Det Etiske Råds natur

Journalist Klavs BirkholmFotograf: Hans Christian Jacobsen

Tidligere medlem af Det Etiske Råd, Klavs Birkholm, om rådets formål og virkeområder

FOR SEKS år siden blev Det Etiske Råds virkefelt udvidet, da spørgsmålene om de avancerede bioteknologiers påvirkning af mennesket blev suppleret med spørgsmålene om de samme teknologiers påvirkning af naturen. Det skete som led i den såkaldte sanering af råd og nævn.

Oprindelig var rådet blevet oprettet for at belyse den etiske svimmelhed, som mange følte ved de nye teknologiers muligheder for at gribe ind i livets tilblivelse (reagensglasbørn) og afslutning (hjernedødskriteriet).

Kunstig befrugtning, fostersortering og transplantation af store organer stillede politikerne i en forlegenhed, som Det Etiske Råd skulle hjælpe offentligheden og folkestyret med at håndtere. Det var afsættet for indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) og Folketinget, da den første lov blev vedtaget i 1987.

Med lovrevisionen, der trådte i kraft den 1. januar 2005, fik rådet tillige til opgave at tage fat på de beslægtede dilemmaer, der opstår ved de avancerede bioteknologiers indgriben i "natur, miljø og fødevarer".

Men hvad betyder det i praksis? I de forløbne seks år har rådet været noget i vildrede på det punkt.

Jeg var selv en af dem, der gik varmt ind for, at "naturen" burde inkluderes i rådets arbejde. Jeg er nemlig af den overbevisning, at nutidens dristige og ubekymrede manipulation med menneskets biologi er et udtryk for vor civilisations brutale natursyn.

MENNESKESYNET er uopløseligt indfældet i natursynet, så sandt som mennesket er et naturvæsen, førend det overhovedet bliver tænkende og kulturskabende.

Når fertilitetslægerne for eksempel ganske ubekymret frembringer flere og flere drengebørn med dårlig sædkvalitet, svarer det efter min opfattelse nøje til politikernes ubekymrethed, når de vedtager nye motorveje til forøgelse af den klimabelastende trafik.

Naturen betragtes i begge tilfælde – fejlagtigt – som noget, vi er herrer over, noget, vi kan styre, noget, vi har ret til at "håndtere" og noget, vi selv står uden for. Betyder det, at Det Etiske Råd i henhold til sit udvidede mandat bør tage stilling til dansk motorvejsbyggeri? Ikke efter min mening, for i så fald vil rådet degradere sig selv til en politiserende kommission i stedet for at være et organ til belysning af de svære valg, mennesker og samfund stilles over for som følge af avancerede bioteknologiers helt nye og uventede ændring af de hidtil gældende eksistensvilkår.

At det er uetisk at tage på charterferie i Thailand eller Caribien, kan ethvert oplyst menneske gennemskue. Flyrejsen frem og tilbage er så CO2-belastende, at det koster både planter og dyr og mennesker livet, ganske vist andre steder på Jorden. Men det har ikke noget at gøre med radikalt nye teknologier, og det kan enhver tænkende politiker selv indse uden at blive vejledt af Det Etiske Råd.

Derimod er japanske forskeres planer om ved hjælp af kloning at genskabe istidens uddøde mammut noget, der åbner svimlende nye perspektiver akkurat som reagensglasbefrugtning gjorde i 1987. Det samme gælder den nye disciplin "syntetisk biologi", hvis den forstås som laboratoriefremstilling af aldrig før eksisterende livsformer.

Det er nye opgaver for alle i Det Etiske Råd, akkurat som for eksempel fremstilling af reserveorganer fra stamcellekulturer.

Eller rettere: Det er gamle opgaver. For ligesom naturen er i mennesket, er mennesket en del af naturen.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm.