Kritik: Vi behandler døde uden pårørende uværdigt!

Døde, som ingen pårørende har, bliver ikke behandlet værdigt til de kommunale begravelser, mener Tove Videbæk, tidligere folketingsmedlem

Kommunale begravelser foregår ofte uden nogen form for højtidelighed - og uden respekt for den afdøde. Er det i orden i Danmark at behandle døde mennesker på denne måde, spørger tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk

Denne klumme er skrevet af tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk

FOR NOGLE ÅR SIDEN lavede en fotograf en bog om mennesker, som var døde helt alene. Det var mennesker, som ikke havde efterladt navne på pårørende, der kunne kontaktes i forbindelse med deres død. Mennesker, som enten ikke havde familie, eller ikke havde kontakt med familien.

I bogen var der fotos af de lokaliteter og miljøer, hvori mennesker var fundet døde. Nogle steder var pæne hjem, andre steder var simple og enkelte særdeles ødelagte og snavsede. I alle disse tilfælde uden forskel havde den pågældende kommune sat en annonce i avisen med overskriften: Til hvem det måtte vedrøre, Pårørende søges eller noget lignende, for om muligt at finde mennesker, som kendte vedkommende, og som muligvis måtte ønske at komme til begravelse.

LÆS OGSÅ: En begravelse jeg aldrig glemmer: Hun var min mor

Jeg blev inviteret til fotografens udstilling i forbindelse med udgivelse af bogen. Her så jeg de forskellige fotos i større udgave. Det var hjerteskærende og forstemmende. At blive gjort bekendt med, at mennesker i lille Danmark kan dø så ensomme. Så forladte. Uden ét eneste menneske, der vil være hos dem eller tage sig af dem.

DET ER NOGLE ÅR SIDEN nu. Men jeg har aldrig kunnet glemme det. Og desværre sker det jo stadigvæk. Mennesker dør, og kommuner må tage sig af begravelsen, fordi der ikke er familie, venner eller andre pårørende, som melder sig, på trods af at kommunen har efterlyst dem via annoncer med videre.

For nylig blev jeg mindet om denne bog og disse hændelser igen. En præst fortalte mig, at der i hans kommune flere gange om året foregik begravelser, som kommunen var nødt til at tage sig af, da der ikke var pårørende, der meldte sig. Men tilføjede han disse kommunale begravelser foregik ofte uden nogen form for højtidelighed. Uden blomster. Uden en enkelt sang. Uden et farvel. Og han mente: uden respekt for den afdøde.

Kommunen havde indgået aftale med et begravelsesfirma, som tog sig af sagen. Det vil sige: firmaet kom, hentede afdøde og kørte vedkommende direkte til et krematorium. Når afdøde var brændt, kørte firmaet asken til kirkegården og gravede urnen ned. Sådan! Det var det, firmaet var bestilt til. Det var det, der var betalt for. Og det var så det, de gjorde. Og det var så den begravelse!

Jeg synes, at det var rystende at høre om. Jeg fattede ikke, at det kunne være sandt. Men ved nærmere undersøgelse fandt jeg ud af, jo, sådan kunne det faktisk foregå.

Jeg synes, at vi har et etisk problem her. Er det i orden i Danmark at behandle døde mennesker på denne måde? Godt nok er de døde. Men hvad med lidt respekt? Lidt værdighed? En smule omsorg? Hvem ved, hvorfor de var så ensomme? Hvem ved, hvad de havde oplevet, før de blev så ensomme? Hvad er der sket? Hvad er baggrunden?

Har vi ikke et etisk problem, når et dødt menneske blot bliver hentet (som en pakke), brændt og så gravet ned uden videre? Kunne vi ikke bløde lidt op på det? Eller er det slet ikke noget, vi skal tænke på? Kunne der ikke forlanges, at der i det mindste skal være en lille højtidelighed? Vises lidt respekt? Eller er jeg helt forkert på den? Er det bare mig, der synes, at det er et etisk problem?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk