Derfor skal vi blive i Afghanistan
Udviklingen i Afghanistan går på nogle områder i den forkerte retning, og der er rigeligt at kritisere. Men vi skal huske den egentlige grund til, at Nato er i landet med soldater
I forbindelse med Afghanistans historiske valg til præsidentposten og provinsråd er det relevant at spørge, hvorvidt de krigsførende magter i Nato-alliancen, herunder Danmark, bør fortsætte felttoget mod Taleban. For mange vil svaret ikke være indlysende. Der sker jævnligt ting, som kan bringe tvivlen frem:
En ung journalistelev dømmes til døden for at krænke islam ved at videresende en artikel fra internettet om islams syn på kvinder. Dommen falder på trods af, at ytringsfrihed er garanteret i forfatningen. Straffen ændres senere til mange års fængsel.
Præsident Hamid Karzai baner vejen for en omstridt lov, der mildt sagt diskriminerer kvinder. Ifølge loven kan afghanske mænd afskære deres hustruer fra mad og penge, hvis de nægter sex. Desuden kan voldtægtsmænd slippe for straf, hvis der betales blodpenge.
I valgkampens afsluttende døgn forsøger regeringen at forbyde pressen at rapportere om vold og blodsudgydelser under valghandlingen. Formålet er at imødegå Talebans skræmmekampagne mod vælgerne og sikre størst mulig valgdeltagelse.
DER ER TALRIGE ANDRE eksempler på, at udviklingen i Afghanistan enten går for langsomt eller i den helt forkerte retning. End ikke præsident Karzai, der står til at blive genvalgt, og som Nato sætter sin lid til, er ubetinget noget behageligt bekendtskab.
Hans første embedsperiode har været plaget af omfattende korruption. Han kritiseres – og med rette – for at samarbejde med personer, der mistænkes for krigsforbrydelser, og han har indgået en stribe tvivlsomme alliancer med lokale krigsherrer. Der er rigeligt med nedslagspunkter for en kritik af forholdene i Afghanistan. Det sker også jævnligt, og det skal vi selvfølgelig blive ved med. Alt andet ville være helt forkert.
Men det nytter ikke at bruge vores eget skandinaviske velfærdsdemokrati som snæver målestok for udviklingen i det fjerne land. Og det duer slet ikke at anvende den enorme afstand som argument for at vende Afghanistan ryggen og indstille det militære engagement.
VI SKAL HUSKE, hvorfor vi er der: Landet blev invaderet efter terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september 2001, og Talebanstyret blev afsat, fordi det havde givet husly og støtte til al-Qaeda netværket.
Formålet var at forhindre nye terroranslag, og i denne sammenhæng har invasionen været en succes. Udåden fra 2001 er ikke blevet gentaget i samme massive skala, og generelt vurderes terrortruslen nu som aftagende på internationalt plan.
Skal Afghanistan på længere sigt sikres imod, at Taleban igen får fodfæste, er det ikke tilstrækkeligt med en militær indsats. Landet må udvikles, så der bliver et alternativ til islamisternes middelalderlige samfundssyn.
Det er ikke nok at besejre Taleban-bevægelsen militært. Erfaringerne fra tidligere har vist, at vi ikke kan leve med et fundamentalistisk Afghanistan, som enten vil alliere sig med terrorismen eller blive løbet over ende af den.
I FORLÆNGELSE AF eksemplerne om journalisteleven, kvindeloven og spærretiden i pressen er det også på sin plads at minde om, at en militær overgivelse til Taleban vil få disse eksempler til at blegne i forhold til, hvad afghanerne så vil blive udsat for. De har set det før:
Et religiøst politi vil med svingende piske slå hårdt ned på regimets modstandere – høj som lav og stor som lille. Piger vil blive trukket ud af skolerne og kvinderne holdt indespærret bag hjemmets fire vægge. Ytringsfrihed og pressefrihed vil blive historiske begreber.
Derfor skal vi blive i Afghanistan med tropper, indtil landet har brudt med sin feudale fortid, og det selv kan varetage sin egen sikkerhed. Valget var en milepæl i dette overordnede projekt, selvom Talebans angreb stiger i antal, Nato's tabstal øges, og store dele af landet ikke kontrolleres af regeringen.
I de seneste uger har Taleban med alle midler forsøgt at skræmme befolkningen fra at deltage i valghandlingen. Derfor er valgdeltagelsen en vigtig strømpil. Bliver deltagelsen højere end 50 procent, og lykkes det at åbne flere valgsteder end de 6200, der fungerede ved det forrige valg for fire år siden, vil man kunne tale om en succes.
VALGET SÆTTER scenen for de kommende år, og selvom vi må være varsomme med at bruge vores egne samfund i Nato-kredsen som målestok for udviklingen i Afghanistan, så betyder det langtfra, at vi vil være afskåret fra at stille krav til regeringen i Kabul.
Genvælges Hamid Karzai, må vi forvente at opgør med de yderligtgående kræfter i kredsen omkring ham og en større klarhed om landets fremtidige retning. Nogle af de hidtidige tilbageskridt kan forklares, om end ikke undskyldes, med valgtaktik, og dén forklaring duer ikke længere.
Som et mindstemål må forfatningen respekteres og håndhæves. Otte år efter invasionen må det regime, som vi bruger så mange kræfter på at holde ved magten, vise i såvel ord som i handling, at det tager frihedsrettighederne alvorligt og vil kæmpe for dem. Sker det ikke, vil det store afghanske projekt smuldre på længere sigt.