Det svære begynder først, når man er hjemme fra krigen
Han har dræbt, og han er selv blevet beskudt. Han har mistet venner i Afghanistan og lidt hårde afsavn. Men for forhenværende soldat Lasse Møller var det værste at komme hjem igen
Lasse Møller kommer ind i klasseværelset. Han er iført håndværkertøj og siger, at han "lige skal ordne noget". Så sætter han sig på gulvet bagest i klasselokalet, mens læreren holder foredrag om krig. Cirka 10 minutter senere, da eleverne har glemt alt om manden bag dem, rejser han sig, trækker en attrappistol og råber:
- Alle ned på gulvet!
Nogle går i panik, andre stivner. "Tømreren" smider hurtigt pistolen og siger:
- Så hurtigt kan det ramme jer. I ved ikke, hvornår I bliver angrebet. Den stressfaktor skal I forstå. Måske hjalp den her demonstration. Mit navn er Lasse Møller, og jeg har været soldat i Irak og Afghanistan. Spørg mig om hvad som helst.
Eleverne tøver. Men Lasse Møller har en fast indledningsreplik:
- Jeg ved, I har mindst tre spørgsmål: "Har du slået nogen ihjel?" "Var det hårdt?" Og "ville du gøre det igen?" Svaret er ja. Ja. Og ja.
28-årige Lasse Møller tager ud på uddannelsesinstitutioner for at fortælle om krigene i Irak og Afghanistan, hvor han har været en del af specialstyrkerne. Det gør han, fordi han har behov for at fortælle om det - og fordi danskerne har behov for at høre om det. For de forstår ikke, hvad det indebærer, at tusinder af danske soldater siden 2002 er draget i blodig krig i Afghanistan. Tre blev ofre for en vejsidebombe for to måneder siden, og for et par uger siden blev endnu to danskere såret.
De danske sodater er i reglen udsendt seks en halv måned ad gangen. Men kampen kan også fortsætte, når de kommer hjem, selvom den skifter karakter. Det er det, Lasse Møller fortæller om.
- Det svære ved at være i krig er ikke, at man skal dræbe. Det er den konstante stress. Og det er at komme hjem igen, siger han.
Efter endt værnepligt i Den Kongelige Livgarde var han i 2004 i Irak. Her beskød han fjenden på 500-600 meters afstand og så aldrig rigtig dem, han dræbte. Det var ikke nærkamp som i Afghanistan. I Irak var det værste raketangrebene: lyden af faldende raketter, som landede i lejren. Usikkerheden. Hvornår kom næste angreb? Hvem var fjende, hvem var ven?
Hjemvendt fra Irak stiftede han familie, købte villa, vovse og Citroën. Men han var ikke længere den samme, syntes han:
- Jeg var blevet bange for åbne pladser og steder med mange mennesker. Jeg kunne ikke gå en tur ned ad Strøget i København. Lyden af nytårsraketter - det der "ffshooom" efterfulgt af et brag ... Det kunne jeg slet ikke holde ud.
Lasse Møller kunne ikke forlige sig med det at frygte. Og frygten lå hele tiden i kroppen og i hovedet.
- Når jeg gik ude i haven, kunne jeg pludselig gå i stå og bare kigge op i himlen eller ned i græsset. Jeg blev nødt til at tage af sted for at se mine dæmoner i øjnene, fortæller han.
Så i august 2007 efterlod han sin kone og nyfødte datter i Danmark og drog i krig igen. For sin egen skyld, for kammeraterne i Afghanistan og for sagen: at bekæmpe terror dernede, så den ikke kommer op til os. Tre grunde i klar rækkefølge.
Men den her krig var anderledes. I Afghanistan så han dem, han dræbte. En dag dræbte han to mænd på 50 meters afstand med et 56 kilo tungt maskingevær fra toppen af en pansret mandskabsvogn. Operationen hed Uranus, og den danske deling kæmpede sig tættere og tættere på fjenden, men kortvarigt fik Taleban overtaget. De sprængte hul i en mur og beskød soldaterne med bazooka.
Lasse Møller opdagede en mand siddende i et træ, pegende på soldaterne, mens han råbte til talebanerne i sikkerhed bag muren. Manden i træet guidede angriberne; fortalte dem, hvordan de skulle justere retningen af deres raketter.
Lasse Møller reagerede instinktivt.
