selvfølgelig en politimæssig efterforskning. Og har man slået en røver ihjel, skal man stå til ansvar i retten for, om det var legitimt at gøre det, fordi det var nødvendigt, og sådan bør det også være."
"Tyranmordere skal også stilles for en domstol, selvom jeg ikke ved, hvad det skal være for en. Når tyrannen er faldet, hvad så? Kan det kaos, der opstår i kølvandet på mordet, risikere at slå endnu flere ihjel? Det er så alvorlig en situation, at det kræver et højere beredskab. Og der er stor forskel på den tyranmorder, der under svære overvejelser skrider til at myrde tyrannen for at redde folk, og så den morder, der bare selv vil til fadet. Den konkrete situation kan være frygtelig ulden," siger Erling Tiedemann.
Historien har været rig på diktatorer. I flæng kan nævnes den romerske kejser Nero, Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Franco, Idi Amin, Khomenei, Pinochet, Pol Pot, Kim Il Sung, Mussolini og Ceau-sescu. De to sidstnævnte blev ofre for nyere tids tyranmord.
Den italienske diktator, Il Duce Benito Mussolini (1922-43) blev fanget af italienske partisaner, der hængte ham med hovedet nedad. Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu (1918-89) og hans hustru Elena blev efter en tv-transmitteret kort retssag henrettet ved skydning, og ligene blev efterfølgende vist offentligt frem.
To andre diktatorer undgik mord, men blev i stedet stillet retsligt til ansvar. Den irakiske præsident og diktator Saddam Hussein (1937-2006) blev således fanget af amerikanske soldater og stillet for en irakisk domstol, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Han blev dømt til døden ved hængning og henrettet den 30. december 2006.
Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic (1941-2006) blev i 2001 udleveret til ICC, Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, hvor han var anklaget for krigsforbrydelser under krigen i Eksjugoslavien. Han døde af et hjerteslag i Haag, før der var fældet dom over ham.
Libyens nuværende diktator, oberst Moammar Gaddaffi (1942-), er lyslevende. Hvis han kommer til at lide døden ved attentat, er det omstændighederne omkring mordet, der afgør, om det ifølge traditionen kan kaldes for et tyranmord. For at kvalificere til det skal flere betingelser være til stede, siger Mikkel Thorup, der er lektor i politisk idéhistorie ved Aarhus Universitet.
"For at dræbe den, der sidder på tronen, skal vedkommende være kommet uretmæssigt til magten eller have overskredet normerne for god ledelse. Andre ting skal også være opfyldt. Den, der udfører mordet, må ikke vinde noget ved det, men skal gøre det for det fælles bedste og på vegne af folket. Eksempler på det er mordet på Cæsar og attentatforsøgene på Hitler."
"Hvis oprørere trænger ind i Tripoli og slår Gaddafi ihjel, er vi enige om, at det er et tyranmord. Man kan mene, at det er uheldigt, for han burde være stillet for retten, men han var en tyran. Men hvis alle andre end libyerne selv myrder Gaddaffi, vil det blive betegnet som noget andet end tyranmord."
"I den klassiske tradition gav det mening at holde en person ansvarlig som for eksempel kejser Nero, der i øvrigt begik selvmord på grund af omgivelsernes pres. I dag vil det sjældent være nok at fjerne én person og holde én person ansvarlig. Det vil i hvert fald ikke være nok til at fjerne Gaddafis regime, der består af alle mulige politi-, militær- og bureaukrati-grupperinger og med forskellige niveauer af medskyldige. Der skal i dag utroligt meget til at få magten til at fungere i dagligdagen. Selv i en diktaturstat er det tusindvis af mennesker, der går på arbejde hver eneste dag for at opretholde tyrannen, og de mennesker forsvinder ikke, ved at man vælter ham," siger Mikkel Thorup.
Han er dog ikke i tvivl om, at Moammar Gaddafi passer godt ind i skabelonen for tyranmord.
"Han har også castet sig selv ind i rollen som en vanvittig tyran, der laver underlige ting. Og libyske oprørere vil have en vældig god sag, hvis det går efter tyranmords-traditionen. Men om de også har en juridisk god sag, er jeg mere i tvivl."
"Uanset hvordan man vender og drejer det, handler det om vold og mord på andre mennesker, og det er aldrig helt rent, der vil altid være argumenter for at mene noget andet. Et tyranmord på Gaddafi skal reducere vold i Libyen – det er en af betingelserne for et godt tyranmord. Hvis man foretager et tyranmord, der resulterer i endnu mere vold, vil man ikke synes, det er i orden. Det er grundessensen af, hvad et sådant mord skal gøre, for at det er legitimt," siger Mikkel Thorup.
Hvis et folk ikke selv kan skaffe sig af med en brutal diktator, hvorfor skrider det internationale samfund så ikke til handling og hjælper dem?
Historiker Uffe Østergaard, tidligere leder af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, i dag professor i europæisk historie ved CBS, giver som forklaring Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen. Her blev de grundlæggende principper om nationalstaters suverænitet fastlagt.
"Det er et princip, der har ligget i os i 400 år, at man ikke griber ind i hinandens anliggender. I FN er der langt flere, der går op i det princip end i muligheden for humanitær intervention, der kom til i 1948 i forbindelse med vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen og forbuddet mod folkedrab."
"Da blev der sat andre principper på banen om, at der er andre hensyn at tage end staters suverænitet, og at statsledere ikke er hellige. De kan begå så store forbrydelser mod deres egen befolkning, at de kan slås ihjel eller tages ud – 'to take them out', som det hedder på engelsk, fordi det lyder pænere."
"Men hvornår gør man det og slår en slyngel ihjel? Helst vil man benytte sig af at stille dem for ICC, Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. FN's Sikkerhedsråd med Kina og Rusland har allerede henvist til domstolen med henblik på Gaddafi, og det er nye toner, selvom de ikke anerkender selv at blive stillet for den. Næste skridt er at gribe ind, hvis der er risiko for folkedrab, den såkaldte 'the responsibility to protect', ansvaret for at beskytte. Det er der, diskussionen er nu," siger Uffe Østergaard og fortsætter:
"Tyranmord er ikke tilladt i dag. Det var tæt på, da Reagan sendte et krydsermissil mod Gaddafi i 1986 som gengæld for drab på amerikanske soldater. Man må heller ikke snigmyrde hinanden, og derfor var det uheldigt, at USA flere gange forsøgte at slå Cubas præsident Fidel Castro ihjel."
I det aktuelle tilfælde med Gaddafi står man ifølge Uffe Østergaard i et vadested med princippet om staters suverænitet og statlederes sakrosankte suverænitet på den ene side og muligheden for humanitær intervention på den anden.
"Det er FN's Sikkerhedsråd, der afgør, om det er det ene eller det andet princip, der skal gælde. Vi skal have FN's godkendelse for at gøre noget."