Den snigende dødshjælps sande væsen
Hvis drab på mennesker ikke er noget, man altid viger tilbage for, så har man åbnet ladeporten for, hvad en snigende dødshjælp vil udvikle sig til, når den får tid til at vise sit sande væsen, skriver Erling Tiedemann
Ordet dødshjælp er flertydigt. Det bruges både om hjælp med at dø og om hjælp til at dø. Og i forbindelse med tillægsordet passiv bruges det misvisende om noget, der er aldeles aktivt, nemlig en smertehjælp, som ikke sigter på at tage livet af patienten, men på at tage smerten fra denne.
Læger, der afbryder behandlingen, enten fordi den er udsigtsløs og måske endda belastende, eller fordi patienten for eksempel gennem et livstestamente har fravalgt den, sigter heller ikke på at aflive patienten.
På denne flertydige baggrund svarer et flertal ud af deres gode hjerte og af respekt for andres valg bekræftende på spørgsmålet Er du for eller imod aktiv dødshjælp?, mens Lægeforeningen, skiftende sundhedsministre og Det Etiske Råd, der har haft lejlighed til indgående at analysere de mange aspekter af spørgsmålet, alle er imod.
Når et etisk dilemma skal udredes, handler det ofte og også i denne sammenhæng om at overveje tingene i et tidsmæssigt perspektiv, så det gode liv ikke blot bliver forstået som den gode stund, her og nu, men anskuet på det lange sigt og i en bredere sammenhæng.
Ofte søges tilslutning til at lovliggøre hvad juraen præcist betegner som drab på begæring, opnået ved at opstille betingelser, der skal begrænse rækkevidden af lovliggørelsen.
Drab på begæring, fremhæves det beroligende, skal kun være lovligt, hvis det handler om mennesker, der selv udtrykker ønsket om at blive aflivet, og som er habile, så de er i stand til at træffe en sådan beslutning. Der skal være tale om, at de lider ubærligt og for så vidt allerede er på vej til at dø og dét skal i øvrigt vurderes af en eller flere læger, der skal godkende aflivningen.
Sådan var grundtrækkene i den hollandske ordning, da den blev indført, men respekten for begrænsningerne er efterfølgende skredet helt i overensstemmelse med den etiske glidebanelogik. En hollandsk undersøgelse dokumenterede således over tusind tilfælde af dødshjælp, hvor patienten ikke var i stand til at anmode herom, men hvor drabet alligevel blev udført.
For nogle år siden skrev den australske professor Peter Singer en bog med titlen Should the baby live?. Her gjorde han sig til talsmand for et par ugers fortrydelsesret for forældre, der får et handicappet barn en tankegang, der minder om den lovgivning, som på det seneste er blevet indført i Belgien om aflivning af alvorligt syge børn. Naturligvis er der som sædvanligt beroligende begrænsninger og krav om barnets eget samtykke, men de færreste kan tro på, at glidebanelogikken ikke også vil gøre det af med dem.
Hvis drab på mennesker ikke er noget, man altid viger tilbage for, så har man åbnet ladeporten for, hvad en snigende dødshjælp vil udvikle sig til, når den får tid at vise sit sande væsen.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk