Vi må sætte grænser for donation og adoption af befrugtede æg

Vi er forpligtede til at tage stilling til, hvordan det på langt sigt kan påvirke vores samfund at acceptere de mange nye veje til at få børn, skriver Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd

Er man barnløs i dagens Danmark, åbner der sig en bred vifte af muligheder for assistance. For mange par såvel som enlige kvinder indbefatter vejen til børn således brug af en lang række nye teknologier. Det er der ikke i sig selv noget galt med, tværtimod. Men hastigheden, hvormed nye teknologier tages i brug, stiger år for år. I dag kan vi donere, selektere og deponere sæd, æg og i nogen grad befrugtede æg alt sammen med henblik på assisteret reproduktion.

Disse nye muligheder rejser nogle etiske spørgsmål, der ofte angår grænser. Hvad enten man har den ene eller den anden holdning, må dette være den første erkendelse. Der skal sættes grænser. Til gengæld er vi uenige om, hvor grænsen skal gå. I dag består udfordringen i, at der skal sættes stadig flere grænser i et efterhånden stort landskab for assisteret reproduktion. Netop af den grund sker der ofte det, at grænserne krydser hinanden eller skaber nogle utilsigtede dobbeltheder.

LÆS OGSÅ:Politikerne vil give ægdonorer flere penge

Som et eksempel har vi i dag en donationspraksis, der sikrer, at barnløse kan modtage enten donorsæd eller donoræg. Men det er ikke tilladt at modtage begge dele (det, der kaldes dobbeltdonation), hvis både manden og kvinden er infertile. I så fald vil der reelt være tale om, at kvinden modtager et befrugtet æg. Men bemærk det interessante forhold, at det er tilladt at donere sædceller, ægceller såvel som det er tilladt at bortadoptere sit barn. Men donation og adoption af det potentielle barn, det vil sige et befrugtet æg, er ikke tilladt. Hvad taler imod?

Kritikere kan indvende, at der i disse tilfælde reelt er tale om en form for rugemoderskab, blot med den forskel, at kvinden selv beholder barnet. Som nævnt er denne praksis ikke tilladt i Danmark, men som vi har set det i andre sammenhænge med ufrivillig barnløshed, kan ønsket om børn skabe et enormt pres på myndighedshaverne, nu hvor den tekniske mulighed eksisterer. Det kan også kritiseres, at der i så fald vil fødes et barn, der vokser op med en mor og en far, der ikke er biologisk beslægtede med barnet.

Der er intet, der tyder på, at dette vil skabe dårligere betingelser for barnets opvækst, hvor sammenligningen med adoption af allerede fødte børn ofte fremhæves, men i min optik forekommer det imidlertid ret absurd, hvis vi aktivt skaber flere adoptivbørn, når en del af de adoptivbørn, der allerede findes, har psykologiske eller eksistentielle problemer.

Og det bliver ikke mindre absurd, hvis der i forvejen er børn uden en far og en mor, som mangler et sted at bo. Desuden må vi forholde os til, hvad en lovliggørelse af den nye slags donorbørn vil føre med sig. Det kan let ses som en trædesten til kommercielle rugemoderskaber. At modtage et barn er noget af det væsentligste og mest betydningsfulde i menneskets liv, men vi er forpligtede til at tage stilling til, hvordan det på langt sigt kan påvirke vores samfund at acceptere de mange nye veje til børn.