Cpr-nummeret har fordele - men pas på!

Det danske Cpr-nummer-system hviler på en implicit etik. -

Erling Tiedemann ser nærmere på Cpr-numre og hvad, de bør og ikke bør bruges til i denne uges "Etisk set"

MED REGELMÆSSIGE, men kortere og kortere mellemrum blusser debatten om cpr-nummeret op. Sjældent bliver det imidlertid nævnt, at systemet hviler på en afvejning af modstående etiske hensyn.

Samfundets informationssystemer bør nemlig indrettes, så de på den ene side sikrer en effektiv og korrekt administration og på den anden side beskytter borgerne mod, at følsomme oplysninger om dem unødigt gøres tilgængelige.
LÆS OGSÅ: 100.000 cpr.-numre måske sendt i åbne breve

Alle har ikke krav på at få alt at vide om andre; vi mennesker har en informationsmæssig urørlighedszone, som skal respekteres, hvis det gode liv skal værnes.

Vi ønsker ikke at blive overvåget, men vi vil samtidig gerne have, at socialbedragere og andre svindlere bliver det. Vi bryder os ikke om at blive fanget af et overvågningskamera på Strøget, men vi finder det opmuntrende, når politiet kan fange en forbryder, fordi han kom med på billedet.

TEMA: Overvågning

Cpr-nummeret giver os tilsvarende en række afgørende gevinster. Valide forskningsresultater af stor betydning for samfundet kan sjældent opnås uden brug af entydig person-identifikation og tænk, her er cpr-nummeret 100 procent entydigt og dermed mere sikkert end en gentest.

Trods naturlig modvilje mod at betale skat ser vi da også fordelen ved cpr-nummeret, som er med til at sikre, at vi heller ikke kommer til at betale andres skat.

Men samtidig får vi hele tiden at vide, at vi skal tie stille med vores cpr-nummer. Det er bare ikke så let.

LÆS OGSÅ: Forbrugere handler naivt med personlige data

Når hospitalslaboranten triller sin lille vogn ind på sygestuen for at tage blodprøver, sikrer hun sig mod fejl ved at spørge patienten om cpr-nummer, og svaret bliver dermed kendt af alle andre på stuen.

Når man skriver en ansøgning om et job og vedlægger sit eksamensbevis, afsløres cpr-nummeret også. Og når man lejer en bil og skal vise sit kørekort, står cpr-nummeret på forsiden.

Vil man have fradrag for en skilling til Folkekirkens Nødhjælp eller Frelsens Hær, skal ens cpr-nummer også oplyses. Og telefonselskab, bank, forsikringsselskab, faglige organisationer og mange andre vil alle have vores cpr-nummer, og vi giver dem det gerne, fordi de ellers ikke kan betjene os.

Dermed er vores cpr-nummer så vidt og bredt kendt af andre, at såkaldt identitetstyveri ikke hindres af, at vi selv krampagtigt holder personnummeret tæt ind til kroppen.

Vi skræmmes selvfølgelig af advarsler om, hvor galt det kan gå, hvis nogen får fat i vores cpr-nummer, men det var nok bedre at informere os ærligt om, hvor let det er for andre at finde det helt uden vores medvirken.

Vejen til det gode liv er vejen ud af illusionerne. Løsningen er, at det aldrig accepteres, at cpr-nummeret bare bliver brugt som adgangskode. Løsningen er at flytte låsen derhen, hvor indbrud sker, i stedet for at sætte den på en halvåben dør, det alligevel er så let at lirke op.

LÆS OGSÅ: Tidligere "Etisk set"-klummer

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk