Er personlig etik i krig et problem?

Der er langt fra det etiske grundlag, staten sender danske soldater i krig på, til den mavefornemmelses-etik, soldaterne selv skaber og typisk holder for sig selv. Det kan skabe problemer, konkluderer soldat og teologistuderende Jacob Bech Joensen i et nyt feltprojekt

Lejren er under angreb. Skuddene kommer fra landsbyen tæt ved, men soldaterne har svært ved at udpege fjenden. Skal de besvare ilden og hvor voldsomt vel vidende, at de kan komme til at skade eller dræbe uskyldige civile?

LÆS OGSÅ: Må du eller må du ikke slå ihjel?

Senere den dag er der After Action Review, hvor situationen bliver evalueret i Helmand-lejren i Afghanistan. Havde brugen af mortergranater været for voldsom, bliver der spurgt i plenum, og der kommer et entydigt nej tilbage fra de danske soldater. For selvom der i krigens love (herunder Genève-konventionen) står, at magtanvendelsen altid skal svare til truslen, så er soldaternes egen sikkerhed vigtigere, lyder det.

Den 32-årige teologistuderende Jacob Bech Joensen har oplevet denne situation flere gange. Han er uddannet soldat og har tilbragt et halvt år i Helmand-provinsen som ansvarlig for en sanitetsenhed, men samtidig observerede han og skrev noter om soldaternes tilgang til de mange etiske dilemmaer, der opstår i en krig. Det er der nu kommet et feltprojekt ud af, som stiller skarpt på et ellers overset område.

For mens der er sagt og skrevet meget om krigsetik på statsligt og administrativt niveau, er det småt med forskning i de danske soldaters etiske tanker og handlinger. Mærkeligt nok, mener Joensen:

Det liv, en soldat i krig bliver en del af, er fyldt med etiske dilemmaer, men de bliver meget sjældent artikuleret eller reflekteret over, og det er påfaldende. Det gør ikke nødvendigvis soldaterne til dårligere soldater, men det kan gøre livet sværere for dem ikke mindst, når de kommer hjem og skal forklare, hvad de har været en del af. Derfor er det et område, det er vigtigt at blive klogere på, siger han.

Etikken i en typisk soldaterlejr lever ofte et uudtalt og uorganiseret liv. Det er der flere grunde til. For det første er det forskelligt, hvor meget uddannelse soldaterne får i etiske problemstillinger, hvis de får nogen overhovedet. For det andet er det ikke let at være den, der sætter for mange spørgsmålstegn ved de prioriteringer, der er gjort.

Det kræver sin mand at stille sig op og sige, at der er brugt unødig voldsom magt, eksempelvis, forklarer Joensen.

Det kræver stor indsigt i reglerne, og man skal være fuldstændig sikker i sin sag, og så risikerer man under alle omstændigheder at blive stemplet. Vi bor jo 100 mennesker på et areal, der svarer til halvanden fodboldbane, og kulturen er i forvejen intens, fordi alle lever livet farligt. Så man bliver målt og vejet, og afvigelser bliver bemærket. Det er rigtigt, at der hersker et ekstremt stærkt fællesskab blandt soldater, men når jeg har forsøgt at observere det lidt udefra, er der sprækker. Og de etiske spørgsmål er en af dem, fortæller Jacob Bech Joensen.

Men hvad er det så for en etik, der hersker, hvis det ikke er noget, man vil eller kan tale højt om? Det er først og fremmest en hjemmestrikket etik. Eller en mavefornemmelsesetik, som Jacob Bech Joensen kalder det.

For de fleste er der tale om en dynamisk sammenblanding af de organiserede, officielle etiske retningslinjer og en personlig, ikke-udtalt etik. Og ofte er der religiøse eller spirituelle elementer indblandet.

Mest iøjnefaldende er den hastigt stigende brug af asatroen, altså troen på oldnordiske guder som Thor, Odin og Loke. Hos hovedparten af soldaterne fungerer det dog ikke som en konfessionel tro, men snarere som en identitetsmarkering.

En del får eksempelvis krigsguden Thor tatoveret på kroppen og bruger ham som forbillede, fordi han er lettere at identificere sig med som aktiv soldat end Jesus i en hvid kåbe med den anden kind vendt til.

Andre bruger inkasymboler eller buddhistiske tegn. Og nogle bruger billedsprog fra folkekirken. Eksempelvis tatoveringen af salme 23 fra Salmernes Bog: Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt; for du er hos mig, din stok og din Stav er min trøst.

Det virker måske lidt tilfældigt, men fælles er, at de skaber en fortolkningsramme, de kan forstå og håndtere oplevelserne i krig ud fra. Og det tror jeg er positivt, for så sker der trods alt en form for refleksion. Men for de fleste soldater, jeg har observeret, bliver etik samtidig et spørgsmål om holdninger mere end principper. Og i praksis betyder det, at mange soldater generelt ikke er klædt etisk godt nok på til at vurdere, hvornår de overtræder krigens love. Det kan selvfølgelig være problematisk, siger han og nævner flere tilfælde, hvor han selv har overtrådt lovene.

Både bevidst og ubevidst. Det er imod loven ikke at bære Røde Kors-mærket, når man som han er sanitetssoldat, men mærket er blevet skydeskive for talebanerne, fordi de ved, at sanitetsfolkene er første led til at redde en såret fjende.

Det er også ulovligt for sanitetssoldater at indgå i vagtplanen, men det gjorde han flere gange alligevel for at sikre sine kammeraters sikkerhed.

De mulige problemer opstår dog især, fordi den personlige etik er meget forskellig fra den, politikerne og dermed den brede befolkning har derhjemme, forklarer Jacob Bech Joensen.

Når politikerne sender soldater i krig, sker det nemlig på et andet mandat end for 10 år siden. Indtil 2001 bidrog Danmark udelukkende til fredsbevarende operationer, men siden er strategien ændret til en aktivistisk udenrigspolitik med langt højere risiko involveret. Og fra 2006 er de strategiske mål i Afghanistan ifølge flere militæreksperter veget for værdipolitiske mål.

Vores indsats og tab bliver i stigende grad betragtet som et symbol på fælles værdier, vi gerne vil værne om. En værdikamp, hvor krigen er målet i sig selv. For den enkelte soldat hænger det bare ikke sådan sammen. Flere undersøgelser også Jacob Bech Joensens egen viser, at soldater drager i krig af alle mulige personlige grunde. Fælles er dog ønsket om at få en personlig udfordring.

For de fleste gælder også, at de søger oplevelsen og kammeratskabet. De færreste tager af sted af ideologiske grunde, og derfor bliver det etiske perspektiv, de lægger på udsendelsen, også grundlæggende anderledes end politikernes og den almindelige offentligheds.

Spændet mellem de to typer etik skaber en afstand mellem livet i Afghanistan og dem derhjemme. Et spænd, som mange soldater oplever meget kraftigt, fortæller Jacob Bech Joensen.

Jeg har selv haft svært ved at forklare andre, hvorfor jeg var villig til at sætte livet på spil for at lægge pigtråd ud og patruljere i området omkring en mindre grusvej gennem et halvt år. Hvad er meningen egentlig? Men for soldaten handler det jo netop ikke om grusvejen, men om de kammerater, der også er der, og om de oplevelser, man har sammen. Men den slags kan være farligt at sige højt, hvis forventningerne derhjemme er nogle andre.

Tilbage står en krigsetik, der sjældent defineres klart, og som varierer voldsomt, alt efter hvem man spørger. For nogle soldater har det den konsekvens, at de har svært ved at finde holdepunkter, mens de er af sted. Og de føler sig fremmedgjorte, når de vender hjem. Vil vi hjælpe de soldater og blive klogere på resten, bør det militære system derfor i langt højere grad fokusere ikke bare på soldaternes psykiske ve og vel, men også på den etiske forståelsesramme, de ser krigen igennem, mener Jacob Bech Joensen.

Det bør således undersøges endnu nærmere, hvad der rører sig etisk og religiøst i soldaterne, så man kan sige noget mere generelt om den mavefornemmelsesetik, de fleste styrer efter.

Jeg er overbevist om, at hvis vi kan sætte mere præcise ord på den særlige soldateretik, kan vi både forberede soldaterne bedre, når vi sender dem af sted, og hjælpe dem ind i en mere normal hverdag igen, når de kommer hjem. Her har teologien helt klart noget at byde ind med i forhold til at klæde soldaterne etisk på. Og det håber jeg, det militære system vil gøre brug af i fremtiden, siger Jacob Bech Joensen.