Danske soldater slår ihjel - hvor er debatten?
Siden 1994 har danske soldater haft mandat til at slå fjenden ihjel. Men vi ved reelt ikke, hvad det betyder for soldaterne og for samfundet
Rikke Høgsted var på besøg i det danske forsvars lejr i Helmand-provinsen i Afghanistan. Som psykolog ved Institut for Militærpsykologi foregår en del af arbejdet i felten, og man får dermed et godt førstehåndsindtryk af soldaternes reaktioner på krigens hændelser.
En af soldaterne beskrev det for hende på denne måde: "Mit ene ben hører hjemme i en civilisation, hvor det er den ultimative forbrydelse at slå ihjel. Så ultimativ at vi i Danmark ikke har dødsstraf. Men mit andet ben står lige nu midt i en ørken fuld af bomber, som er sendt af sted af folk, der vil slå mig ihjel. Derfor har jeg et gevær, og der kommer altså ikke blomster ud af det."
Den splittelse har været hverdag for danske soldater siden 1994, hvor den danske FN-styrke i Bosnien kom i regulær kamp og dræbte over 150 serbiske soldater. Så fulgte Kosovo, Irak og Afghanistan, og selvom det er ved at være 15 år siden, er der stort set ikke lavet danske undersøgelser af eller forsket i, hvad det gør ved soldaterne og ved samfundet som sådan, at vi sender unge mennesker ud i nationens tjeneste med mandat til at begå den ultimative forbrydelse.
Men der er et stort behov for både at tale om det og forske i det, lyder det fra flere kanter, og lige nu rører aktuelle bøger og en film godt og grundigt rundt i det etiske dilemma. For nylig udkom bogen "Livet efter krigszonen – en praktisk vejledning til hjemvendte soldater og deres familier" skrevet af to amerikanske forskere, og det danske forsvars enfant terrible, oberst Lars R. Møller, er ugens nok mest omtalte forfatter med sin bog "Vi slår ihjel og lever med det". Her undersøger han, hvad soldaterne gennemgår før, under og efter en kamphandling og rejser samtidig en kritik af, at hans uvidenskabelige spørgeskemaundersøgelse hidtil er den mest omfattende, der er lavet herhjemme.
Samtidig har Janus Metz? dokumentarfilm "Armadillo" allerede to måneder inden premieren fået massiv omtale, da Janus Metz og fotografen Lars Skree som de første nogensinde har været helt tæt på frontlinjen i Afghanistan. Filmen viser blandt andet, hvordan danske soldater under en intens ildkamp mod Taleban dræber fem talebanere, som beskyder danskerne fra en grøft få meter derfra, og hvordan de danske soldater bagefter jubler over sejren.
Selvom der gennem årene er sket forbedringer, og både forsvaret og samfundet er blevet bedre til at tage hånd om særligt de psykiske mén, som nogle af soldaterne kommer hjem med, sker der langt fra nok. Særligt debatten om, hvordan man med sin samvittighed i behold kan bryde med al etik og moral, er vigtig.
– At slå ihjel er et ultimativt tabu, for vi vil hellere slå græsplænen end fjenden. Vi skal derfor strække vores sind i et forsøg på at forstå krigens begivenheder, herunder at vi slår ihjel. Hvis vores bekymring omkring at lide og påføre tab gærer, kan vi avle en kollektiv fordømmelse, som er traumatiserende for de soldater, der har været i kamp og måske slået en fjende ihjel. Vi er nødt til at tage et medansvar for det job, som vi sender soldater ud i verden for at udføre, for gennem stemmesedlen er vi alle sammen med til at støbe de dræbende kugler, som soldaterne affyrer, siger psykolog Rikke Høgsted, der i dag er chefpsykolog i Falck Healthcare.
I sin bog citerer Lars R. Møller flittigt fra de 249 spørgeskemaer, han har fået tilbage fra soldater af enhver rang. I en af besvarelserne beskriver en soldat, hvad der sker umiddelbart efter, at fjenden er slået ihjel og skriver blandt andet: "Det er en fantastisk og samtidig frygtelig følelse. En ting, som mine venner og familie aldrig kan forstå. (?) Alle, som har prøvet det, ved, hvad jeg mener. De fleste andre ser skævt til os for det. De ved ikke, hvordan det er. Ved fronten. Som 22-årig at se døden overalt, hver eneste dag. Se verden uden for "osteklokken" i lille, trygge Danmark."
Soldatens besvarelse vidner om, at mange års fravær af danske soldater i kamp, gør os uvante med at tage livtag med det dilemma, som det nationale mandat til at gå i krig sætter både soldaterne og samfundet i. Det gør det kun endnu mere svært at tale om og forholde sig til, mener Thomas Frank, der er cand.theol., ph.d. på en afhandling om militær etik og tidligere feltpræst i Afghanistan.
– Det er uden tvivl moralsk forkert at slå ihjel, og som sådan er buddet om, at du ikke må slå ihjel, en eksistentiel grundlov. Men det er, som den tyske forfatter og debattør Bertolt Brecht formulerede det, "os endnu ikke tilladt ikke at slå ihjel". Altså i og med at menneskelivet både humanistisk og kristent set er en ubetinget værdi, så må man i en anden verden, hvor menneskeliv trues, være villig til at forsvare det. Det løser dog ikke dilemmaet og den samvittighedsmæssige konflikt for den enkelte soldat, som på samfundets vegne slår ihjel. Her kan kun Gud hjælpe, siger Thomas Frank, der i dag er teologisk medarbejder i Viborg Stift.
I Danmark begås der stadigvæk meget få drab, og vi har derfor vænnet os til et trygt og godt samfund, hvor få slår ihjel, og det skal vi være glade for, mener Thomas Frank. Men nu står vi i en ny situation, hvor vi må opfinde et sprog for, hvad det vil sige, at soldater i dag slår ihjel på samfundets og dermed på alles vegne. Samtidig skal der også mere forskning til, så den brede offentlighed og ikke mindst politikerne kan diskutere emnet på et veldokumenteret grundlag, mener han.
Men en offentlig debat og noget forskning forhindrer ikke krigen i Afghanistan og dermed heller ikke det faktum, at soldater slår ihjel i statens tjeneste. Så hvad kan vi få ud af at diskutere etikken bag, kan man spørge?
– Det er en helt nødvendig diskussion, hvis vi ønsker at være et reflekteret samfund bestående af reflekterende borgere. Tager vi det ikke op, bliver vi et franskbrødsland, hvor vi hygger os i kolonihaven med en øl i hånden uden blik for, hvad det vil sige at være menneske og samfundsborger. At sende soldater ud i krig er demokratiets mest voldsomme magtudøvelse, og hvis ikke vi diskuterer, hvad det indebærer for den enkelte soldat og for os som borgere, så har vi et grundlæggende demokratisk problem, siger Thomas Frank.