Et voldsmonopol er selvtægtens modsætning

Politiet har ret og pligt til at bruge vold. Det har monopol på volden i det dansk demokrati. Og hvad indebærer det så, spørger Erling Tiedemann. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Politiet vendte bare ryggen til, er ikke en replik, vi ønsker at komme til at høre i en retsstat, og talen om bydele, der er no go-zone for politi og brandvæsen, er ødelæggende for tilliden til myndighederne, skriver Erling Tiedemann i denne uges Etisk Set

FORPLIGTER voldsmonopolet? Ja, naturligvis, det gør i øvrigt de fleste monopoler i denne verden, men måske især netop voldsmonopolet.

Begrebet dækker, at statsmagten har monopol på voldsanvendelse, dels internt, hvor monopolet forvaltes af politiet, dels eksternt, hvor monopolet er betroet forsvaret.

En politibetjent må bruge vold i sin tjeneste, en kirkegårdsbetjent må ikke. Naturligvis skal der tilføjes nuancer til denne forkromede fremstilling. For det første er politiets voldsanvendelse kun acceptabel, hvis den udøves på monopolets betingelser, det vil sige inden for de grænser, som lovgivningen afstikker, og under ansvar over for domstolene.

For det andet er monopolet ikke til hinder for, at den enkelte borger kan bruge vold under legitimt selvforsvar. Og så videre og så videre flere grænser, endnu flere nuancer.

Men til det grundlæggende hører stadig det helt enkle, at voldsmonopolet afskærer andre end de bemyndigede fra lovligt at bruge vold. Etisk set er voldsmonopolet således også selvtægtens modsætning.

TEMA: Forbrydelse og straf

VOLDSMONOPOLETS målsætning er befolkningens tryghed. Og tryghed er et så basalt behov for mennesker, at de færreste i et demokrati og en retsstat betænker sig på at betragte tryghed som en menneskeret. Det er en hovedopgave for staten at sikre familiernes og personernes tryghed.

Vold er tvang, men voldsmonopolet er i et demokrati ikke beregnet på at gennemtvinge holdninger, men på at beskytte sådanne. I modsætning til lande, hvor volds­magten angriber fredelige demonstrationer for at kvæle deres anliggende, går politiet her til lands ind mellem forskellige demonstrationstog med modsat rettede budskaber for at beskytte begge parters ytringsfrihed samt for at beskytte den sagesløse omverden mod voldelige udbrud, hvis en demonstrations fredelighed slipper op.

Det bliver selvfølgelig alt sammen debatteret i et demokrati, og både i det ekstreme højre og det ekstreme venstre findes der kræfter, som fantaserer om ret til voldsanvendelse mod et samfund, som de betragter som grundlæggende uretfærdigt, og hvis voldsmonopol de derfor bestrider.

PÅ DET SENESTE trænger en anden problemstilling sig imidlertid på, og utrygheden vokser blandt ganske almindelige borgere, hvem enhver ekstremisme ligger fjernt. Thi statens voldsmonopol er vel ikke bare en eneret for de bemyndigede? Der er vel også en pligt til at levere den nødvendige vold for at sikre den civile tryghed, som er meningen med monopolet?

Politiet vendte bare ryggen til, er ikke en replik, vi ønsker at komme til at høre i en retsstat, og talen om bydele, der er no go-zone for politi og brandvæsen, er ødelæggende for tilliden til myndighederne.

LÆS OGSÅ: Hævn er folkets ret

En forkert tilbageholdenhed fra politiets side giver ikke alene kriminelle kredse mulighed for at anvende vold; den giver også grobund for, at ellers lovlydige borgere falder for fristelsen til at bruge selvtægt.

Voldsmonopolet er ikke kun en ret for staten; det er også en pligt. Bruges monopolet ikke, går det i opløsning og samfundet med dét.