Skal dyr have rettigheder?

Forholdet mellem mennesker og dyr er en af de røde tråde, der trækker sig gennem europæisk idéhistorie. Foto: Arkivfoto

Kravet om rettigheder til dyr er i dag en bevægelse i vækst. Alt andet vil være ”artsracisme”, mener filosof Peter Singer

I årevis har Tommy siddet i en lille celle i en mørk hangar i Gloversville i staten New York, adskilt fra verden af et gitterværk og med et farve-tv som eneste underholdning. Måske har han set et af de mange tv-indslag om den retssag, som netop nu verserer for appelretten i Albany med ham selv i centrum. For Tommy kommer måske til at skrive retshistorie. Han kan blive den første chimpanse, der får juridisk status som en person.

”Ethvert selvstændigt og selvbestemmende væsen bør være en person i juridisk forstand,” er argumentet fra Steven Wise fra bevægelsen The Nonhuman Project, Projekt Ikke-menneske, som har anlagt retssagen.

The Nonhuman Project repræsenterer et af flere forsøg på at få anerkendt dyrs rettigheder på samme måde, som mennesker har rettigheder. Dyr skal ikke bare behandles ordentligt og beskyttes mod dyremishandling. De skal have ret til at leve for deres egen skyld og ikke kun som menneskers forbrugsgoder. Deres interesser skal have samme vægt som menneskers. Alt andet er en form for diskrimination eller artsracisme, som det er formuleret af den australske etiker Peter Singer, en af tidens største fortalere for dyrerettigheder.

The Great Ape Project vil have FN til at vedtage en deklaration, der giver ikke-menneskelige aber juridiske rettigheder. Andre kræver det samme for hvaler og delfiner. Og i 2011 startede underskriftindsamling for vedtagelsen af en Dyrerettighedsdeklaration i FN på lige fod med Menneskerettighedsdeklarationen.

Enkelte lande har allerede udviklet dyrenes samfundsmæssige status. I 1998 anerkendte Schweiz som det første europæiske land dyrenes ”værdi som livsvæsener”. Tyskland og Østrig har siden ændret deres forfatninger, så de ikke kun beskytter mennesker, men også dyr. Og Frankrig har netop ændret sin lovgivning, der karakteriserede dyr som ”ting”.

”Ofte skelner man i den dyreetiske debat mellem dyrevelfærd, der handler om at beskytte dyr mod mishandling, og så egentlige dyrerettigheder. Men man kan også hævde, at dyrevelfærd på det filosofiske plan dybest set handler om dyrs ret til ikke at blive krænket,” siger Jes Lynning Harfeld, der forsker i dyreetik ved Center for Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet.

Forholdet mellem mennesker og dyr og menneskers rolle i forhold til andre levende væsener er en af de røde tråde, der trækker sig gennem europæisk idéhistorie. I det sjette århundrede før Kristus besluttede Pythagoras at holde op med at spise kød, fordi han troede på sjælevandring og derfor så det at spise kød som en form for potentiel kannibalisme.

Han tilkendte med andre ord dyrene en sjæl.

”Også Aristoteles, der anerkendte mange dyriske træk hos mennesket, mente, at dyrene havede en form for sjæl, at der var nogen hjemme i sjælelig forstand, men han fastholdt alligevel en afgørende forskel mellem mennesker og dyr, som han placerede på et lavere stade i sin 'Scala Naturae'. Det bliver forstærket med kristendommen, der her markerer et brud med den græske tænkning. Dyrene er nok en del af Guds skaberværk, men Skabelsesberetningen siger også om mennesket, at det skal 'herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden',” påpeger Jes Lynning Harfeld.

Kirkefædre som Augustin og Thomas Aquinas sætter lige så klart mennesket over dyrene, men de bekymrer sig også om dyrene, som mennesket har et ansvar for, understreger sognepræst i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde Martin Ishøy, der har arbejdet indgående med miljøetik.

”Der er et paradoks i den kristne dyreetik. Mennesker adskiller sig fra dyr, fordi vi i modsætning til dyr er i stand til at skue sandheden og begribe Gud. Men vi er ikke desto mindre skabt i samme ramme, og vi deler med dyrene vores omsorg for vores unger. Femte Mosebog siger for eksempel, at 'du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker'. Spørgsmålet er jo bare, hvordan det er ment og blevet forstået. Er det for oksens skyld, på grund af dens smerteoplevelse? Eller for dens værdigheds skyld? Er det måske udtryk for ejerens moralitet eller hans sjæls godhed? Er det, fordi Gud har skabt oksen, og 'Jorden og alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren'? (Ps. 24,1)? Den dobbelthed skal man have in mente i den kristne etik,” fastslår Martin Ishøy.

Faktisk blev dyr i middelalderen taget etisk alvorligt i en sådan grad, at de kunne stilles for en kirkeret, hvis de opførte sig skidt. Men så kommer oplysningstiden og rationalismen og gør dyr og naturen i det hele taget til en nyt-tegenstand for menneskets foretagsomhed. Mest hårdhændet formuleres det af René Descartes. Mennesket tænker og eksisterer derfor. Dyr tænker ikke og er derfor en slags maskiner, et avanceret urværk, der ikke engang kan føle smerte, som Jes Lynning Harfeld formulerer det.

Fra Descartes deler vejene sig i europæisk tænkning. En gren vokser frem i Tyskland, hvor Kant tager en tanke op, som har rod tilbage til Thomas Aquinas. Mennesker skal ikke mishandle dyr, ikke fordi dyr har en værdi i sig selv, som mennesker har pligt til at respektere, men fordi mennesket bliver afstumpet og forrået af brutalitet. Man mister evnen til medfølelse med mennesker, skriver han i ”Grundlæggelse af moralens metafysik” i 1785.

Næsten samtidig skriver den engelske liberalistiske filosof Jeremy Bentham sin ”Introduktion til moralens og lovens principper”. Og han når frem til en helt anden og banebrydende konklusion. Vi skal ikke spørge, om dyr har en sjæl eller ej, om de er rationelle væsener eller ej. Men kun: Kan de lide?

”Jeremy Bentham fastslår, at man ikke kan holde mennesker som slaver, alene af den grund at de er sorte. Og at man derfor heller ikke kan holde andre væsener som slaver, bare fordi de har fire ben eller pels. Det er her, tanken om dyrs rettigheder fødes,” siger Jes Lynning Harfeld.

I Danmark i 1875 tog etatsråd Jacob Christopher Lembcke og hans hustru, Julie Albertine Augusta, initiativ til Dyrenes Beskyttelse, 50 år efter oprettelsen af verdens første dyreværnsforening i England. Hvilket igen skete umiddelbart før Charles Darwin i 1859 præsenterede evolutionsteorien i ”Arternes oprindelse” og fastslog, at mennesker og aber har fælles forfædre.

”Den videnskabelige tilgang til dyrerettigheder er tveægget,” påpeger Jes Lynning Harfeld.

”På den ene side har videnskaben svært ved at forholde sig til det, der ikke kan måles, og er derfor skeptisk over for synspunktet om, at dyr kan have følelser ligesom mennesker. Men omvendt viser forskningen, at for eksempel grise har kognitive evner, der større end børns frem til en vis alder. I de seneste år er det synspunkt derfor vokset frem, at hvis vi vil være logiske, skal vi lade menneskerettighederne gælde for alle livsvæsener,” påpeger han.

Det er dette synspunkt, som den australske tænker Peter Singer populariserede i 1971, da han opfandt ordet ”artsracisme”, en diskrimination af andre arter på et lige så irrationelt grundlag som race- og kønsdiskrimination.

”Dette synspunkt hviler på den opfattelse, at et levende væsen har en værdi i sig selv, fordi det er i stand til at værdsætte sit eget liv. Og det bæres af en voksende forståelse af, at vi alle sammen er dyr,” konkluderer Jes Lynning Harfeld.