Det velfærdsteknologiske hokuspokus

Robotstøvsugere, robotter, der kan made, bade, trøste. Robotter i mange afskygninger er på vej ind i ældreplejen, og måske lader institutioner og kommuner sig lidt for let overtales af dygtige sælgere, mener Klavs Birkholm. - Foto: colourbox.com

Myten om ældrebomben misbruges af sælgere, der vil have robotter ind i ældreplejen, mener Klavs Birkholm

REGIONER OG KOMMUNER satser lige nu vildt på de såkaldte velfærdsteknologier. Robotstøvsugere, spiserobotter, humane vasketurbiner, den intelligente sæl Paro og den omvandrende fladskærm Giraff dukker op næsten overalt blandt andet fordi alle gerne vil have del i velfærdsmillionerne fra den statslige ATB-fond, der blev oprettet med finansloven for 2008.

Således er kommunalpolitikere, robotingeniører og konsulenter (mange af dem finansieret fra de selvsamme projektpenge) blevet en slags turnerende salgsteam, der forsøger at overbevise de ansatte i sundhedssektor og ældrepleje om de nye teknologiers velsignelser.

Når jeg kommer til stede ved den slags salgsmøder for at pege på et par etiske forbehold, oplever jeg næsten altid, at sælgerholdet indleder med et argument, der forventes at gøre alle indvendinger tavse: påstanden om, at vi om få år vil savne hænder til de massivt voksende plejekrav. Det er et stykke lodret svindel eller i bedste fald en bevidstløs gentagelse af en vildfaren myte.

Myten om ældrebomben kolporteres ofte med en grafik, der viser, at antallet af borgere på 65 år og derover vil vokse med 70 procent fra 2000 til 2040, mens antallet af borgere i alderen 17-64 år forventes at forblive stort set uforandret. Den spektakulære kurve dækker over den lidt mindre dramatiske prognose, at gruppen af borgere over 65 år vil stige fra 17 procent af den samlede befolkning i dag til 24 procent i 2040, mens gruppen af 18-64-årige tilsvarende vil mindskes fra 61 til 54 procent af alle danskere.

HVAD FORTÆLLER DET OS? Ikke ret meget. At den gennemsnitlige levealder stiger betyder naturligvis ikke, at plejebehovet vokser ligefrem proportionalt hermed. Ligesom antallet af hænder til rådighed ikke automatisk falder, bare fordi fødselstallet daler. Og netop forholdet mellem gruppen af plejekrævende og gruppen af arbejdsduelige er det interessante tal, som robotsælgernes power point aldrig fortæller noget om.

Det er indlysende, at med væksten i gennemsnitlig levealder vokser også sundhedstilstanden. En mand på 65 år kan i dag være lige så frisk, som en mand på 55 var i 1960. Hvis gennemsnitsalderen, hvor man bliver plejekrævende, i dag er 72 år, er den måske 77 år i 2040.

Det betyder oven i købet, at de fleste mennesker ikke ophører med at være arbejdsduelige, når de bliver 65. Antallet af fysisk nedslidende job bliver stadig mindre, og vi hører allerede nu historier om mennesker, der efter at være gået på pension ønsker sig tilbage i arbejdslivet. Efterhånden som vi lever længere, kan fællesskabet jo heller ikke betale for, at alle får fri til at spille golf, så snart de fylder 65. Endelig må man spørge, hvorfor politikerne taler om manglende hænder, når ledighedskøerne bliver ved med at vokse. Ny teknologi sparer jo hele tiden arbejdspladser i næsten alle fag, og da kun de færreste vil arbejde på nedsat tid, har antallet af mennesker på overførselsindkomst i den arbejdsduelige alder holdt sig permanent over de 800.000 gennem snart 30 år. Der er masser af ledig arbejdskraft, og det vil der fortsat være.

Nogle af de nye robot-teknologier kan være trivselsfremmende, mens andre virker meningsløst fremmedgørende. Men den vurdering får hverken plejere eller brugere lov til at foretage. De præsenteres straks for den tikkende ældrebombe, og hokuspokus så er der ikke længere noget at tale om.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk