Krig, menneskeværd og etik

Hvis en bilbombe dræber 30 i Kabul, er det en mindre nyhed, end at en kamphund er gået til angreb på en hest i Danmark. Sådan skriver Torben Jensen i dagens kronik. - Foto: Ahmad Masood

Hvis en bilbombe dræber 30 i Kabul, er det en mindre nyhed, end at en kamphund er gået til angreb på en hest i Danmark. Sådan skriver Torben Jensen i dagens kronik

Normalt opfattes det som problematisk, hvis dansk militær bliver skyld i krigsforbrydelser. Ikke desto mindre er vi langsomt, men sikkert ved at vænne os til, at også danske styrker slår mange mennesker ihjel.

"Vi slår ihjel og lever med det" er navnet på oberst Lars R. Møllers nye bog. Ligesom vi trækker på skuldrene, når børn igen er blevet sendt hjem til fortvivlede forhold i Irak. En dødsensfarlig tilvænning, som i yderste konsekvens kan kvæle både almindelig menneskelighed og demokrati.
For bare få år siden slog Danmark ikke ihjel. Nu er vi vant til det. Vi foruroliges ved, at danske soldater dør i krigen, men at afghanere dør i langt højere antal, kan ikke længere ryste os. Heller ikke, når kvinder og børn omkommer. Der er jo krig, og vi kæmper mod terroristerne, resignerer vi.

Har vi uden at opdage det "lært" at acceptere en forskel på menneskers værdi? Hvor mange år går der, før vi har vænnet os så meget til krigen og voldens virkelighed, at vi accepterer danske soldaters brug af tortur?
Medier, forsvaret og politikere fokuserer meget på det forfærdelige i, at danske soldater dør. Og det er berettiget, men hver gang en minister kun fokuserer på vores egen synsvinkel og glemmer at se på krigens samlede katastrofe for alle parter, er det med til at nedbryde hele samfundets syn på mennesker som ligeværdige.

Ikke sjældent høres det, at vi er meget stolte over de danske soldaters indsats, uden at der siges så meget som én sætning om, at denne indsats faktisk er et led i en meget tragisk ting: krigen selv. Den anerkendende omtale af den danske indsats kan derfor opfattes sådan, at vi først og fremmest kæmper mod nogle mennesker, der bor i Afghanistan, og at dette er hele missionens mening og det, vi roser soldaterne for.

Er vi ved at miste det menneskesyn, der entydigt regner alle mennesker for lige meget værd? Mange faktorer i samfundet bestemmer, hvilket menneskesyn, der er fremherskende og alment accepteret. Det, at vi som nation selv deltager i reelle krigshandlinger, hvor soldater dør og dræber mange mennesker, er givetvis den største påvirkningsfaktor.
Derfor er det helt afgørende, hvilke andre faktorer der påvirker vores menneskesyn. Først og fremmest kultur og opdragelse, men dernæst, at hver enkelt menneske bliver bevidst om, hvad hun eller han selv mener om ligeværd blandt mennesker.

Skal vi fastholde et givet menneskesyn, er det helt nødvendigt at sætte ord på det. Tage diskussionen op. Debattere det. Også inden for forsvaret og blandt politikere. Et menneskesyn, som fastholder, at alle mennesker er lige, kommer ikke af sig selv.
Hvilket menneskesyn er så det rigtige? Hvordan kan vi uden videre hævde, at ligeværdighed er et kriterium for et legalt menneskesyn? Hvem skal bestemme det? Flertallet? Kulturen? Trendsætterne? Er det overhovedet muligt at have et menneskesyn, uden at det stammer et sted fra? Hvis menneskesynet stammer fra kristendommen eller en kristendomsbaseret kultur som den danske, er der ikke megen uenighed om principperne. Alle mennesker er lige meget værd.
Danske soldater får undervisning i reglerne om, hvad der er tilladt i en krigssituation, og hvad de har pligt til at sige fra over for, eksempelvis overgreb på civile. En soldat fortæller om en virkelig situation, hvor det er svært at bruge de rigtige regler i praksis: "Hvis flere soldater er sårede, og det er muligt at hjælpe dem, skal man så altid hjælpe de hårdest sårede først? Hvis eksempelvis den hårdest ramte er en afghaner, og den anden en dansk kammerat, skal man så først hjælpe afghaneren? Det er der ingen, der gør. Vi hjælper kammeraten først."

