Findes den retfærdige krig?

Kirkefaderen Augustin var også ophavsmand til den retfærdige krigs lære, og der er bred enighed om, at hans fingeraftryk er at finde på de principper, den vestlige verden i dag fører krig på baggrund af. Foto: Arkivfoto.

Danmark flager på søndag for de mænd og kvinder, der er sendt ud for at kæmpe for demokrati 0g fred i brændpunkter langt fra landets grænser. Men findes der overhovedet grunde, som kan retfærdiggøre krig og tab af uskyldige menneskeliv?

Da pave Johannes Paul II i 2003 indledte sine skarpe og vedholdende protester mod krigen i Irak, kaldte han krig for humanismens endeligt. Han fordømte brugen af magtanvendelse, klandrede beslutningstagere for at undlade at søge diplomatiske løsninger og beklagede krigens konsekvenser for det irakiske folk. Alligevel afviste paven ikke krig som sådan, men nøjedes med at tale om den som den "absolut sidste mulighed".

Pavens dundertale, men ikke fuldstændige fordømmelse af krig, tydeliggør det dilemma, krigsdeltagelse altid har udgjort i den kristne – og dermed også vestlige – tradition. For hvordan forene forbuddet mod at dræbe, buddet om at elske sin fjende og Jesu eget afkald på at bruge vold og magt med det at drage i krig?

"Der er gods nok i det kristne ord til at skabe et habilt dilemma om krig," siger cand.theol. Thomas Frank, der har forsket i krigens etik og selv har gjort tjeneste som feltpræst.

"Når stort set hele den kristne verden alligevel tilslutter sig en idé om retfærdig krig – krig som den sidste mulighed – skyldes det en grundlæggende tro på nødvendigheden i at beskytte fællesskabet og beskytte den svage. En pointe i den retfærdige krigs lære er netop, at man på ingen måde vælger at gå i krig for egen vindings skyld. Der er altid tale om, at det at risikere at tage et andet menneskes liv sker på fællesskabets vegne. Og at en række forudsætninger derudover skal være til stede, for at krigen kan legitimeres," siger Thomas Frank.

Den retfærdige krigs forudsætninger kan ikke som sådan slås op og læses i et officielt og bindende dokument. Der er ikke tale om et klart og veldefineret regelsæt, men læresætninger, der dukker op i litteraturen, i filosofien og i beslutningstageres og krigføreres retorik. Alligevel er der bred enighed om, at de konventioner, der binder det internationale samfund i dag, fortsat bærer kirkefaderen og ophavsmanden til den retfærdige krigs lære, Augustins, tydelige fingeraftryk.

"Den retfærdige krigs lære er en kompleks og dynamisk tradition. Den har været under udvikling de seneste 2000 år, og den har forandret og formet sig i takt med verden og samfundet og tilpasset sig måden, krige er blevet ført på gennem historien. Alligevel er flere af lærens principper – for eksempel principper om proportioner i og målsætninger for magtanvendelse – at finde i Genevekonvention og FN-charteret den dag i dag. Nogle vil hævde, at de bygger på kristne værdier, mens andre mener, at de lige så vel kan være bygget op omkring den humanistiske grundtanke. Uden for enhver diskussion står det imidlertid, at de principper, den vestlige verden i dag fører krig på, har rod i læren om en retfærdig krig," fortæller Thomas Frank.

Men hvad er så forskellen på forestillingen om en retfærdig krig og forestillingen om en hellig krig? Den hellige krig forbindes i dag i langt højere grad med radikale islamisters terrorisme end med historiens korsriddere. Men ligesom de kristnes forhold til krig har to udtryk – et pacifistisk og et retfærdigt – deler også det muslimske sig i to spor, hvoraf det ene ikke er så forskelligt fra det kristne, som man skulle tro.

"Hellig krig – eller jihad – blev i klassisk sunnimuslismsk tænkning opfattet som en offensiv form for krigsførelse, hvis endelige mål var at bringe hele verden under muslimsk herredømme. Det er den, nutidens radikale islamister tilslutter sig og udøver. Men ved siden af den findes idéen om en defensiv form for hellig krig, hvor man som muslim kun er forpligtet til at kæmpe, hvis ens land og folk trues. Her er der altså, som i den kristne tanke om retfærdig krig, tale om en forsvars-krig," siger John Møller Larsen, der forsker i koranfortolkning og islamisme ved Aarhus Universitet.

"Alligevel er det ikke den offensive retorik, vi ser al-Qaeda forsvare og retfærdiggøre deres angreb med. De benytter sig netop af den defensive jihads argumentation og hævder, at deres handlinger er et forsvar, fordi de ved, at forsvars- og offerretorikken vil vinde mere sympati og finde størst genklang," siger John Møller Larsen.

Det er imidlertid ikke hos alle, at idéerne om retfærdig eller hellig krig finder nogen som helst form for genklang – uanset om der er tale om forsvar eller angreb.

"Den retfærdige krig findes ikke," siger socialrådgiver Grethe Møller, der er med i bevægelsen Kvinder for Fred.

"Krigen rammer altid de forkerte – også de krige, der hævder at forsvare de svage og de undertrykte. Det er civilbefolkningen, kvinderne og børnene, der bøder i sidste ende. Krige skal forebygges og afværges for enhver pris, der findes ingen gyldige grunde til ødelæggelse af samfund og drab på uskyldige," siger hun og fortsætter:

"Det er fuldstændig urimeligt at hævde, at vi går i krig får at hjælpe og forsvare. Historien viser netop, at vi indleder krige for egen vindings skyld – for magt, for territorium, for olie. Hvordan kan det ellers være, at vi vælger at reagere med invasion over for nogle landes overgreb mod deres folk, mens vi forholder os fuldstændig passivt over for fortrædeligheder begået i andre verdensdele? Det er der absolut ingen retfærdighed i," siger Grethe Møller.

Heller ikke cand.theol. Thomas Frank mener, at det i dag giver mening at tale om retfærdig krig – omend af nogle ganske andre grunde.

"Selvom FN-charteret bygger på den retfærdige krigs lære, så taler vi i dag om de retslige grunde til at gå i krig. Dermed fjerner vi os fra den mytologiske dimension, og på den måde bliver krigen mere jordnær og praktisk og i mindre grad en kamp mellem det gode og det onde," siger Thomas Frank.

Og det er en vigtig pointe, mener han. For det er ikke repræsentanter for det gode og det onde, der mødes på den sandede ørkenjord i Afghanistan, men mennesker, der på grund af deres livs omstændigheder og personlige valg er endt netop her.

"De har ikke gavn af at se sig selv som hellige krigere, men som professionelle soldater, der er udsendt for at udføre en bestemt og gerne klart defineret opgave," siger Thomas Frank og fortsætter:

"Selvom politikere og beslutningstagere har vurderet, at det er en retfærdig krig, de sender soldaterne ud i. Selvom dilemmaet er overvejet, og man har fundet, at krig er den sidste udvej, så opvejer det ikke det personlige dilemma. Det enkelte menneske, der bliver pålagt at tage et andet menneskes liv, vil altid, uanset hvor velovervejede de overordnede linjer har været, blive kastet ud i en personlig eksistentiel krise. Den enkelte soldat står altid tilbage med dilemmaet, uanset hvor tydelige eller retfærdige årsagerne har været til at gå i krig," siger Thomas Frank.

bech-jessen@k.dk