Kunstig befrugtning med sæd fra en død mand

Hvis vi har bevæget os langt fra, hvad naturen havde tænkt sig, var det så ikke en idé at forsøge at stoppe op og sige hertil og ikke længere, siger Tove Videbæk

I forhold til hvad der foregår på det her område af kunstige ting, som jeg har accepteret, synes jeg ikke, det her er skelsættende. Der er rigtig mange steder nu, hvor vi har bevæget os så langt væk fra, hvad naturen havde tænkt sig, at jeg ikke kan se problemer her. Sådan sagde medlem af Det Etiske Råd Lotte Hvas i Kristeligt Dagblad den 28. februar 2012.

LÆS OGSÅ: Fagre nye verden

Dette udsagn synes jeg er interessant. Hvis vi har bevæget os langt fra, hvad naturen havde tænkt sig, var det så ikke en idé at forsøge at stoppe op og sige hertil og ikke længere i stedet for at fortsætte længere væk fra det, som naturen havde tænkt sig?

Årsagen til ovennævnte udtalelse er, at regeringen vil fjerne forbuddet mod at bruge nedfrosset sæd fra mænd, der er døde. Dermed kan en mand, der er død, gøre sin kæreste eller kone gravid og få børn med hende, efter at han er begravet.

Dette rejser flere etiske dilemmaer. Ikke mindst med tanke på de eventuelle børn. Dels må de leve med, at de ikke har nogen far. Dels må de leve med tanken om, at de først blev skabt, efter at deres far var død.

Ud over dette er der andre etiske dilemmaer, der trænger sig på. For hvad med gravfreden? Er det etisk korrekt, at konen eller kæresten bruger mandens sæd til at producere børn, efter at han er død og begravet? Har man spurgt ham, om han ville tillade det? Samtykke kan være ret svært at opnå i denne situation.

Jeg er enig med formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, der i Kristeligt Dagblad samme dag siger, at man skaber jo en ny form for liv efter døden. Det går vist langt ud over det, som var formålet med den oprindelige lov om kunstig befrugtning.

LÆS OGSÅ: Anonymiseret sæd giver eksistentielle problemerKunstig befrugtning er en mulighed for, at barnløse par kan få det barn, som de så inderligt ønsker sig. Og sådan var den oprindelige lovgivning om kunstig befrugtning indrettet. Ifølge den nuværende lov har både enlige og lesbiske kvinder også ret til kunstig befrugtning.

Dette sidste har jeg altid været imod af hensyn til børnene. Det virker, som om man mere har tænkt på de voksnes ret til at få børn, end på børnenes ret til at have både en far og en mor. Men nu er loven sådan, og så er jeg bestemt enig med Lotte Hvas i, at vi har bevæget os langt væk fra, hvad naturen havde tænkt sig.

Derfor er det bekymrende, at regeringen nu vil bevæge sig endnu længere væk. Nemlig til, at en mand skal kunne få børn, efter at han er lagt i graven. Senere kunne loven så måske ændres til, at andre end konen eller kæresten skal kunne bruge den nedfrosne sæd. Eller til, at et barn eller et barnebarn kan få lov til at blive gravid med sin fars eller farfars sæd.

Det og mere i den retning tror jeg ikke, at de politikere, der oprindeligt vedtog loven om kunstig befrugtning, i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at loven skulle kunne bruges til.

Der er flere etiske dilemmaer, som bør drøftes, inden man ændrer en lov som denne endnu længere væk fra, hvad naturen havde tænkt sig.