Bred dansk anerkendelse af amerikansk bin Laden-jubel

De amerikanske jubelscener efter meddelelsen om bin Ladens død -- her fra Times Square i New York -- møder generelt forståelse. -- Foto: .

MED AFSTEMNING Al-Qaeda-lederen Osama bin Ladens død har vakt voldsom jubel på gaderne i USA. Fra Danmark udtrykker både præst, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd udtrykker forståelse for amerikanernes reaktion

 
 
"U-S-A, U-S-A, U-S-A!"

De samstemmende patriotiske råb var gennemtrængende natten mellem søndag og mandag amerikansk tid, da tusindvis af amerikanere samlede sig foran Det Hvide Hus i Washington og ved Ground Zero i New York. Folkets begejstring skyldtes det succesfulde angreb mod terroristen Osama bin Ladens tilholdssted i den pakistanske by Abbottabad, hvor amerikanske specialstyrker dræbte bin Laden og yderligere fire personer.

LÆS OGSÅ:Må man juble over bin Ladens død?

Glæden på gaden i USA står som modstykke til de ekstatiske jubelscener, som fra tid til anden har udspillet sig i blandt andet Pakistan og Afghanistan, når amerikanske styrker har mistet soldater i "krigen mod terror". Hvor forskellige de to befolkningsgrupper end er, har de i disse tilfælde det til fælles, at de glæder sig over andres død – men er det moralsk forsvarligt?

Fra Vatikanet udtalte talsmand fader Federico Lombardi i går formiddags, at kristne ikke bør glæde sig over et dødsfald, men at døden skal minde enhver om det personlige ansvar over for Gud og mennesket.

Herhjemme udtrykker flere dog forståelse for amerikanernes reaktioner.

"Jeg fik en lidt morbid følelse, da jeg så jubelscenerne, men jeg kan også godt forstå de mennesker, som er sluppet af med det ikon på en fjende, som Osama bin Laden har været. Den reaktion, vi ser, er en form for lettelse, som også er en del af en oprejsning. Jeg har forståelse for, at det fremkalder nogle glædes- og sejrsfølelser, og det må næsten være provokerende for dem, hvis vi andre siger 'arh, slap nu lidt af'," mener Andreas Christensen, sognepræst i København og feltpræst.

Tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann så helst, at bin Laden var kommet for en domstol, men at han blev dræbt, ændrer ikke på Tiedemanns holdning til amerikanernes jubel.

"Jeg kan godt forstå, at deres reaktioner er meget stærkere end hos os. Havde vi været ude for det samme angreb som USA, kunne jeg også have fundet på at give min lettelse meget stærkere til kende. Derfor vil jeg nødig fordømme dem, hvis lettelse går over i jubel," siger han.

Tilsvarende tilkendegivelse kommer fra filosof Klemens Kappel ved Københavns Universitet.

"Jeg synes ikke, man skal bebrejde dem deres glæde. Jeg ville ikke selv udtrykke det på den måde, men jublen er inden for grænserne af, hvad man må tolerere, da det formentlig er en meget almindelig del af menneskets psykologi og ikke udtryk for ondskab. Det er selvfølgelig ikke moralsk påkrævet at juble, men i den her situation synes jeg, det er okay."

gehlert@k.dk

pallesen@k.dk