Han havde ret til at vide det - det var hans liv

2Christine E. Swanes mand var alt andet end indstillet på at dø, da lægerne måtte give op mod hans kræftsygdom. Det stillede hans hustru i et svært dilemma: Skulle hun fortælle ham, at døden var nær, eller lade ham håbe i en håbløs situation? – Foto: Søren Staal

For Ole Skjerk var cancer-døden uundgåelig, men han ville og troede på sit liv til det sidste. For hans hustru, Christine E. Swane, var problemet, hvor meget hun skulle fortælle ham

Hvorfor kan vi ikke bare tage hjem?.

Christine E. Swanes mand, Ole Skjerk, sad i en kørestol uden for Bispebjerg Hospital en majdag i 2007. Solen skinnede denne dag, en af Ole Skjerks sidste. Han havde spurgt før, nu spurgte han igen. Indtrængende, næsten vredt, stillede han spørgsmålet, som han måske nok anede svaret på. Ole Skjerk havde kræft i hjernen og det meste af kroppen, hans mave fungerede ikke længere. Han var døden nær.

LÆS OGSÅ: At være tæt på en kræftsyg er også en kunst

Christine Swane vidste ikke, om hun kunne eller burde svare på spørgsmålet i stedet for at afvige igen, eller om Ole virkelig ønskede at få et direkte svar.

Dilemmaet indtraf for fire år siden. I dag er Christine Swane gift på ny og nyder livet som hustru, mor, stedmor, direktør, forsker og foredragsholder. Men årene sammen med Ole og de beslutninger, hun til sidst måtte tage på hans vegne, slipper hun aldrig helt.

Det er, begynder Christine Swane og leder efter ordene, det største, jeg har oplevet ... Det sværeste.

I tre korte sætninger beskriver hun sin mands sindstilstand i de sidste dage, før der blev sat punktum for hans liv. Tre korte sætninger, hvor hun sætter tryk på ordet ikke:

Ole havde ikke tænkt sig at give op. Han tog ikke frivilligt herfra. Han var ikke afklaret.

Og det livsmod gjorde kun dilemmaet sværere for Christine Swane.

Jeg skulle sige noget til ham, han ikke ville høre. At han var ved at dø.

Christine Swane og Ole Skjek var kærester, da de begge var i begyndelsen af 20erne, men slog op. Tiden gik, begge fik børn, blev gift, siden skilt, og så mødte de tilfældigt hinanden på Københavns Hovedbanegård to årtier senere. Året var 2000. Denne gang fik de syv år sammen og blev gift, da de begge var i 40erne. Fire af årene måtte de leve med Ole Skjerks kræftsygdom. De passede godt sammen, de to kultursociologer med alenlange cver. Christine Elise Swane, der i dag er direktør for EGV Fonden og dengang var institutleder ved Gerontologisk Institut, og Ole Skjerk, lektor på Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

| På det tidspunkt cyklede Ole Skjerk ihærdigt, løb og spillede fodbold med mænd kun halvt så gamle som han selv. Hans puls var så sportsmands-lav, at den senere skulle få måleinstrumenterne på hospitalet til at slå alarm de blev narret til at tro, at der var noget galt, fordi han var i så usædvanlig god form. Ole Skjerks hjerte var stærkt.

I 2002 begyndte hans mave at rumle og gøre ondt. Han kom først efter et halvt års almindelig mandlig stædighed til lægen og fik at vide, at han havde kræft i tarmen. Det viste sig ikke at kunne opereres bort, og kræften blev ved at sprede sig, først til lungerne, siden til lever, knogler og hjerne. Mange operationer fulgte, og hver gang trænede Ole Skjerk sig op. Da sygdommen til sidst umuliggjorde løbeture, skiftede han løb ud med armbøjninger. Han blev ved med at prøve på at leve, som han plejede.

For Ole var døden af kræft aldrig et spørgsmål om når, men hvis, siger Christine Swane.

Flere gange i forløbet fik han det bedre for en stund. Det gav håb. Som da familien den sidste sommer, Ole Skjerk levede, rejste til Kreta, boede i telt og gennemførte en 18 kilometers vandretur igennem Samariakløften, og Christine Swane ikke kunne lade være med at tænke om sin mand, arret efter operationer, som han ellers var: Så syg kan han da heller ikke være.

