Omskæring og rettighed: Forældres behov prioriteres højere end børnenes

Nyfødt baby hånd ovenpå voksen hånd. Foto: Kennet Havgaard Denmark

"Det skråsikre hysteri til forsvar for omskæring fortsætter ufortrødent," skriver John Aasted Halse

Debatindlæg skrevet af John Aasted Halse, autoriseret psykolog, forfatter og tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet

BØRN ER tilsyneladende omgivet af megen bekymring og megen børnevenlighed. De har ret til beskyttelse og i det hele taget et godt liv uden nød og overgreb.

Dette vil de fleste opfatte som indlysende, men når det kommer til sammenstød mellem religiøse normer og børnenes selvfølgelige rettigheder, hører børnevenligheden øjensynlig op.

For som man kunne læse her i avisen den 24. september, er omskæring af drengebørn efter manges opfattelse helt i orden. En opfattelse primært begrundet i religionsfrihed. Dette uagtet, at en del omskårne mænd har livsvarige problemer på grund af omskæringen og på trods af, at der absolut intet medicinsk argument er for dette indgreb.

Man kunne således læse i lederartiklen, at man er religionsfjendtlig og historieløs, dersom man er fortaler for et forbud mod omskæring af drenge. En række menighedsrådsmedlemmer og en præst trækker det kort, at dersom man er imod omskæring, ja, da svigter man jøderne her 70 år efter redningen af danske jøder under Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ:
Omskæring er irreversibel - Snak om åndsfrihed skygger for menneskelig forståelse

JAN FROST MENER, at muslimer og jøder skal have ret til at udleve deres tro. Endelig forfægter biskop Steen Skovsgaard i avisen det synspunkt, at hvis man forbød indgrebet, ja, da ville man blot fortsætte ritualet, men under for børnene mindre betryggende forhold. Et synspunkt, der rejser spørgsmålet, siden hvornår er man holdt op med at lovgive, selvom man kan forudse, at en lov af og til vil blive brudt?

Der er af fagfolk fremført en række argumenter imod omskæring, men lige meget hjælper det tilsyneladende på en række mere eller mindre religiøse fundamentalister.

Det skråsikre hysteri til forsvar for omskæring fortsætter ufortrødent. Men spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor selve perspektivet tabes af syne. Det er det punkt, hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvilke rettigheder de bør have ikke mindst af beskyttende karakter.

Man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for småbørn kan ikke selv ytre sig og vil sikkert gerne føres ind i de familiemæssige og religiøse traditioner. Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som vigtigt og meningsfuldt, og i hvert fald ønsker de at være fri for store smerter. Og hvor det ellers er ved at være vel indarbejdet i vor kultur at bevare og tage et børneperspektiv ikke mindst her i avisen så går man, når talen er om omskæring af drenge, et stort skridt baglæns og overser børneperspektivet.

FNS BØRNEKONVENTION siger i artikel 3, at i alle foranstaltninger vedrørende børn skal barnets tarv komme i første række. Konventionen kalder det barnets bedste interesse.

Er det drengebørns bedste interesse at blive omskåret? Næsten alle 54 artikler i Børnekonventionen handler i virkeligheden om, hvad der er indholdet i barnets tarv. Det drejer sig for eksempel om at blive beskyttet mod vold og overgreb, hvilket omskæring jo netop er. Og så siger Børnekonventionen, at barnet skal inddrages og om muligt høres (artikel 12).

LÆS OGSÅ:
Omskæring er lige så vigtig for jøderne, som dåben er for kristne

I afgørelsen af, om en dreng skal omskæres eller ej, kan drengen indlysende ikke selv svare ja eller nej. Han kan ikke selv forfægte sine interesser og synspunkter, men er helt afhængig af forældrenes og andre voksnes beskyttelse. Og hvis forældrene af den ene eller anden grund ikke kan eller vil forvalte denne beskyttelse, må samfundet alene ud fra et beskyttelsessynspunkt regulere adfærden via lovgivning.

Spørgsmålet er, om børn i virkeligheden er retsløse, fordi de almindeligvis stadig betragtes som forældrenes retmæssige ejendom, og fordi det voksne organiserede samfunds behov, her bestemte religiøse opfattelser, altid prioriteres forud for børnene.