Under bagatelgrænsen
Etisk set: Som medlem af Det Etiske Råd er man trættende ofte udsat for beskyldninger om at være imod enhver teknologisk fornyelse, skriver Klavs Birkholm
I dyrenes liv spiller forplantningen stort set altid en hovedrolle – ikke bare selve forplantningsakten, men nok så meget udvælgelsen af den rette partner. Det gælder jo om at få sine gener videreført i den stærkeste og mest overlevelsesdygtige udgave.
Når den nordamerikanske salviehøne skal parre sig, puster de konkurrerende hanner deres poseformede brystparti så voldsomt op, at lungerne krænger ud gennem to dertil indrettede spalter i fjerpragten. Hvad der blottes på denne ejendommelige måde, er i virkeligheden hannernes sundhedsattest. Er poserne rødlige, er det tegn på infektioner. Derfor er det hannerne med de mest grøngule lungeposer, der får held i kappestriden om hunnernes gunst.
Anderledes blandt påfuglene. De er ikke sundhedsfreaks, snarere kunstelskere – vi kender hunnernes forkærlighed for den hane, der kan præsentere den prægtigste hale med det største antal øjne. Men hos elefantsælerne foretrækker hunnerne en mage, der i forvejen besidder et større harem.
Alle disse tre udvælgelseskriterier kendes vel også i en eller anden variant fra menneskelivet! Selv om menneskers præferencer antagelig er mere sofistikerede og individuelle. I hvert fald udøver de fleste mennesker en betydelig omhu, når det drejer sig om at vælge, hvem de gerne vil forplante sig med. Det kan foregå mere eller mindre bevidst men det foregår. Hele tiden.
I den kunstige befrugtnings tidsalder, hvor den menneskelige forplantning i stigende grad industrialiseres og markedsgøres, er det for så vidt ganske forståeligt, at mange kvinder, som køber sæd til inseminering, er nysgerrige efter informationer om sæddonoren. Det er faktisk et af de få naturlige træk, der er tilbage ved denne ellers ganske unaturlige forplantningsmåde.
I mine øjne forekommer det derfor bagvendt, at flere debattører bevæbnet med bioetiske argumenter rykker i felten mod de firmaer, der tilbyder barnløse kvinder og par at udvælge sæd efter et katalog af informationer om donorernes udseende og karakter.
Børnene, der bliver resultatet af en sådan nethandel, kalder kritikerne nedsættende "designerbørn", men de er jo netop ikke mere "designede" end alle andre. Og sædbankerne kan vel næppe gøres ansvarlige for de skiftende skønhedsidealer, som vores kultur dyrker, og som også influerer vores partnervalg.
Sæddonorkataloger er i etisk henseende under bagatelgrænsen. Hvad de ivrige kritikere snarere burde advare imod, er bestræbelserne på at frembringe kunstig sæd (det er allerede lykkedes i Newcastle) og de radikale følgevirkninger, dét kan få i befrugtningsindustriens fremadskridende forvandling af menneskets køn.
Som medlem af Det Etiske Råd er man trættende ofte udsat for beskyldninger om at være imod enhver teknologisk fornyelse. Jeg er derfor glad for at kunne meddele, at jeg betragter internettet – herunder dets muligheder for netdating og nethandel – for markante goder.
Selvfølgelig bør alle ny goder håndteres med forsigtighed. Blandt andet bør man vare sig mod den illusion, at generne bestemmer menneskers liv. Anvender vi de middelalderlige begreber og erstatter Fortuna (skæbnen) med genomet, kan vi med en omskrivning af Machiavelli sige, at generne "vel er herre over halvdelen af vore handlinger, men den anden halvdel, eller næsten halvdelen, er overladt til os selv".
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm