Magtens bærme

Etisk set

HENRIK den Fjerde, Shakespeares storslåede historiske skuespil i to gange fem akter, er en af de mest centrale kilder til tilblivelsen og forståelsen af engelsk national identitet. Lige nu oplever skuespillet en blomstrende sommer i kraft af Dominic Dromgooles vidunderlige opsætning, som trækker fulde huse på Shakespeares Globe i London.

Stykket blev første gang opført i 1597, og det handler om forholdet mellem Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt.

Den unge prins Hal lever et udsvævende liv i selskab med drukmåse, skøger og småkriminelle. Med prinsens ven, den tykvommede og storpralende Falstaff, som samlingspunkt fester de døgnet rundt og hengiver sig til de rene drengestreger.

Prinsens far, Kong Henrik den Fjerde, frygter for sønnens evner som tronfølger. Hans trone udfordres af oprørske kræfter i Wales, Skotland og det nordlige England, hvor særlig den unge Henrik Hedspore gør indtryk ved uforfærdet tapperhed. "Gid han i stedet var min søn," drømmer kongen i første akt. Lidet anende, at prinsen under navnet Henrik den Femte skal blive en af Englands største konger (1413-22), fejret for sin samling af nationen og for sin strålende sejr over Frankrig i slaget ved Agincourt.

I Shakespeares skuespil finder hans kroning sted i sidste akt og fremtræder som kulminationen på en historie om prinsens forvandling til den måske mest engelske af alle Englands regenter.

Mens den kampivrige og veltalende Henrik Hedspore hele tiden søger æren og i virkeligheden opfatter kongemagten som ærens pris – og for den sags skyld endda forsager sin forføreriske hustru, Lady Percy – er prins Hal mindre betaget af både sværdets sang og sceptrets glimmer. Han udskyder gerne øjeblikket for endnu et lystigt bæger vin og en nat med Doll Lagensplitter.

Men da oprøret rejser sig, løfter han sin pligt og tager til fronten, hvor han besejrer den overivrige Hedspore i tvekamp. Og da Henrik den Fjerde til sidst er døende, forlader prinsen sine festvenner og drikker magtens bærme til bunds.

Han ved kun alt for godt, at kongekåben ikke er en festrobe, men en tung byrde, han må iføre sig. I en forfærdelig scene bortviser han sin gamle ven og svirebroder, Falstaff, der er hastet til kroningsceremonien i forventning om, at han fra nu af skal leve i ubekymret udskejelse på kongens gunst.

Men i det øjeblik prins Hal får kronen på, er han ikke længere den, han var. Som Henrik den Femte har han ikke længere en privat tilværelse. Det er denne forvandling, Lene Espersen ikke fatter. Som folketingspolitiker og sekundaminister accepterede offentligheden, at hun igen og igen prioriterede privatsfæren. Men da hun forstødte partiets ukronede konge og satte sig på rigets næsthøjeste stol, mistede hun retten til at være privat. Hun troede, at det var en ny fest, og forstod ikke, at det er en tung byrde.

Omvendt Helle Thorning-Schmidt, der i anledning af balladen om hendes skødesløse skødeoplysninger straks afbrød sin ferie og trådte frem for pressen iført magtens spadseredragt og læbestift, mens hun ydmygt, men værdigt stillede sig til rådighed for både den formelle domsmagt og den glubske folkedomstol. Således taler magtens ubarmhjertige sprog. Og kan man ikke drikke bærmen til bunds, bør man holde sig på afstand.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm