Man kan ikke helgardere sig her i tilværelsen

Er det ikke netop karakteristisk for det liv, vi lever med os selv og hinanden, at livet rummer noget gådefuldt, uoverskueligt og selvoverskridende i sig, som gør, at man aldrig rigtig får tjek på det? spørger Jørgen Carlsen. Foto: arkiv

Singlemor Anne Patricia Rehlsdorph har helgarderet sig juridisk, men hvad med alt det, der ikke har med jura at gøre? Hvad med livet selv? spørger formand på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen

JEG HAR DELT MIN familieform op i to enheder. På den ene side er jeg forælder til min søn, og på den anden side er jeg kæreste med min mand det er ikke én samlet pakke.

Sådan proklamerer Anne Patricia Rehlsdorph, som er advokat og forfatter til bogen Selvvalgt singlemor til donorbarn. Hun uddyber sit budskab: Jeg vil til enhver tid vælge at få et barn alene med hjælp fra en donor. Det er ikke det samme som at sige, at jeg ikke vil have en mand i mit liv, for det vil jeg rigtig gerne. Men han skal bare ikke være far til mit barn. Han må gerne elske min søn og passe på ham, men han vil aldrig kunne bryde båndet mellem mig og min søn.

LÆS OGSÅ: Kan det være forkert at leve?

Det kan man da kalde lifeperformance-management. Anne Patricia Rehlsdorph har valgt en livsstrategi, der kommer en masse problemer i forkøbet. Som bekendt går cirka hvert andet ægteskab i stykker. Det er slidsomt og byrdefuldt for begge parter. Men særligt smerteligt er det selvfølgelig, når der også er børn med i billedet og allermest for børnene selv.

Triumferende konstaterer hun, at hendes søn aldrig vil blive et delebarn, hvis hendes parforhold skulle kuldsejle. Sønnen er nemlig hendes og ingen andres. Hun er ikke advokat for ingenting: Hun har så at sige sikret sig særeje til barnet uanset hvad.

DET LYDER JO MEGET smart. Men betyder det, at konflikten er elimineret? Hvad nu hvis hendes dyrebare søn faktisk er kommet til at holde umådeligt meget af sin papfar og omvendt? Hvad nu hvis deres forhold udvikler sig til et tæt far-søn-forhold, fuldt af kærlighed, indlevelse, tryghed og fodbold og fisketure? Har Anne Patricia Rehlsdorph fundet formlen, der behændigt og elegant tryller alle skilsmisseproblemer ud af verden?

LÆS OGSÅ: Opkoblet - men frakoblet menneskeligt nærvær

Jovist. På det juridiske plan er sagen hurtigt afklaret. Her har moderen på forhånd trukket det længste strå. Men hvad med de øvrige involverede. Hvad med barnet og hvad med eksmanden? Er de ikke underkastet en smertelig bruderfaring på linje med andre skilsmissefamilier?

ER DER SLET IKKE noget, der hedder kærlighedens ret? Har kærligheden slet ikke noget at skulle have sagt?

Når det kommer til stykket, har Anne Patricia Rehlsdorph vel egentlig først og fremmest sikret sig selv mod forstyrrende indgreb i hendes private interesser. Hun har lavet en juridisk helgardering. Men hvad med alt det, som ikke har med jura at gøre? Hvad med livet selv? Kan man overhovedet helgardere sig her i tilværelsen?

Er det ikke netop karakteristisk for det liv, vi lever med os selv og hinanden, at livet rummer noget gådefuldt, uoverskueligt og selvoverskridende i sig, som gør, at man aldrig rigtig får tjek på det? Bedst som man tror, at man har sit på det tørre, står det og puster én i nakken.

Ingen har endnu brudt koden og leveret patentopskriften til den rette måde at leve på. Det har Anne Patricia Rehlsdorph heller ikke.