Økonomi styrer politik

politik, økonomi, mønter, sedler, penge

Økonomi styrer politik, skriver idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. Colourbox

relevante temaer

Udpeg politiske sager, som er hævet over ethvert hensyn til økonomi. De findes naturligvis, men de er ikke mange, skriver idéhistoriker Jørgen Carlsen

KARL MARX ER OFTE blevet skældt ud for at operere med et primitivt menneskesyn. Han er en afstumpet og vulgær materialist, der ikke har sans for andet end menneskets egoistiske egeninteresse. Mennesket vil som samfundsborger handle ud fra økonomiske motiver. Politik er økonomi.

Det lyder temmelig klamt og uhyggeligt. Tænk sig, hvis det virkelig forholdt sig sådan. Hvor trist ville det ikke være? Det ville jo betyde, at enhver idealisme, menneskelighed, opmærksomhed, hjælpsomhed, solidaritet og offervilje i sidste instans kom til kort over for de faktiske forhold i jernindustrien: Koster det mig noget, eller kan jeg tjene på det – hvad kan jeg selv få ud af det?

Men hånden på hjertet: Er det ikke netop det, der er kendsgerningen i den realpolitiske verden? Er det ikke sådan, klaveret spiller? Bevares, indimellem kan musikken udstyres med lyriske og følsomme triller, men det bliver ikke til mere end krusninger på overfladen.

Magten baserer sig på bastante grundakkorder, der har med egennytte og økonomiske motiver at gøre. Tænk for eksempel på Bill Clintons berømte svar på spørgsmålet om, hvad der afgør det kommende præsidentvalg: "Economy, stupid!" (økonomien, dumme!). Hvis ikke man forstår, at økonomien får det sidste ord, er man et sentimentalt fjols.

Dette grundsyn på politik gælder ikke bare i det amerikanske liberalkapitalistiske samfund. Det gælder verden over, uanset hvilke ideologiske etiketter de enkelte samfund udstyrer sig med. Måske burde vi for fuldstændighedens skyld gøre en undtagelse. Den lille Himalaya-stat Bhutan – et af verdens yngste demokratier – har som det eneste samfund på Jorden valgt at udskifte bruttonationalproduktet med et nationalt lykkeindeks. Det klinger rørende, eksotisk og ædelt i manges ører. Men de fleste tænker realpolitisk ligesom Clinton. De affærdiger det som sværmerisk, utopisk og uden jordforbindelse.

Hvor meget vi her til lands end smykker os med betegnelsen velfærdsstat, så er vi temmelig fjernt fra det bhutanske Shangri-La. Også hos os er politik i altovervejende grad reduceret til et spørgsmål om økonomi.

Og jo mere valget nærmer sig, jo mere drejer den politiske diskussion sig om kroner og ører – om efterløn, konkurrenceevne, skattelettelser, nedskæringer, omfordelinger af velfærdskagen, dagpenge, pensioner med mere. Selv spørgsmål om menneskers liv og død – for eksempel vore soldater i Afghanistan – vil i den kommende valgkamp spille en marginal rolle. De bliver overdøvet af larmen fra den økonomiske slagmark.

Lad os foretage et tankeeksperiment: Udpeg politiske sager, som er hævet over ethvert hensyn til økonomi. De findes naturligvis, men de er ikke mange. Nogle vil typisk være afhængige af livssyn, menneskesyn, tro og skepsis – altså etiske og religiøse grundspørgsmål.

Det vil i øvrigt typisk være spørgsmål, hvor Folketingets medlemmer vil være fritstillet – altså hævet over partipolitiske interesser. Hvilken lære kan man drage af dette? Man kan konstatere, at det eneste, politikere for alvor engagerer sig i, er penge.

Summa summarum: Politik er økonomi. Gad vide, om ikke gamle forkætrede Karl Marx har mere ret, end godt er. Måske er det slet ikke Karl Marx, der er primitiv. Måske er det den virkelighed, han beskriver, der er det.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Giovanna D'Arco"

kr. 189,00 Køb

Valfart til Hildegards klostre

kr. 6.695,00 Køb

STYRK DIT BARNS KARAKTER - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse

kr. 249,00 Køb

Strauss - Complete Operas

kr. 679,00 Køb

Oplev kulturbegivenhed i Ribe

kr. 1.875,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.