Læk vidner om voldsomme civile tab i Irak

Et hidtil ukendt stort antal civile er blevet dræbt under invasionen i Irak. Wikileaks' afsløring af hemmelige dokumenter peger på, at 66.000 har mistet livet

Wikileaks' offentliggørelse af knap 400.000 hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Irak giver et fingerpeg om voldsomme civile tab.

66.081 civile har ifølge dokumenterne mistet livet i perioden fra invasionens start i marts 2003 og frem til slutningen af 2009. Det skriver den britiske avis The Guardians netudgave.

De britiske og amerikanske myndigheder har ellers hidtil insisteret på, at der ikke kunne sættes tal på antallet af civile dræbte.

På den måde udgør de civile tab omkring 60 procent af det samlede tabstal som følge af invasionen. Ifølge de lækkede dokumenter har i alt 109.032 personer mistet livet.

Ud over de mange civile er også 23.984 "fjender" blevet dræbt. 15.196 personer fra de irakiske regeringsstyrker har mistet livet, mens tabstallet hos de internationale styrker lyder på 3,771.

Tallene har fået Wikileaks stifter, Julian Assange, til at betegne krigen i Irak som et regulært blodbad sammenlignet med Afghanistan.

- Vi taler om en fem gange så høj dødelighed i Irak, det er et regulært blodbad sammenlignet med Afghanistan, siger Assange.

I dokumenterne berettes der ligeledes om, at USA dækkede over den irakiske statstortur efter invasionen. Samtidig fremgår det i detaljer, hvordan det irakiske politi har torteret fanger.

The Guardian beskriver, hvordan fangerne har fået pisk og er blevet slået, sparket samt har fået elektrisk stød.

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har "i de klarest mulige vendinger" fordømt offentliggørelsen af ethvert dokument, der kan bringe amerikanske statsborgeres liv i fare.