- Jeg ser målet og tager sigte. Med første skud rammer jeg ham midt i kroppen, og han bliver skilt ad. Han går i stykker, siger Lasse og nærmest gentager:
– Han går fra hinanden.
Med det samme, den første var død, skød Lasse igennem det hul, talebanerne havde sprængt, og fik dræbt manden med bazookaen. Derefter fortsatte kampen i ni lange timer.
- Det var en god dag. Vi skyder med sikkerhed 18-20 talebanere og en del "maybe's". Og ikke en eneste af os kommer til skade. Så det var en god dag, siger han.
- Der går ingen tanker igennem hovedet, når du skyder et andet menneske, og det er vigtigt. For gør der det, vil du tøve, og det må du ikke. Og jeg fortæller mig selv, at det er derfor, jeg kan se mig selv i øjnene i dag. Jeg er jo nødt til at leve med det bagefter. Hellere skyde og gå derfra end at komme til skade eller miste en kammerat. Med det sind har jeg ikke gjort noget forkert.
Lasse Møller nærer ingen tvivl om, at krigen er vigtig.
- Jeg skal ikke lyde som en helt, men jeg ved, at jeg har gjort en forskel, siger han. Lasse Møller har reddet kollegaers liv, og han har oplevet afghanske børn og ældre komme og tage de danske soldater i hånden. Han har set glæden i deres ansigter. Og beundringen.
- Så ved man, at man har gjort det rigtige, siger han.
- Hvis jeg kan stoppe terroren der, hvor den blomstrer, så gør jeg det. Hellere der end på Rådhuspladsen. At man så skal kæmpe en lang kamp med sig selv og tilværelsen herhjemme bagefter, ja, sådan er det jo bare.
I Irak og Afghanistan var han noget særligt. Hjemme er han "bare" Lasse Møller, 28 år, familiefar og butiksekspedient, konstaterer han.
- Det er underligt at blive omskolet. Man har haft ...
Han tøver lidt, før han siger det:
- Magt. Det er ikke det rigtige ord. Man har haft autoritet, folk skulle adlyde én. Og så er der sammenholdet, kammeratskabet, at vi gør en forskel i samlet flok. Hjemme er man bare et normalt nummer og skal passe et syv-til-fire-job. Det er ikke det samme. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner det.
I Afghanistan så han dæmonerne i øjnene. Men de stirrer stadig tilbage. Uroen i kroppen har han ikke længere, og han mener ikke, at han har ét gram dødsfrygt tilbage. Men åbne pladser, store forsamlinger og nytårsraketter gør ham stadig utilpas.
I Afghanistan mistede Lasse Møller blandet andet sin kompagnichef og to nære venner. Én vens ødelagte krop bar han selv væk fra kamppladsen. Der kom psykologer til lejren, men Lasse Møller blev ikke spurgt, om han ville have en samtale. Det gør han en pointe ud af at understrege.
- Der var fire psykologer og en feltpræst dernede. Præsten forstod os bedst. Han kom ikke i en fint presset uniform i 72 timer ad gangen, han var der med os hele tiden. Han stank som os andre, der ikke kom i bad en måned ad gangen. Man var ikke tvivl om, hvor han stod, hvem han var, og hvorfor han var der.
Efter hjemsendelsen gik Lasse Møller kortvarigt til psykolog. Men han fik ikke det ud af det, han ville.
- Jeg ville have psykologen til at forklare min kone, hvorfor jeg nu reagerer, som jeg gør. Psykologen insisterede på, at jeg selv skulle sætte ord på. Det kunne jeg jo ikke! Men hun var hårdnakket. Så jeg holdt op.
Han holder hænderne ud for at illustrere en ballon og siger:
- I starten skulle der ingenting til, før jeg eksploderede. Paraderne lå meget højt, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev så gal. Nu er luften ved at gå af ballonen.
Hænderne nærmer sig hinanden; ballonen bliver mindre.
Hjemme blev han ikke altid taget lige godt imod. En dag sad han i uniform og spiste pizza med en ven. En kvinde kom hen og spyttede på ham og råbte "barnemorder!".
- Hun var sur, siger Lasse Møller tørt.
- Folk ved ikke, hvad det går ud på dernede. Nogle gange kommer folk med en uhæmmet bemærkning om indsatsen i Irak og Afghanistan, der gør ondt helt indeni. Jeg forstår godt de mennesker, der ikke synes, vi skal have militær i Danmark. Men så må de også respektere mig. Det, vi gør, er at passe på dem.