Vores viden om klima-forandringerne ændrer intet

Selvom to ud af tre danskere under 35 år bekymrer sig for klimaet, giver det sig ikke udslag i mere klima-venlige vaner, viser ny undersøgelse. Foto: .

Det gode liv vinder over de gode hensigter, når danskerne skal forholde sig til klimaforandringerne

To ud af tre danskere under 35 år er bekymrede over konsekvenserne af klimaforandringerne. Lige så mange erklærer sig i en ny, stor undersøgelse klar til at skifte til mere klimavenlige vaner.

Men når flyet letter mod steder, hvor der faktisk er sommer, tager de alligevel af sted, selvom flytrafikken er blandt de største Co2-udledere. Og de gør det, uanset hvor megen viden de har om den globale opvarmning. De unge, der ved mest om emnet, er nemlig ikke mere klimavenlige end alle andre.

LÆS OGSÅ: Bekvemmelighed afgør vores holdning til klimaet

At viden i sig selv ingen rolle spiller for graden af klimavenlig adfærd, overrasker professor i sociologi på Københavns Universitet, Peter Gundelach. Sammen med to kolleger har han undersøgt 2548 unge danskeres viden, værdier og handlinger i forhold til klimaet. Det er en af de første gange herhjemme, at klimavenligheden er nærmere undersøgt, men resultatet er altså ikke videre opmuntrende.

Det betyder jo, at meget store dele af de klimakampagner, der er ført for at fremme klimavenligheden, har været forfejlede. Den store kampagne 1 ton mindre var eksempelvis meget teknisk og rettet mod viden. Det, der i stedet er brug for, er politikere, der melder nogle klare værdier ud. De må i gang med at beskrive en fremtid med store afsavn skabt af klimaforandringer. De skal til at tale mere til folks følelser end til hjernen, siger han.

Mickey Gjerris er lektor i bioetik og forsker i de etiske aspekter af menneskets forhold til naturen, herunder særligt klimaforandringerne. Han er ikke overrasket over undersøgelsen, for desværre er det meget kendetegnende for det moderne samfund, at vi fornægter alt det, der kan stå i vejen for vores muligheder for at udleve vores meget ens og meget forbrugerorienterede forestillinger om det gode liv, siger han.

Danmark side 2