Er det uværdigt at begrave ensomme uden en ceremoni?

I nogle kommuner bliver døde uden pårørende begravet med blomster efter en ceremoni med salmesang og begravelsestale ved kirken. I andre kommuner må de nøjes med en jordpåkastelse i kapellet

Niels Jørgen Nielsen blev født den 16. juni 1945 i Aarhus. Det ved vi. Vi ved også, at han døde den 20. oktober i år, og at han blev fundet i sit hjem på Asger Jorns Allé på Amager i København.

Ellers ved ingen så meget om Niels Jørgen Nielsen, som er én af cirka 350 borgere i Københavns Kommune, der hvert år dør alene, og hvor kommunen er nødt til at efterlyse pårørende med dødsannoncer i landets største aviser. I en tredjedel af tilfældene lykkes det aldrig at finde familie eller bekendte til at tage sig af begravelsen, og derfor er det kommunens opgave.

Det vides ikke, om eventuelle pårørende tog kontakt til kommunen, da Niels Jørgen Nielsens annonce blev trykt i aviserne sidst i oktober. Men selvom ingen skulle have gjort det, har det formentlig ikke betydet noget for begravelsens afvikling. I Københavns Kommune har man nemlig besluttet sig for, at de kommunale begravelser skal have en tilhørende ceremoni i kirken, og der skal være en buket blomster på kisten.

Hvis Niels Jørgen Nielsen var død i en anden kommune, var det en anderledes sag. Blandt landets 98 kommuner er det forskelligt, hvor mange penge man ønsker at betale for begravelser, når der ikke er pårørende til den afdøde. For eksempel vælger man i Glostrup Kommune den billigste løsning. Det betyder, at Niels Jørgen Nielsen med al sandsynlighed var blevet kørt direkte fra kapellet til krematoriet og fra krematoriet til de ukendtes fællesgrav. Uden ceremoni, blomster og salmesang.

Det fik Tove Videbæk op af stolen for nylig, da hun blev gjort opmærksom på det af en sognepræst.

LÆS OGSÅ: Kommuner springer kirken over ved begravelser uden pårørende

Hun er formand for Hospice Forum, tidligere medlem af Folketinget for Kristendemokraterne og De Konservative og netop genvalgt til byrådet i Ikast-Brande Kommune.

Jeg synes, det er uværdigt at hente et menneske på sygehuset, sende det til krematoriet og så begrave det uden noget som helst. Jeg synes, det er uværdigt og respektløst. Jeg kræver ikke, at man laver noget kæmpe stort, men som minimum bør der være en form for højtidelighed, bare i et par minutter til at stoppe op og eventuelt synge en salme. Jeg mener, at vi har et etisk problem, når det tillades totalt at undlade det, siger hun.

I landets fire største kommuner vælger man samme løsning som i København, hvor præsten tager sig af en form for højtidelighed. Det drejer sig om salmesang, bøn og i enkelte tilfælde om taler.

Kommunerne er meget opmærksomme på, at der ikke bliver gjort forskel på begravelser med eller uden pårørende, siger Mogens Balling.

Han er administrerende direktør i landets største bedemandsforretning, Begravelse Danmark. Firmaet står for de såkaldte kommunale begravelser i cirka 10 kommuner, herunder København, Fredericia og Fredensborg.

Hos os vil der altid være en buket blomster på kisten, når vi henter den afdøde, og der vil altid være en form for højtidelighed i kirken. Også selvom der kun er en præst og bedemand til stede, siger han.

Anderledes ser det ud i kommunerne, der har givet opgaven om at stå for kommunale begravelser til internetfirmaet bedrebegravelse.dk.

Firmaet tager opgaven for syv kommuner, fortæller ejeren, Peter Holm. Hans erfaring er, at man sparer, hvad spares kan, ved begravelser uden pårørende.

Kommunerne siger til os, at der som udgangspunkt ikke skal være en højtidelighed. Vi er en forretningsvirksomhed, og vi leverer en vare ud fra nogle aftalte kriterier til en kunde, der i dette tilfælde er en kommune. Der gives i forvejen et tilskud på op til 10.100 kroner til afvikling af en begravelseshandling, hvis dødsboet har en formue under 16.900 kroner, siger han og fortsætter:

Som bedemand er man nogle gange fanget som en lus mellem to negle. Hvor kommunerne står på den ene side og ønsker den laveste pris for at optimere andre serviceområder for borgerne, mens de i kirken står på den anden side og har magt i forhold til dødsanmeldelsen. Jeg kan godt følge kommunernes logik. Der er vores alle sammens penge, og især hvis der reelt er en familie til afdøde, der blot nægter at betale, men stadig gerne vil påvirke begravelsesprocessen, kan bølgerne gå højt.

For tre år siden blev biskoppen i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, gjort opmærksom på en sag om en kommunal begravelse. En afdød uden pårørende blev begravet, uden at den lokale sognepræst var blevet informeret. Det fik biskoppen til at arrangere et møde med Lolland Kommune om de kommunale begravelser.

De gav her udtryk for, at de selvfølgelig ville betale den pris, det måtte koste at få afdøde kørt ind til kirken, så præsten kunne sørge for begravelsen. Jeg var glad og lettet over det, for kommunen var slet ikke interesseret i at spare på dette område,siger han.

Steen Skovsgaard mener ligesom Tove Videbæk, at en kirkelig højtidelighed er et mindstekrav for at give en afdød, som var medlem af folkekirken, en værdig begravelse:

Man må anerkende, at det er et menneske, vi tager afsked med. Det er vigtigt at have en form for værdighed i forhold til det, så der bliver sunget en salme og bedt en bøn. Måske holder præsten ikke en lang tale, hvis der ikke er pårørende til stede, men man sørger for, at et dødsfald ikke bare går ubemærket hen, siger han.

Biskoppen tror, at det i de fleste tilfælde handler om uvidenhed, når kommunerne sparer på dette område. Det var tilfældet i Lolland Kommune, mens det i Glostrup Kommune er et helt bevidst valg. Det fortæller sagsbehandler i kommunen Susanne Joensen:

Vi har den praksis, at de kommunale udgifter skal være så små som muligt i disse sager. Derfor vælger vi bevidst den billigste løsning, hvor bedemanden ikke kører forbi kirken for at få afviklet en højtidelighed, siger hun.

Der er nok at penge at spare, hvis man dropper turen til kirken. Det fortæller Christian Andersen, som ejer bedemandsfirmaet Brøndbyvester & Brøndby Strand Bedemandsforretning. Firmaet står for kommunale begravelser i tre københavnske vestegnskommuner. Ifølge Christian Andersen kører han altid en afdød til en ceremoni i kirken, hvis vedkommende er medlem af folkekirken.

Jeg kunne sagtens tænke mig, at vi sparede turen til kirken. Brøndby Kommune betaler ikke ret meget for de kommunale begravelser, så hvis præsten kunne foretage jordpåkastelsen i kapellet eller krematoriet, ville det hjælpe meget. Det er ikke et krav fra kommunen, at vi kører forbi kirken, men præsterne vil selvfølgelig gerne have det. Og vi har så valgt ikke at tage det opgør med præsterne, og det er også fint nok, siger han.

I begravelsesloven står der, at en præst skal medvirke, hvis den afdøde er medlem af folkekirken. Men i teorien kunne præsten jo udføre handlingen i kapellet eller på krematoriet i stedet for i kirken. Det ville spare os en del, og samtidig ville vi ikke kunne beskyldes for ikke at sende de afdøde pænt herfra.

Kort før jul udkommer bogen Pårørende søges. Forfatteren er Ida Holst, som har skrevet historier om 11 dødsannoncer fra aviser, hvor kommunen har eftersøgt pårørende til den afdøde.

Alle sagerne er fra Københavns Kommune, og hun har derfor deltaget i nogle af de tilhørende kirkelige højtideligheder.

Det er enormt vigtigt, at der bliver holdt noget i forbindelse med begravelsen. For det første øger det chancen for, at man finder en eller flere pårørende. Det oplevede jeg for eksempel ved et par af sagerne. For det andet mener jeg, at ceremonien skal bruges til at vise respekt, siger hun.

Men jeg kan godt følge kommunerne i, at det ikke kan være nødvendigt at spare. Tanken om, at præsten kan sørge for en handling i kapellet, er et udmærket kompromis, synes jeg. Bare der er en bårebuket, og der bliver sunget et par salmer samt selvfølgelig udførelsen af jordpåkastelsesritualet og måske også en lille oplæsning fra biblen, så er det fint. Det kan godt blive værdigt uden at være dyrt..