Uskyldig i røveri renset efter ni år

”Det er et generelt problem i dansk ret, at man tillægger vidnebeviset alt for stor vægt. Og dette er ikke den eneste sag,” siger advokaten til den uskyldigt dømte Claes Toft Rasmussen Foto: Nils Mogensen Svaleb

En 42-årig hjemløs førtidspensionist fik endelig oprejsning i retten

Efter mere end ni år har en fynsk mand fået oprejsning for en forkert dom. Østre Landsret frikendte i går førtidspensionist Claes Toft Rasmussen der lever på gaden for et forsøg på røveri, som han i 2005 fejlagtigt blev fundet skyldig i at have begået.

Han har for længst afsonet straffen 14 måneder kom han til at sidde inde for noget, han ikke havde gjort. Justitsmordet skyldes, at et vidne havde løjet over for politiet og over for såvel byret som landsret.

Rasmussen blev i februar 2005 idømt fængsel i et år og seks måneder for røveriet mod vidnet, der var kok på en restaurant i Odense, og for et par mindre forhold.

Kokken hævdede, at han var blevet udsat for røveri i en baggård i oktober 2004 og udpegede Rasmussen som gerningsmand. Politi, anklagemyndighed og dommere valgte at se stort på, at Rasmussen nægtede sig skyldig.

Bedraget blev først afsløret mange år senere. I 2013 kom kokken med en vidtløftig historie om, at han tappert havde forhindret et røveri mod Svendborg Sparekasse. Omtalen af politiets belønning med en dusør på 1000 kroner fik flere skeptiske borgere til at henvende sig.

Derefter begyndte politiet at grave i sagen. Og så blev det afsløret, at manden havde løjet både om denne og andre kriminelle handlinger herunder røveriet i 2004.

Advokat Niels Rex, der repræsenterer den frikendte, er overbevist om, at også andre er blevet uretmæssigt dømt på grund af deres fortid.

”Det er et generelt problem i dansk ret, at man tillægger vidnebeviset alt for stor vægt. Og dette er ikke den eneste sag,” siger han og fortsætter:

”Man troede på køkken-chefen, og så forsvandt den sunde skepsis,”

Advokaten har indtil videre opgjort kravet om erstatning til omkring 450.000 kroner.