Tal til kongen og ikke stodderen i dit medmenneske

Ved indgangen til Rundetårn så Jørgen Carlsen den mest geniale formaning, han nogensinde er stødt på. (Foto uploadet af Mogens Jacobsen)

Mistillid er ikke ligefrem en mangelvare, mener idéhistorieker Jørgen Carlsen

FORLEDEN VAR JEG til møde i Rundetårn. Mødet fandt sted i et lokale ved indgangen til den prægtige bibliotekssal. Her faldt mit blik på et gammelt skilt, der med sirlige bogstaver bar følgende påskrift: "Taarnet – dets vægge, loft, døre , vinduer og så videre – stilles under det hæderlige publikums beskyttelse".

Det er den mest galante og taktfulde formaning, jeg nogensinde har været udsat for. Og også den mest geniale. For selvom den i sin kerne er en formaning – tag vare på Rundetårn! – så er den kemisk renset for enhver løftet pegefinger. Her er ikke noget med ordensregler, forbud eller andre udpenslinger af alt det, man ikke må.

Næsten alle steder, hvor mennesker færdes, bliver vi mødt af skilte, der fortæller os, hvad vi skal afholde os fra. Den slags fy-fy-propaganda rummer ofte et ironisk paradoks. Vi kender det alle.

Når noget er belagt med forbud, bliver det på en måde mere interessant. Forbuddet afføder en fristelse. Den historie er lige så gammel som arvesynden. Og hvad mere er: Når man får at vide, hvad man ikke må, er det lige før, man også beskyldes for at gøre det – eller i hvert fald pønse på det. Man er på forhånd under anklage. Man betragtes som mistænkt – som en potentiel ugerningsmand (m/k). Og når man allerede er fornedret, så kan det også være det samme!

Teksten på det gamle skilt i Rundetårn gør det modsatte. Her er borgeren ikke en formastelig ugerningsmand, men en hædersmand (m/k). Skiltet appellerer til en personlig ansvars- og pligtfølelse.

Det viser borgeren respekt og anerkendelse og er med til at bygge ham eller hende op. Man er ophøjet til stedets beskytter. Skiltet slår på en vis måde sin læser til ridder (m/k) og forventer som det selvfølgeligste i verden, at vedkommende optræder med passende anstand. Adel forpligter.

DET ER GOD højskolelærdom, at man som højskolelærer har valget mellem at tale til kongen eller til stodderen i eleven. Pointen er selvfølgelig, at man altid skal henvende sig til kongen.

Sådan burde det vel være overalt. Det sørgelige er bare, at denne elementære form for livsindsigt og menneskekundskab ikke har forplantet sig til resten af samfundet. Det er for resten en af de mange oplagte grunde til, at vi i Danmark stadig har brug for højskolerne.

Vi vader rundt i en skilteskov af bøsagtige forbud, som stort set alle behandler borgerne som stoddere. Det er ikke bare vildledende. Det er også tåbeligt. Det skaber nemlig sin egen selvopfyldende profeti. Som man råber i skilteskoven, får man svar.

Sagens kerne er helt elementært modsætningen mellem tillid og mistillid. Mellem ophøjelse og fornedrelse.

Jamen, der er da stoddere, der er så forhærdede, at tilliden er spildte Guds ord på Ballelars, vil nogen sige. Muligvis, men hvad med at lade det komme an på en prøve? Måske oplever man en "skuffelse, som ikke gik i opfyldelse" (Johannes Møllehave).

Og skulle skuffelsen indfinde sig, så er det langt at foretrække frem for på forhånd at møde medmennesket med en underfrankeret forventning. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Mistilliden er jo ikke ligefrem nogen mangelvare. Den trives i bedste velgående. Og den er meget bekvem at omgås. Fornedrelsen kan vi nemlig alle leve op til. Stodderen i os har altid kronede dage. Men hvad med kongen?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk