Hvornår er det i orden at frihedsberøve et udviklingshæmmet barn?

MED AFSTEMNING En udviklingshæmmet pige flakker jævnligt rundt til fare for sig selv og andre. Men loven siger, at dørene på hendes institution ikke må låses. Hvorfor vejer vidtløftige frihedsprincipper tungere end den daglige sikkerhed for dem, der ikke ved, hvad de gør? spørger pigens mor

 
 
Hannah åbner døren og træder med bare tæer og i nattøj ud i frostvejret. Hun er 14 år, men hendes udviklingsniveau er som et lille barns. Hun putter ting i munden, ænser ikke farer og skal konstant overvåges for ikke at komme til skade. Nu er hun på vej ud i ingenting uden at ane, hvad hun laver, for dørene på institutionen må ikke låses, og der må ikke sættes hegn op.

LÆS OGSÅ: Modstand mod overvågning skader udviklingshæmmede

I Fårevejle i Odsherred sidder hendes mor, Helle Birch, frustreret tilbage, da hun hører om episoden. For det er langtfra første gang, datteren er taget på ubevidst flugt. Hun har krydset befærdede veje i al slags vejr og i al slags tøj og er endt på tankstationer og i favnen på tilfældige mennesker, som heldigvis har villet hende det godt. Men det kunne sagtens være gået galt.

Det er ikke institutionens skyld, påpeger Helle Birch. Det er lovgivningens, der tvinger pædagogerne til i praksis at vægte reglerne om frihedsberøvelse højere end hendes datters sikkerhed. Det paradoksale er, at havde Hannah været en almindelig etårig, der gik i vuggestue i stedet for en døgninstitution for udviklingshæmmede, ville det aldrig ske, at hun kunne gå alene ud på gaden.

Det var en meget stor sorg, da vi måtte give ansvaret for Hannah fra os, da hun var syv år gammel, fortæller Helle Birch.

Det var især svært at tro på, at andre kunne passe lige så godt på hende som os. Og så er det uendelig hårdt jævnligt at blive mindet om, at omsorgen for hende i praksis bliver overtrumfet af love, der fokuserer mere på ikke at frihedsberøve nogen, der ikke er dømt for noget. Der bliver ikke taget udgangspunkt i den enkeltes særlige behov, men i overordnede principper, der reelt er til fare for min datter, for mange andre svært udviklingshæmmede og for alle dem, de kan komme til at gøre skade på, fordi de ikke ved, hvad de gør.

Problemstillingen er hverken ny eller enestående. I Danske Handicaporganisationer, som dækker alle typer handicap og har 320.000 medlemmer, har formand Stig Langvad i årevis ofte oplevet forældre eller pårørende, der ønsker mere kontrol og overvågning for at beskytte deres kære. Det gælder ikke bare udviklingshæmmede børn og voksne, men også sindslidende og mennesker med eksempelvis demens eller alzheimer.

Det er jo en konstant balance mellem omsorg og rettigheder. For tiden er der simpelthen ikke penge og personale nok til at prioritere omsorgen højt nok, og så kommer rettighederne nogle gange til at fylde uhensigtsmæssigt meget, siger han.

Når retten til ikke at blive låst inde betyder så meget, er der dog en række gode grunde til det, forklarer Tina Hansen, specialkonsulent i Kontoret for Handicap i Social- og Integrationsministeret. Først og fremmest er der en grundlovssikret ret til personlig frihed, som gælder alle også personer med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Skal man gøre undtagelser, skal det ske ved lov, og der er meget restriktive betingelser, der skal være opfyldt.

Men der er intet til hinder for, at de enkelte institutioner fysisk indretter sig på en måde, der kan medvirke til, at beboerne ikke forlader stedet. Det kan eksempelvis være vanskelige håndtag, sladrende dørmåtter, særlige låsemekanismer eller andet. Det afgørende er, at ingen får krænket sin personlige frihed.

Den seneste og mest vidtgående mulighed for at holde styr på børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne kom i marts 2011. Her blev det med Servicelovens paragraf 123D muligt for institutionerne at søge kommunen om lov til i særlige tilfælde at udstyre de unge med et personligt alarm- og pejlesystem i en begrænset periode på højst fire måneder. Det skete efter en konkret sag om netop en udviklingshæmmet, der ofte forlod institutionen til fare for sig selv og andre.

Det er dog langtfra alle institutioner og bosteder, der benytter sig af disse muligheder. Enten fordi de endnu ikke er klar over, at de eksisterer. Eller fordi personalet ikke mener, der er behov for det. Måske har kommunen ikke givet lov. Eller også har kommunen valgt slet ikke at bruge mulighederne. Siger den ja til muligheden for at bruge alarm- og pejlingsudstyr, gælder det nemlig for alle kommunens døgninstitutioner og bosteder.

Der er også en femte og mere skjult årsag, mener Sytter Kristensen, formand for den landsdækkende forening for udviklingshæmmede, LEV. Hun mener, det er omsorgssvigt, når udviklingshæmmede får friheden til at skade sig selv frem for hjælpen til at lade være. Og hun oplever, at en del institutioner alligevel vægter friheden højest, fordi de ideologisk er imod overvågning.

Der er en generel tilbageholdenhed over for at overvåge i Danmark, det viser alle debatter. Danskerne synes, det er krænkende og værner derfor meget om privatlivets fred. Det skal vi også, men vi går altså for vidt i forhold til de udviklingshæmmede. Der er jo mange muligheder for meget mild overvågning, og derfor håber jeg, vi snart får en mere nuanceret debat om, hvordan overvågning også kan være et gode, siger hun og foreslår, at politikerne sender et klart signal om at bruge overvågning mere, når det er nødvendigt, så det ikke bare er den enkelte institutions kultur, der afgør, om beboerne flakker rundt på gaderne.

For nylig var Helle Birch og hendes mand til møde med repræsentanter for deres region. Her fik de forklaret, at det ikke var lovligt at sætte en kode på døren i institutionen medmindre deres datter lærte koden. Dermed ville hele idéen med at benytte en kode jo forsvinde, og det paradoks er meget sigende for lovens tilgang til de udviklingshæmmede, mener Helle Birch. For hvorfor prioritere friheden så højt, når de, der skal bruge den, hverken kan forstå eller forvalte den? Og hvorfor tro, at et pejlingssystem kan gøre nogen forskel, når det kun registrerer, hvor Hannah er gået hen, men ikke forhindrer hende i at gå?

Jeg er helt med på, at man ikke skal kunne spærres inde, når man ikke har gjort noget forkert. Det er et sundt lovgrundlag. Men det må være muligt at tage særlige hensyn til sådan nogle som min datter, som der ikke findes ret mange af. Man bør kunne skræddersy løsningerne. Hvis ikke for Hannahs skyld, så for trafikanternes. Eller for de pædagoger, der må leve med, at de havde ansvaret den dag, en af de udviklingshæmmede gik ud af døren og blev slået ihjel, siger Helle Birch.