Det var han ulykkeligvis, og snart gav det ikke længere mening at operere og behandle. Selvom det næste logiske skridt for Ole Skjerk altid var at komme hjem fra hospitalet og træne sig op, var der i virkeligheden efterhånden ikke noget, hverken Ole, Christine eller lægerne kunne gøre.

Intellektuelt vidste Christine Swane, at han snart skulle dø. Følelserne benægtede det. Og så indhentede realiteterne alligevel dem begge.

Den sidste indlæggelse var den sværeste. I løbet af 24 dage i maj 2007 gav lægerne op, og Ole Skjerks krop gav op. Komplikationer ophobede sig, og han fik tarmslyng. Til sidst var der ét valg at træffe: en operation til, som Ole Skjerk sandsynligvis var for svag til at overleve, eller at sætte maven i stå medicinsk. Med andre ord: stoppe livsprocesserne. Ole Skjerk, påvirket af sygdom og smertelindrende medicin, var ikke mentalt i stand til at træffe beslutningen. Valget tilfaldt Christine Swane.

| Jeg var egentlig ikke i tvivl, det var bare så forbasket uvirkeligt og svært alligevel, husker hun.

For første gang skulle jeg alene tage en beslutning om Oles sygdom, liv og død, som vi ellers havde været sammen om. Mit svar var: Vi stopper her.

Fra nu af var Ole Skjerk kun glimtvis til stede, men spørgsmålet trængte sig på i nogle af de vågne perioder. På et tidspunkt reagerede han på, at der var blevet hængt et skilt på hans stuedør om, at besøgende skulle henvende sig til personalet, før de måtte gå ind. Ole Skjerk havde set det skilt på andre patienters døre. De patienter, der var døende.

Christine Swane fik afværget hans uro også denne gang, men kun for en stund. Hendes mand spurgte snart igen. Ikke direkte; han spurgte:

Hvorfor kan vi ikke bare tage hjem?.

Christine kendte svaret, og hun kendte Ole. Hun tænkte: Forstod han ikke, hvad der var ved at ske, eller var han ikke villig til at indse det?

Hun forsøgte at aflede ham. Med dårlig smag i munden sagde hun: Du har for mange smerter til at være hjemme. Sandheden. Men ikke hele sandheden.

Christine Swanes svar rakte ikke længere. Oles spørgsmål var eksistentielt, det var hun ikke i tvivl om.

Og det afkrævede mig et svar på samme niveau. Det havde han ret til! Det fortjente han! Det ville jeg gerne gøre. Men jeg kunne ikke fortælle ham, at han var ved at dø. At det var nu.

Christine Swane fortsætter:

Jeg syntes, jeg var den nærmeste til at sige det. Men det kunne jeg ikke. Ville gerne. Men kunne ikke.

Den solskinsdag på Bispebjerg Hospital fik Ole Skjerk alligevel det at vide, som Christine Swane vidste. Hun aftalte med deres yndlingssygeplejerske, at hun skulle overbringe Ole Skjerk svaret. De gik begge ind på stuen. Ole satte sig op i sengen og sagde til dem, at han følte sig så ensom. Sygeplejersken fortalte i et par korte sætninger, at han var så syg, at konsekvensen var, at han var ved at dø. Christine Swane mindede ham om deres aftale om at tænke på hinanden, når han var død. Han lænede sig tilbage i sengen, slappede af, lukkede øjnene og sagde:

Det er fint nok, Christine.

Nu forstod han. Det så ud til at give ham ro. Og så snakkede de ikke mere om det, fortæller Christine Swane, som eftertænksomt tilføjer:

Det gav også mig en ro.

Fire år senere tænker Christine Swane alligevel tilbage på dilemmaet, og hvilket svar hun skulle give.

Ja, han havde ret til at vide det det var hans liv. Men samtidig var jeg usikker på, om han ville vide det, fordi han havde den der totale modvilje mod at dø. Det stred imod hans projekt: at leve videre. Men han havde nærvær nok til at reflektere, og så måtte jeg møde ham.

Hvis han ikke havde været så insisterende, så havde jeg nok ladet ham dø uden , begynder hun.

Så havde han nok ikke fået det at vide.

...
Læs også
om Christine E. Swanes livs største dilemma med hendes egne ord: Skulle jeg fortælle ham, at han skulle død?