Radikale vil forbyde omskæring af drenge

omskæring

Er det lemlæstelse at omskære drengebørn? Det mener Radikale Venstre, som nu vil arbejde for et forbud mod den praksis. Et forbud, som især vil ramme muslimer og jøder

Med et komfortabelt flertal har de delegerede ved Radikale Venstres landsmøde i Nyborg vedtaget, at de gerne vil forbyde omskæring af drengebørn.

Forslaget førte til en heftig diskussion. Lena Nyhus fra Farum præsenterede det og talte varmt for et forbud.

Jeg taler for drenge, som er ofre for kønslemlæstelse. Det gør jeg, fordi jeg taler med dem hver dag, sagde Lena Nyhus.

LÆS OGSÅ: Hver 20. omskårne dreng oplever komplikationer

Hun argumenterede med, at drenge mister halvdelen af følsomheden i deres lem, når forhuden fjernes.

Det kunne Abbas Razvi fra Herlev dog ikke se det store problem i.

Jeg står her ikke som muslim, og selvom halvdelen af min følsomhed er fjernet, har jeg det dejligt, sagde han til stor morskab for de delegerede.

Han afviste i øvrigt, at indgrebet skulle være en beskadigelse af drenge. Det anfægtede dog ikke Christian Holm Donatzky fra København, som var vred, fordi vi ikke beskytter dem, der ikke kan beskytte sig selv, nemlig børnene.

LÆS OGSÅ: Omskæring af drengebørn er blevet djævelens værk

Han fremhævede, at Folketinget i 1997 afskaffede revselsesretten, og derfor er det på høje tid at forbyde lemlæstelse af børn.

Samira Nawa fra Vanløse fremhævede, at forældre jo træffer mange beslutninger på deres børns vegne.

At vedtage dette forslag vil være en hån mod 200.000 muslimske medborgere og 7000 jødiske medborgere, og forhånelse er ikke en del af mit radikale livssyn, sagde Samira Nawa.

Endnu en muslimsk delegeret, Asya Sarikaya fra Næstved, advarede endnu skarpere mod forslaget og henviste til, at man risikerer, at muslimske forældre ikke tør gå til lægen med deres børn, fordi det så bliver afsløret, at de har fået deres drenge omskåret.

De Radikales leder Margrethe Vestager kunne dog ikke se, at det skulle handle om at forhåne et mindretal, og hun sagde efter afstemningen, at hun selv ville have stemt for forslaget, hvis hun havde været tilstede.

Vestager sagde også, at De Radikale vil være loyale i regeringssamarbejdet. Der ser det foreløbig ikke ud til, at sundhedsminister Astrid Krag (S) vil fremlægge et forslag om et forbud, da Sundhedsstyrelsen ikke finder, at der er objektive forhold, som taler for et forbud.