Det Etiske Råd er uundværligt

Siden 2011 har Jacob Birkler været formand for Det Etiske Råd. Foto: Jesper Kristensen Denmark

25-års-jubilar er vigtig i en tid med flere etiske dilemmaer end før

Man siger undertiden, at hvis ikke vi havde bibliotekerne, måtte vi opfinde dem. Det samme gælder for andre vigtige samfundsinstitutioner og -fænomener, som holdes oppe af politisk vilje, herunder Det Etiske Råd, der fejrer 25-års-jubilæum. Havde vi ikke dette råd, måtte vi opfinde det. Måske skulle vi endda have flere råd, der beskæftigede sig med etik, for der er opstået endnu flere etiske problemer og dilemmaer, siden Det Etiske Råd blev oprettet.

LÆS OGSÅ: Det Etiske Råd debatterer det samme som for 25 år siden

Gang på gang har rådets medlemmer vist en træfsikker evne til at sætte vigtige etiske emner på dagsordenen og få gennemslagskraft i medierne og offentligheden. En forsamling som Det Etiske Råd kunne hurtigt blive betragtet som et moraliserende fortidslevn og blive afskaffet som det er sket med mange andre råd og nævn under skiftende regeringer men det er lykkedes rådet at bevise sin uundværlighed.

Som et tidligere medlem, Hanne Reintoft, udtalte her i avisen i går, er Det Etiske Råd måske særligt vigtigt i en tid, hvor et ungt sammensat Folketing kan have problemer med at navigere i både klassiske etiske problemstillinger og de mange etiske spørgsmål, som den ny teknologi rejser. Her er det vigtigt for lovgiverne at have et erfarent råd med en lang hukommelse at lære af.

Men rådet er vigtigt for alle dele af samfundet. Vi lever i en tid, hvor den nye teknologis landvindinger går hurtigere end nogensinde før. Sådan føles det i hvert fald for borgerne, som har mindre og mindre tid til selv at filosofere over livet og etikken.

I denne kombination af hastig udvikling, mindre tid til refleksion og normer i skred er der en vigtig rolle at spille for et på samme tid eftertænksomt og samtidsoptaget råd.