Soldatens udtalelse belyser, at det er næsten umuligt for et menneske at være tæt på krigens handlinger og samtidig fastholde det syn, at en fjendes liv er helt ligeværdigt med en kammerats liv.
Kan de andre militære personer bedre fastholde tanken om ligeværd? Kan lægen behandle fjender og kammerater lige? Og hvordan skal feltpræsten reagere? Skal han velsigne soldaterne og forbande fjenderne? Skal han bede Gud om sejr for danskerne, når de kører ud fra lejren? Skal han velsigne kanonerne og bede om, at de må sejre over fjenden, vel vidende, at det betyder, at mange fjender dør? Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne?

Kan vi lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: "Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne. Gott mit uns!"

Vi kommer nu ud i det helt ekstreme, men hvor går grænserne egentlig? I hvilke situationer og for hvilke personer giver det mening at være neutral og ikke være på nogens side? Og i hvilke situationer og for hvilke personer er det muligt at regne ven og fjende for ligeværdige?
Hvis for eksempel præsten går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneske-ligt umuligt at være så tæt på soldaterne?

Men det første spørgsmål må være, om krig overhovedet er en etisk forsvarlig metode at løse problemer på. Magtanvendelse er både nødvendig og etisk forsvarlig i ethvert samfund, fordi fri magtanvendelse fra andre sider, for eksempel fra morderiske bander eller andre grupper, som slet ikke tager hensyn til hverken mennesker eller ret og rimelighed, regnes for et langt større onde at leve med.
Med andre ord: Det er helt nødvendigt, at staten opretter myndigheder som politi og kontrolinstanser for at opretholde et fredeligt og trygt samfund. Vi behøver ikke at have betænkeligheder ved at holde med politiet frem for forbryderen, og vi kan godt samtidigt regne forbryderen som et ligeværdigt menneske.

I princippet er det det samme, der sker, når "verdenssamfundet" beslutter at bekæmpe antidemokratiske og forbryderiske kræfter et sted i verden. Det forudsætter blot, at man kan se de danske soldaters indsats i Afghanistan som en nødvendig magtanvendelse for at bekæmpe forbrydere.
Det er svært at finde andre gode argumenter for at gå med i en væbnet indsats end netop dette princip. En person, der deltager som soldat i krigshandlinger, må etisk set gøre sig klart, om krigen og magten sker efter dette princip eller ej. Og dernæst må han beslutte på forhånd, hvor han sætter grænsen for, hvad han vil gøre under kommando. Hvilke midler og metoder er han parat til at anvende i krigen? Vil han i givet fald nægte at adlyde ordre?
Denne stillingtagen er bare ikke så ligetil. Mon de amerikanske soldater i Vietnamkrigen kunne afgøre, om de hjalp en "god, overordnet myndighed" med at bekæmpede forbryderiske kræfter? Troede Hitlers soldater, at de kæmpede en god krig mod det onde?
Det er meget svært i den enkelte situation for en soldat at svare på dette spørgsmål. Ikke desto mindre må vi kræve, at vi har taget stilling til netop dette, før vi går ind i en krig eller støtter den. Og fordi dette spørgsmål altid vil efterlade en vis uro, kan vi aldrig komme dertil, at vi slår ihjel og lever fint med det.

Torben Jensen er teolog og landsleder af foreningen Agape og har tidligere været ansat hos KFUM's Soldatermission, som arbejder med danske soldater i blandt andet Afghanistan