Tiedemann: ACTA udstiller internettets dilemma

En libanesisk redningsarbejder ser til, mens en bulldozer er ved at rydde op efter et israelsk bombeangreb, ...

Etisk set er ACTA imidlertid blot endnu en sag i bunken af tilsvarende sager, som alle anskueliggør, at jo mere vi kan, jo mere bliver der også at tage stilling til, om vi bør, skriver Erling Tiedemann Foto: PHOTOPQR/LE TELEGRAMME

Vi kan ikke opnå internettets goder, uden at tage alle onderne med. Kontrol og overvågning kan dog være med til at dæmme op for nettets kriminalitet og andet ondt, skriver Erling Tiedemann

Man skal vist lede længe efter et ord, der ligesom ACTA har skilt debatvandene og dét på et tilsvarende uklart grundlag.

Normalt skilles den slags vande jo som følge af forskelle i holdningsmæssige præferencer og personlige interesser i forhold til dét, som sagen drejer sig om. I forbindelse med ACTA virker det imidlertid, som om der endog er stor uenighed om, hvad denne aftale overhovedet går ud på.

LÆS OGSÅ: Er kopiering tyveri?

Når man ser væk fra dem, der virkelig ikke har til hensigt at respektere andres ophavsret, men med arme og ben stjæler musik og film på internet, så kan alle formentlig sagtens acceptere en international opstramning, der beskytter både kunstnere, innovative forskere og opfindere med patenter.

Men det er jo ikke det samme som at acceptere en risiko for, at billig, men lovlig kopimedicin bliver hindret i at nå frem til alvorligt syge i fattigere lande i Afrika. Den risiko bør selvsagt elimineres.

Og skal man virkelig sige ja til at basere et indgreb mod ulovlig nethandel på en systematisk overvågning af os alle sammen? Politiet skal vel heller ikke til at aflytte alle telefonsamtaler for at kunne spotte den, hvor to kriminelle aftaler deres næste bræk?

Sådan bølger debatten frem og tilbage med argumenter af forskellig valeur, og de læsere, som ACTA-debatten måtte have gjort forvirrede, er vidtgående henvist til at trøste sig med, at det er de ikke alene om at være blevet.

Den minister, som har givet et foreløbigt grønt lys for ACTAs vej mod endelig ratifikation, synes selv at måtte erkende, at der er ting i aftalen, der trænger til et nærmere eftersyn.

Etisk set er ACTA imidlertid blot endnu en sag i bunken af tilsvarende sager, som alle anskueliggør, at jo mere vi kan, jo mere bliver der også at tage stilling til, om vi bør.

Internettet har givet enorme muligheder for både handel, vidensdeling og demokratisk udvikling. Men internettet har også åbnet sluserne for fup og svindel, for børneporno og for hidtil uset spredning af løgnagtig propaganda.

Hvordan opnår vi goderne uden at måtte tage onderne med?

Udviklingen har allerede givet svaret: Det opnår vi ikke, men vi kan gøre, hvad muligt er, for at begrænse onderne for eksempel ved at sætte internettets fantastiske muligheder for kontrol og overvågning ind mod internettets enorme muligheder for kriminalitet og andet ondt.

Selvfølgelig er der her en balance at finde, og den etiske banalvisdom, som gemmer sig i gamle talemåder såsom, at man ikke skal skyde spurve med kanoner, og at det fuldkomne ofte er det godes fjende nummer ét, kan måske vise vej til at finde denne balance, så de forbedringer, ACTA sigter på, kan opnås, uden at de negative virkninger, som kritikerne med rette advarer imod, indtræffer.