Kriminalitet og kunst et mentalt skiftespor
Befriende nytænkning indenfor rehabilitering, skriver Jørgen Carlsen
SIDDER DU i fængsel et eller andet sted i verden, er der stor sandsynlighed for, at du befinder dig på amerikansk grund. Hele 25 procent af alle verdens indsatte befinder sig i et af USAs 1800 statsfængsler (prisons) eller 3000 lokale arresthuse (jails).
USA udgør fem procent af verdens befolkning. Det betyder med andre ord, at du som amerikaner har fem gange så stor risiko for at ende i fængsel som borgere i resten af verden.
TEMA: Forbrydelse og straf
Og hvad værre er: Intet tyder på, at denne udvikling har toppet. Siden 1973 er antallet af indsatte i USA steget med over 700 procent. Det amerikanske fængselsvæsen har udviklet sig til en omfattende industri med over 800.000 ansatte. Samlet udgør fængslerne nu den næststørste udgiftspost for det amerikanske samfund, kun overgået af sundhedsområdet.
Fængslerne er en økonomisk dødvægt, der hæmmer udviklingen af trivsel og velfærd. Dertil kommer, at tilbagefaldsraten for tidligere straffede er omkring 45 procent inden for tre år.
Et forsøg på at skræmme de kriminelle ind på dydens smalle vej er bestemmelsen Three Strikes and Out, det vil sige. at man tredje gang, man dømmes for en forbrydelse, automatisk får en straf i intervallet fra 25 års til livsvarigt fængsel. Det har ikke ført til færre indsatte, men det modsatte et resultat, mange eksperter havde påpeget på forhånd. Hvad angår kriminalitetsbekæmpelse er den amerikanske retspolitik en eklatant fiasko både økonomisk, socialt og ikke mindst menneskeligt.
Der findes dog enkelte gode kræfter i det amerikanske fængselsvæsen, som går nye veje i forsøget på at knække kurven. De forsøger at mobilisere elementer fra kunstens verden som en platform for det socialpædagogiske arbejde i fængslerne. På amerikansk taler man om Rehabilitation Through the Arts (RTA, som kan oversættes til rehabilitering gennem kunst, red.).
Især i staten New Yorks fængsler er man langt fremme med forskellige eksperimenter med inddragelse af skuespil, dans, skrivekurser, musik og billedkunst i arbejdet med fangerne. Bestræbelserne ser lovende ud. Der er selvfølgelig ingen garanti for resultatet, men alligevel: forestil dig den mest garvede rockertype spille rollen som Shakespeares Romeo. Lad ham lære replikkerne i balkonscenen udenad og få ham til at lægge sin sjæl i fremførelsen.
Det kan være svært nok at nå så langt, men indvilger han i eksperimentet, vil det ikke kunne udelukkes, at han gennemgår en sjælelig forandring. Han får reetableret en følsomhed og empati, som alt for længe har været udgrænset i hans bevidsthed.
Ved at opfordre fangerne til at forskyde deres aktiviteter over i en æstetisk form, opnår den enkelte indsatte mulighed for at se på sig selv på nye måder og dermed arbejde med sin identitet.
Det har vist sig at kunne føre til nye selvopfattelser, der baner vejen ud af de vante tanke- og adfærdsmønstre og bryder med den fatalistiske resignation, som fastholder mange kriminelle i samme spor: én gang kriminel, altid kriminel. Et forfriskende hjemligt eksempel på et sådant mentalt skiftespor er Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel under ledelse af ildsjælen Louise Adrian.
RTA er måske ikke universalmidlet for al rehabilitering af kriminelle. Men bestræbelserne er i det mindste udtryk for en befriende nytænkning på området.
Og nytænkning er der i allerhøjeste grad brug for. Alt for mange menneskelige ressourcer og livsmuligheder går i dag tabt hos de indsatte i fængslerne. Ikke kun i USA, men også her i Danmark. Lad os få flere folk af typen Louise Adrian ind på banen.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskolefor-stander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk