Medlem af Det Etiske Råd: Det bør kun være tilladt at omskære folk over 18 år

"Problemet er jo, at omskæringen, som bestemt ikke er en bagatel, ikke kan vælges fra igen," skriver Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Israelsk Selskab og medlem af Etisk Råd Foto: Henrik Vering Denmark

Omskæring bør kun være tilladt, når personen er gammel nok til selv at overskue konsekvenserne, mener medlem af Etisk Råd

I totalitære stater er børnene statens. Men et barn er først og fremmest sine forældres barn, omend dog kun til låns. Børn er små mennesker. Og børn skal sikres visse (menneske)rettigheder.

Jeg er ikke uenig med Søren Krarup (DF), når han den 15. februar skriver om, at ethvert barn først og fremmest er bundet til sin familie med et stærkt bånd og et skæbnefællesskab, som ethvert samfund bør gøre meget for at værne om.

En stærk familie giver et barn vished og tryghed, en følelse af identitet og af at høre hjemme, i modsætning til en følelse af forvirring og rodløshed, der kan give usikre og ulykkelige individer. Selv hvis barnet som voksen vælger at definere sig i klar modsætning til sit hjems værdier, vil det ofte få et mere harmonisk liv, end hvis opvæksten var flydende og uden værdier samt holdninger.

LÆS OGSÅ: Søren Krarup: Umoden overlæge propaganderer mod omskæring

Jeg mener ikke, at en meget holdningspræget, ideologisk eller religiøs opvækst er skadelig, så længe den ikke har karakter af intolerance, lukkethed og indoktrinering, og forudsat den ikke placerer barnet i voldsom modsætning til det omgivende samfund. Tværtimod. Det må desuden forudsættes, at barnet som voksen har friheden til at kunne vælge sin barnelærdoms tankesystem fra igen, hvis dette ønskes.

Her har vi et problem med den religiøse omskæring, og derfor er jeg uenig med Søren Krarup i hans positive syn på omskæring. Problemet er jo, at omskæringen, som bestemt ikke er en bagatel, ikke kan vælges fra igen. I starten af indlægget argumenterer Krarup med det historiske, at drengeomskæring er en ældgammel rituel historie, men det er ikke nok i sig selv. Og den kvindelige omskæring er formentlig også ret gammel.

LÆS OGSÅ: Læge: Bent Lexner lyver om omskæringer

Omskæring af små drengebørn er et betydeligt indgreb med blivende konsekvenser, der i øvrigt ofte foretages uden tilstrækkelig bedøvelse. Derfor bør operationen kun være tilladt på personer, der er over 18 år og kan vælge selv samt overskue konsekvenserne.

Men hvis man mig ubegribeligt kan gå ind for mandlig omskæring af drengebabyer eller børn, så må man også synes, at i det mindste den milde form for kvindeomskæring er o.k., såfremt der ikke skæres i klitoris. Denne omskæringsmetode findes. Hvilket i øvrigt burde kunne få os til at indse, hvor forkert det egentlig er. Det er lige forkert, uanset om det foretages på små piger eller på drengebabyer, og det er også lige forkert, uanset om det er begrundet i islam eller i jødedommen, synes jeg.

At forhuden er uhyre vigtig og har en funktion, behøver man vel næppe at forklare. Det er ikke underligt, at det især influerer på mandens seksualliv, når han mangler forhuden. I den vestlige verden, hvor vi har adgang til sæbe, vand og god hygiejne, findes der ikke en generel medicinsk begrundelse. Der er kun en religiøs begrundelse, som ikke bør trumfe samfundets krav om, at børn bør beskyttes mod at få foretaget unødvendige kirurgiske indgreb. Det må være en ufravigelig børnerettighed.

LÆS OGSÅ
: Store partier vil forbyde omskæring af drenge

I USA, hvor der traditionelt altid har været en del af drengebørnene, der blev omskåret, daler antallet. Meget tyder på, at omskæring er på vej ud i den vestlige del af verden. Ole Hartling sagde det ret godt i Kristeligt Dagblad den 18. august 2012:

De, der forsvarer en ret til at underkaste børn et ikke sygdomsbegrundet, men blivende indgreb, før børnene er gamle nok til selv at beslutte, har år for år en vanskeligere sag.

Og lad os så blive enige om, at man godt kan være imod omskæring uden at være antisemitisk eller fyldt med had mod muslimer.

Lene Kattrup er medlem af Det Etiske Råd og medlem af bestyrelsen i Dansk-Israelsk Selskab