Indsats mod tortur skal styrkes. Danmark bør starte på hjemmefronten
Det er oplagt og omkostningsfrit at inkorporere FNs torturkonvention på samme måde, som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev inkorporeret i dansk lov, skriver repræsentanter fra Anti Torture Support Foundation
Dette debatindlæg er skrevet af Bent Sørensen, prof.dr.med., og Tue Magnussen, cand.mag. Begge er tilknyttet ATSF Anti Torture Support Foundation
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kunne i sidste uge bebude et dansk initiativ til en fornyet global indsats mod tortur og dels Danmarks egen overholdelse af FNs konvention mod tortur.
Det er et godt initiativ selvom Amnesty Internationals juridiske konsulent ikke var imponeret og med rette påpegede, at initiativet primært sigtede på afholdelse af dialogmøder. Alligevel må man hilse initiativet velkommen.
LÆS OGSÅ: Vi kan, og skal forbedre indsatsen for at beskytte alle mod tortur
På vegne af ATSF-fonden (Anti Torture Support Foundation, red.) og som henholdsvis mangeårigt medlem af FNs komite mod tortur og som mangeårig medarbejder ved Rehabiliterings- og forskningscentret for torturofre, RCT, har vi et par kommentarer.
Dels er det meget vigtigt, at især de store lande ratificerer konventionen. Her er det markant, at især Indien mangler. Der er næppe tvivl om, at forhandlingerne om eventuel udlevering af Niels Holck til Indien ville have været væsentlig lettere og konstruktive, såfremt Indien havde ratificeret FNs konvention mod tortur.
Dels er der problemet for mange små stater: En ratificering af konventionen kræver en indledende, grundig rapport om konventionens implementering i national lov om, hvorledes konventionens krav overholdes. Da det var svært, ydede det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, en sådan hjælp til Zambia, Kenya og Nepal.
Vedrørende Danmarks forhold til konventionen, så er det korrekt, at Danmark har (og især har haft) et problem med forældelsesfristen for forbrydelsen tortur. Fra slutningen af 1990erne til 2007 fik i alt 11 torturbødler udover den daværende israelske ambassadør Carmi Gillon lov til at forlade landet, fordi de kun kunne anklages efter den daværende danske straffelov, der ikke nævnte tortur, og de forbrydelser, de så kunne anklages for havde alle en forældelsesfrist, som var overtrådt.
Først i 2007/2008 indførtes tortur som en forbrydelse i dansk straffelov, og kun efter et massivt folkeligt pres og indsamling af 160.000 underskrifter indførtes det, at der ikke var forældelsesfrist for forbrydelsen tortur. Det skete 21 år og seks dage efter Danmarks ratificering.
Men resten af konventionen er fortsat ikke inkorporeret i dansk lov: Artikel 12 og 13 fastslår, at alle anklager om tortur eller anden nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf kræver en uvildig og umiddelbar undersøgelse. Men i sagen om politiets anvendelse af skarpe skud i 1993 tog det mere end fem år at få lavet en sådan undersøgelse.
Sprogofficer Annemette Hommel frikendtes for anvendelse af tortur under afhøring af irakiske krigsfanger, fordi hun ikke havde fået modtaget undervisning i ikke at bruge torturligende afhøringsmetoder.
Ifølge FN-konventionens artikel 10 skal staten sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbudet mod tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt pesonale, offentlig ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling....
Man skulle tro, at frifindelsen af Hommel ville have medført en større undervisningsindsats. Men nej. Hverken flådens kadetter og heller ikke deres chefer eller statsadvokater havde modtaget nogen form for undervisning endsige oplysning om tortur før 2008.
Hvad kan man gøre ved det? Det er oplagt og omkostningsfrit (og anbefales hermed af ATSF) at inkorporere FNs torturkonvention på samme måde, som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev inkorporeret i dansk lov. Det foreslog vi Folketingets Retsudvalg forleden i lighed med FNs komite mod Tortur i 2001 - og vi gentager gerne budskabet for såvel regeringen, som opposition.