Hvornår mister mennesket sin værdighed?
At tale om menneskets værdighed har en lang tradition i etikkens historie. Ikke mindst er den tyske filosof Immanuel Kants udsagn kendt om, at mennesket aldrig må betragtes som et middel
Testrup Højskole, som er fra 1866, oplevede i 20. århundrede et hamskifte på næsten 50 år. Fra 1927 til 1974 fungerede den som forskole for vordende sygeplejersker. Den første forstander for sygeplejehøjskolen var Maren Grosen en ung afdelingssygeplejerske, som var kendt for at rejse land og rige rundt med foredraget Kunsten at modtage en patient.
Bare titlen på foredraget kan gøre én helt varm om hjertet: tænk at forbinde sygeplejen med en kunst. Maren Grosens pointe var, at fagligheden hos sygeplejersken selvfølgelig skulle være i orden, men mindst lige så vigtig var den personlige holdning.
Selve kunsten bestod i at yde patienten hjælp og pleje på en måde, så vedkommende ikke mistede sin værdighed. Patienten skulle ses som et medmenneske og ikke bare som et sygdomstilfælde, man kunne tale hen over hovedet på.
At tale om menneskets værdighed har en lang tradition i etikkens historie. Kendt er ikke mindst den tyske filosof Immanuel Kants udsagn om, at et menneske aldrig må betragtes som et middel. Mennesket er nemlig selv et mål. Mennesket har en iboende værdighed, som ikke må krænkes.
LÆS OGSÅ: Den umenneskelige værdighed
SÅ VIDT SÅ GODT. Ud fra dette grundlæggende etiske princip er det en let sag at orientere sig i verden. Et menneske, der bruges som middel eller redskab, får krænket sin værdighed. Men hvad så med soldaten eller den professionelle fodboldspiller? Er opgaven for dem ikke at vinde kampen? Er de ikke midler til sejren?
Eller hvad med læreren, sygeplejersken, politibetjenten er de ikke midler til dygtiggørelse, helbredelse eller til opretholdelse af den offentlige orden? Eller hvad med funktionæren, børsmægleren, spindoktoren? Er de ikke midler til firmaets drift, til at opnå gevinst ved spekulation eller til at takle politiske øv-sager? De bliver vel alle sammen brugt som redskaber til et eftertragtet mål.
Men måske er det noget andet, man har i tankerne, når man taler om mennesket som middel. Det er den gruppe af mennesker, som i mere radikal forstand tilbyder sig selv som redskab. De prostituerede, som har gjort deres krop til en vare. Rugemødrene i Indien og andre steder, som udlejer deres livmoder for penge. Eller organdonorer rundt omkring i fattige områder af verden, som på trods af loven sælger deres ene nyre. Når man undtager de ulykkelige kvinder, som er offer for trafficking, er der i det store og hele tale om frivillige handlinger fra de pågældendes side.
Det store etiske spørgsmål er så: Er disse mennesker uværdige? Har de falbudt deres iboende værdighed for usselt mammon? Er den indiske kvinde, der tilbyder sig som rugemor for at sikre sine børns uddannelse, uværdig?
Eller lad os gå til litteraturen. I Dostojevskijs Forbrydelse og straf møder vi et stort persongalleri af forskellige moralske karakterer. Den ædleste af dem alle er luderen Sonja, som trækker for at skaffe penge til sin forkomne far.
Hvad var det for resten for folk, Jesus omgav sig med? Og hvem skal kaste den første sten? Hvem er det værdige menneske?
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk