Etik på de sociale medier

De sociale medier er ikke sted, hvor man kun møder de helt unge. Både på Facebook og især på Twitter er der rigtig mange voksne og modne mennesker, skriver Erling Tiedemann i denne uges "Etisk set," hvor han stiller skarpt på internettets sociale muligheder

DE FLESTE, DER HAR PRØVET at være på Twitter, Facebook eller andre såkaldt sociale medier, deler tror jeg den erfaring, at man let kan komme i tvivl om, hvorvidt udbyttet er den tid værd, som man bruger på det.

Specielt vil måske vi ældre, som lever i stumpen af tilværelsen, og som i forvejen synes, at der snart kun er fem dage i ugen, sætte spørgsmålstegn ved, om indholdet af den meningsudveksling, man på den måde kan opnå med andre, tåler sammenligning med, hvad man kunne have fået ud af at bruge tiden til noget andet.

Og hører man så endda, at der ofte slet ikke er tale om meningsudveksling, som man kunne lære noget af, men bare om publicering af fuldstændigt ligegyldige budskaber i stil med, at jeg har bagt en kage i dag, så vil mange på forhånd afvise invitationen til at være med: Det er jo alligevel bare en kravlegård, hvor ganske unge mennesker pjatter rundt

Jeg anerkender fuldstændigt problemstillingen, men har ikke endnu ikke? besluttet, at det ikke er noget for mig.

Følg mellemøstkorrespondent Allan Sørensen på Twitter.

Men først lige en rettelse. De sociale medier er ikke et sted, hvor man kun møder de helt unge. Både på Facebook og især på Twitter er der rigtig mange voksne og modne mennesker, som man udmærket kan få noget ud af at snakke med. Og selvom også voksne naturligvis kan finde på at fortælle om den kage, de har bagt i dag, så er der endnu flere, som har noget substantielt på hjerte.

Måske er man enig med dem måske slet ikke; tværtimod, man møder modstand. Men også dét kan være værdifuldt, fordi det tvinger en til at formulere sig bedre.

På Twitter er der endda den begrænsning, at man kun har 140 bogstaver til rådighed til en meningstilkendegivelse, inklusive tegn og mellemrum; det bliver en hel sport at få det sagt, man vil sige, inden for denne stramme ramme.

Følg Kristeligt Dagblad på Twitter

Bortset fra, hvad man selv kan få ud af at deltage, så er der også nogle etiske hensyn, som måske især lidt ældre mennesker kan bidrage til at få varetaget.

Når man gennem hele sin skoletid har sunget morgensang om den åbne pande og den opslåede ridderhjelm, så har man fået indprentet nogle etiske holdninger til det at vedstå sine meninger, og man kan være med til at få illegitim anonymitet inddæmmet til tider blot ved at opfordre rette vedkommende til at skrive under navn i stedet for under pseudonym.

Det andet er, at man kan bidrage til en acceptabel og respektfuld tone, der ikke forhindrer skarpt formulerede synspunkter, men afstår fra citatfusk og personlige angreb.

Så prøv det! Om ikke an-det kan et barnebarn sikkert hjælpe med at komme i gang